Fra byggesager til hundefrisør: Ara har åbnet en hundesalon

Hundesalonen Rene Poter er åbnet på Maglebytorv. Bag salonen står Ara Romero, der har fulgt sin drøm om at arbejde med dyr.
Kærligheden til dyr fik Ara Jaci Romero til at tage springet og starte som selvstændig hundefrisør. Foto: Rene Poter.

Lørdag den 16. november blev åbningen af hundesalonen Rene Poter fejret med en reception på Maglebytorv nummer 2 i Dragør. Bag salonen står 45-årige Ara Romero, der har udlevet sin drøm om at arbejde med dyr efter en karriere inden for administration i Københavns Kommune.

Fra byggesager til hundeklipper

Ara Romero har altid haft en kærlighed til dyr og besluttede for nylig at følge sin passion. Efter at have taget en grunduddannelse som hundefrisør og øvet sig på elevhunde, opsagde hun sit job og åbnede sin egen salon.

Siden overtagelsen af lokalerne i juli har Ara Jaci Romero arbejdet på højtryk på at omdanne den tidligere butik til en funktionel og hyggelig hundesalon.

»Det krævede en del arbejde med at få alt i stand, men nu står det, som jeg havde drømt om,« siger hun.

Reception og lokal opbakning

Receptionen den 16. november var ifølge Ara en stor succes. Både familie, venner og potentielle kunder mødte op for at fejre åbningen.

Efter den officielle åbning oplever hun også, at mange lokale stikker hovedet ind for at byde hende velkommen og ønske hende tillykke med åbningen.

Selvom kalenderen allerede viser en god bookingfrekvens, tager den nyudklæggede hundefrisør tingene stille og roligt.

»Jeg tager ikke alt for mange hunde endnu. Det er vigtigt, at både hundene og jeg har god tid til at lære hinanden at kende, og jeg er jo stadig ret ny i faget,« forklarer hun.

Med et samarbejde med den lokale dyrlæge Louise Sundby planlægger hun også fremtidige arrangementer, herunder et foredrag om nytårsangst hos hunde torsdag den 12. december i salonen.

Ara Romero glæder sig til at byde endnu flere hundeejere og deres firbenede venner velkommen i Rene Poter.

Fik du læst?