Vi har modtaget:

Flere træer i Dragør

Måske er du stødt ind i et eller flere træskilte ved forskellige træer i kommunen, hvor der står: »Hej, jeg er et træ, og jeg arbejder for dig.«

De cirka 25 skilte, der står rundt omkring i kommunen, har vi, Grønne Dragør og liste T’s Grønne Gruppe, sat op for at sætte fokus på vigtigheden af at have træer i vores bynære samfund, både til gavn og glæde.

Vores lille træskiltekampagne lakker mod enden, da vi kun fik tilladelse til opsætning af skiltene i seks måneder. Så i slutningen af november er skiltene væk. Dog vil de skilte, der står ved private træer, blive stående indtil videre.

Målet med de informative skilte har været at få os i Dragør til at få øjnene op for bevarelsen af vores fælles og private træer. Måske få os til at tænke eksisterende træer ind i nybyggerier, både på private grunde og på offentlige, i stedet for at fjerne dem. Træer er vores overlevelse, så vi skal ikke bare fælde et træ, fordi bladene sviner, der er grene, som kan falde ned, eller de står i vejen. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

Træ skiltene blev opsat den 25. april som en del af den Nationale Klimahandledag. Privatfoto.
Træskiltene blev opsat den 25. april som en del af den nationale klimahandledag. Privatfoto.

For vi kan ikke få træer nok. Med mere og mere nedbør og stigende grundvand og udsigt til varmere og længere somre er træer vigtige. De suger vand og giver skygge og kølighed, når solen bager – for ikke at snakke om det dyreliv, der udfolder sig i og på træet. Og så binder de jo CO2.

I Dragør har vi allerede mange træer. Mange skønne og gamle træer – et par stykker er endda fredet. Men sådan har det ikke altid været. Fra et festskrift fra »Dragør Fremmes« 50-års jubilæum i 1937 fortælles denne (redigerede) anekdote, som Bent Larsen har fundet frem af arkiverne:

»En fremmed kom til byen og fandt, at der lå betydelige muligheder for udnyttelse af sol, luft og vand her i hovedstadens nærhed, men der manglede noget i retning af skov. Der fandtes næppe et træ, undtagen i de indelukkede småhaver og gårde. Og byen havde mere end 200 tønder land liggende væsentlig til græsning for de enkelte gårdbrugeres kreaturer. Den fremmede henvendte sig til nogle af byens ledende mænd om at få dannet en forening med det formål at forskønne, gavne og fremme byen, først ved beplantning af de nærmeste omgivelser. Foreningen blev dannet 13/3 1887.

5 tønder land mellem kirkegården og Blushøjen blev beplantet i løbet af 2 år. 1890 fortsattes beplantningen syd for Blushøjen til Engvælen. 1894 påbegyndte man plantning af allé træer langs vejene uden om byen. Lige efter 1905 plantede man 2 rækker lindetræer på østsiden af Vestgrønningen. Begyndelsen til springvands-anlægget (nu Nordre Væl) startede 1900. Senere plantedes nogle høje træer som læ for norden- og vestenvinden. Men beboerne omkring klagede over, at de store træer hindrede udsigten og tog luft og lys fra deres ejendomme. I 1930 fældede man træerne og anlagde beplantning med blomstrende buske.«

Så ikke nok med at vi har mange træer – mange af beplantningerne har en historie at fortælle.

Træer skal plejes og passes på for at blive store og smukke, og vi skal have de træer, der passer til de danske og de dragørske forhold. I forhold til offentlige træer vil en træpolitik (som mange kommuner i landet har) og en plejeplan hjælpe til træers bevarelse og trivsel i kommunen.

Bynær skov i Dragør

I liste T’s Grønne Gruppe har vi de sidste par år arbejdet med træer og blandt andet med forslag til oprettelse af bynære skove i Dragør.

I forbindelse med vores forslag til bynær skov beskrevet i Dragør Nyt den 26. juni (læs indlægget her, red.) hørte vi, at Skov- og Naturstyrelsen havde 50 millioner kroner til skovrejsning i hovedstadsområdet. Vi er derfor stolte af at have formidlet ideen om bynær skov og kontakten mellem Dragør Kommune og Skov- og Naturstyrelsen, som nu bærer frugt.

Med kommunens beslutning om, at vi nu får bynær skov i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen, der køber arealerne til det, får vi i Dragør flere træer til glæde og rekreation. 

Vi i liste T’s Grønne Gruppe glæder os til fortsat samarbejde om træer i Dragør. Tak til Skov- og Naturstyrelsen og Dragør Kommune for et godt og informativt møde om de kommende tre bynære skove i Dragør mandag den 4. november. 

Med venlig hilsen
Hanne Wanscher
På vegne af liste T’s Grønne Gruppe

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?