Når en af kommunalpolitikerne i Dragør har et spørgsmål til udvikling, drift eller enkeltsager på en af kommunens mange arbejdspladser – på for eksempel skolerne, i børnehaverne eller på Enggården – skal de ikke kontakte medarbejdere direkte. Det skal gå igennem direktionen i kommunen.
Sådan har den uskrevne regel altid lydt, men borgmester Kenneth Gøtterup (C) oplevede under de seneste budgetforhandlinger, at det ikke var blevet overholdt af alle. Derfor fremlagde han et forslag på det seneste økonomiudvalgsmøde om at tage en nærmere drøftelse af sagen, og om man skal udarbejde et decideret nedskrevet kodeks, eller om det er nok at give hinanden håndslag på, at det er sådan, man gør.
Der var bred enighed om behovet for drøftelse, og derfor kommer emnet nu med på et af de kommende temamøder, som kommunalbestyrelsen afholder før et kommunalbestyrelsesmøde.
»Jeg satte det her på dagsordenen, fordi der var en konkret sag på, hvor aftalerne var smuttet. I min optik er det vigtigt, at vi fastholder vores beskyttelseshensyn. Som kommunalbestyrelse er vi den øverste arbejdsgiver. Og de enkelte medarbejdere skal ikke tvinges til at have en direkte dialog med os. Hvis alle 15 kommunalbestyrelsesmedlemmer render og vil snakke med dem, bliver de udsat for et urimeligt pres,« lyder det fra borgmesteren.
Han mente derfor, at det var vigtigt at få genopfrisket de regler, der hidtil har været uskrevne, om at man går til direktionen med sine konkrete forespørgsler. Og er der behov for at tale direkte med en medarbejder for at få opklaret nogle ting, skal de have deres nærmeste chef med.
Kenneth Gøtterup lægger heller ikke skjul på, at denne arbejdsgang er vigtig for at undgå for meget »von hörensagen« og snak i krogene.
»Vi må aldrig lægge ansvaret hos den enkelte medarbejder, og derfor er det vigtigt, at vi er helt enige med hinanden om, hvordan vi har dialogen. Nu tager vi en drøftelse af det på et temamøde, hvor vi afgør, om det er nok at give hinanden håndslag på det, eller om vi skal skrive noget ned,« siger borgmesteren.
