Hvordan ser julen ud om 50 år? Skoleelever kommer med deres bud

Skoleelever fra Dragør laver fremtidskunst.

Flyvende biler. Julegaver under et palmetræ. Et oversvømmet Dragør.

Det er blot nogle af de tanker, skoleeleverne fra 2. og 5. klasse på Nordstrandskolen gør sig om fremtiden. I anledning af julekalenderen Tidsrejsen 2, der foregår i Dragør, er skoleeleverne gået i gang med et kunstprojekt. Opgaven går ud på, at de skal lave et kunstværk, der afspejler deres forestillinger om julen om 50 år.

I billedkunstlokalet i kælderen på Nordstrandskolen står en masse halvfærdige kunstværker. Eleverne har fået tre uger til at arbejde på dem, og Dragør Nyt besøgte skolen halvvejs i projektet. Her var børnene i fuld gang med at føre deres idéer ud i livet.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Flere havde medbragt genstande hjemmefra, der kunne bruges i kunsten; for eksempel blev en tom blisterpakning fra nogle allergipiller til farverige julelys, der skulle pynte julemandens fremtidskane, og en bunke mælkekartoner skulle laves om til et hologramjuletræ.

Kød er afskaffet

Ideerne til kunstværkerne er mange, og blandt dem er der både tankevækkende og realistiske scenarier, mener Lærke Vestervang Christiansen, der er billedkunstlærer i 2. klasse.

»Der har virkelig været mange ideer på banen, og det har været sjovt at brainstorme med eleverne. Og det er sjovt at se, hvor forskellige måder de arbejder med det på. 2.-klasserne er mere umiddelbare og går med lidt vildere idéer, hvorimod 5.-klassernes er mere realistiske,« fortæller hun.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Nogle af grupperne har taget juletemaet meget alvorligt – og der bliver flittigt brugt både gran, vat og flitterstads.

»Vi laver en julestue, der meget ligner den jul, vi har i dag. Men der er robotter, der går rundt om juletræet sammen med menneskerne, og kød er blevet afskaffet undtagen til jul, hvor man må få andesteg,« fortæller en af grupperne.

I den anden ende af lokalet er en gruppe i gang med at lave et snelandskab – men sneen er kunstigt fremstillet af store maskiner, fordi temperaturerne er for høje til, at det sner naturligt i Danmark.

Sommervejr og robotter

Der er især to elementer, der går igen i elevernes kunstværker: robotter og global opvarmning. Næsten alle børnene er enige om, at robotter bliver en helt naturlig del af vores hverdag om 50 år, og at temperaturen i Danmark kommer til at stige.

»Glædelig jul. Det har ikke sneet i 30 år, og Tidsrejsen sæson 14 er kåret som den bedste julekalender i år. 24. december 2074, 35 grader og sol,« står der på en tv-skærm, som en gruppe i 5. klasse har tegnet.

Artiklen fortsætter efter billedet.

»Det er så fedt at se deres engagement. Når de først går i gang, er de meget koncentrerede, og de tager virkelig opgaven alvorligt,« siger Lærke Vestervang Christiansen.

Blandt de lidt dystre forudsigelser er der også nogle ønskescenarier. Blandt andet bliver der bygget et slikhus, som mennesker kan bo i om 50 år – og så får julemandens kane en opgradering med diamanter og ekstra glimmer.

Når værkerne er færdige, skal eleverne stemme om de to bedste fra hver klasse, der går videre i en kunstkonkurrence. Vinderne bliver kåret ved juletræstændingen lørdag den 23. november. Resten af værkerne bliver udstillet forskellige steder i Dragør op til jul.

Fik du læst?

Julehygge i Stakhaven

Bente Walløe Poulsen fortæller her om Levende Lågers tur til Stakhaven, hvor der var fællessang og musikalsk underholdning.

Læs mere »