Hvordan kan man bedst udnytte den gamle værftsgrund fremadrettet? Hvordan kan man få fællesskab for borgerne, havneaktiviteter og erhvervsmæssige tiltag til at spille sammen lige netop her?
Det skal en helt ny arbejdsgruppe sætte fokus på. Det besluttede Økonomiudvalget på et møde den 24. oktober, hvor man således takkede nej til de fire tilbud, der er kommet i udbudsrunden på værftsgrunden.
Alle partier i kommunalbestyrelsen har været enige om den beslutning. Da man besluttede at sende opgaven med, hvad der skal ske med det gamle værft og grunden, i udbud, var det en del af grundlaget for udbuddet, at man ikke ville forpligte sig til at sige ja til noget. Det helt rette bud skulle på bordet, før der ville blive nikket hele vejen rundt. Og da dette bud ikke har vist sig, vil politikerne gerne have friske øjne på, hvad der skal ske med stedet.
»Jeg er glad for, at et enigt Økonomiudvalg på tværs af alle partier ønsker at få en ny vurdering af, hvordan arealet kan udvikles over tid. Og at vi har besluttet at få nedsat en udpeget borgergruppe med erfaringer i udvikling af erhverv og kulturelle tiltag, vil medvirke til, at vi også får en forankring hos borgerne, som vil stille os godt i dialogen med fremtidige investorer,« siger borgmester Kenneth Gøtterup (C).
Nu skal kommissorium og medlemmer på plads
Politikerne har bedt administrationen udarbejde et kommissorium for arbejdsgruppen og et oplæg til, hvem der skal sidde i arbejdsgruppen – alle skal være borgere, der har erfaring med at udvikle erhvervsmæssige og kulturelle tiltag. Det bliver kommunalbestyrelsen, der tager endeligt stilling til begge dele.
Også 1. viceborgmester Nicolaj Bertel Riber (A) er meget tilfreds med beslutningen om at nedsætte en helt ny arbejdsgruppe
»Hvis vi sammen med gode lokale kræfter kan skabe et fælles rum til glæde og gavn for alle byens borgere og med forankring i det maritime og havnerelaterede miljø, så vil det være en stor gevinst – både for havnen og byen som helhed. Vi er positive over processen og forventer meget af den, og vi er glade for, at det er en enig kommunalbestyrelse, der sætter gang i denne udvikling,« siger han.
Kun Sydamagerlisten hælder en lille smule malurt i bægeret, da gruppeformand Flemming Blønd mener, at et af de indkomne tilbud om et havnebad havde været godt og relevant at tage imod.
»Vi anerkender flertallets beslutning om ikke at godkende projektet, men vi mener, at det er smagsdommeri, når et bud, der lever op til alle udbudskriterier, afvises. Som udbyder bør man vise respekt for de virksomheder, der har investeret tid og ressourcer i at udarbejde et kvalificeret bud,« siger han.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Projektoplæg skal være på plads inden valget
Arbejdsgruppen skal blandt andet se på, om der kan indgås dialog med mulige fonde til finansiering, og om der er behov for at indhente ekstern faglig bistand til udviklingsopgaven. Derudover skal den vurdere, hvilke muligheder der er i forhold til bygningens nuværende stand, eller om der er behov for nybyggeri.
Arbejdsgruppen skal komme med sit oplæg allerede mellem seks og 12 måneder fra første møde i arbejdsgruppen og forventes således at være klar, inden der er kommunalvalg til november næste år.
Det gamle bådeværft skal dog ikke nødvendigvis stå tomt hele tiden, mens arbejdsgruppen idéudvikler. Som det tidligere er blevet besluttet i kommunalbestyrelsen, kan værftet udlånes gratis til nonprofit-aktiviteter. Det kan også udlejes til arrangementer med profit, hvilket forvaltningen udarbejder retningslinjer for.
Det siger de andre partier
Det er alle partier i kommunalbestyrelsen, der er enige om, at der nu skal nedsættes en arbejdsgruppe, som skal komme med et oplæg til udvikling af det gamle bådeværft.
Formand for Klima, By- og Erhvervsudvalget Helle Barth (V):
»Vi støtter en åben og ansvarlig udvikling af værftsgrunden til gavn for hele kommunen, som samtidig sikrer liv og aktivitet på havneområdet – også uden for sæsonen. Det kan efter Venstres opfattelse ske i et frugtbart samarbejde med såvel private som offentlige aktører og interessenter.«
Gruppeformand Peter Læssøe (T):
»Vi mener, at det er i god harmoni med de tilbagemeldinger, borgerne har givet i forbindelse med, at liste T tidligere på året inviterede borgerne indenfor i det gamle bådeværft. Vi håber, at borgerne vil gå aktivt ind i processen med at udvikle stedet til gavn for borgerne i Dragør Kommune.«
Gruppeformand Lisbeth Dam Larsen (M):
»Fra Moderaternes side er vi ualmindeligt glade for den proces, som nu iværksættes, og som betyder, at borgere og politikere får mulighed for at præge og få indflydelse på både den bygningsmæssige udformning og den fremtidige anvendelse af den gamle værftsgrund, hvilket vi savnede, da leje af værftsgrunden i første omgang blev udbudt.«