Fra én spillemand til en anden: Heine hylder John Mogensen

Heine Mindstrup hylder Dragør-legenden John Mogensen med en ny sang, der toppede dansktoplisten og samlede musikelskere til fejring på Badehotellet.
Både John Mogensen og Heine Mindstrup var i centrum til releasearrangementet på Dragør Badehotel. Foto: Alan Thagaard.

Den lokale musiker Heine Mindstrup har udgivet en single, der er en hyldest til Dragør-legenden John Mogensen. Sangen blev fejret torsdag den 7. november ved et arrangement på badehotellet i Dragør.

Hyldestsangen med titlen »En ægte spillemand« er strøget direkte til tops på dansktoplisten, hvor den har ligget som nummer ét fem uger i træk.

»I denne uge er den godt nok nede på andenpladsen, men den skal nok komme op igen,« griner Heine Mindstrup, der er overvældet over den positive modtagelse, sangen har fået.

»Jeg tror, at der har været et behov. Der er rigtig mange kopibands, der optræder med de store kunstneres musik, men jeg følte trang til at give noget tilbage,« fortæller han.

To troubadurer

Heine Mindstrup, som selv bor i Dragør, fortæller, at sangen udsprang af en gåtur forbi det hus, hvor John Mogensen boede i 1970’erne. Hyldestsangen indeholder referencer til Mogensens liv og tekster og fokuserer på hans rolle som en af Danmarks mest folkekære spillemænd.

Hyldestsangen tager afsæt i John Mogensens liv og musikalske arv med linjer som »Du gav os fest, du gav os liv« og »John, du var en ægte spillemand«.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Musikvideoen til sangen er optaget i John Mogensens Dragør. Pressefoto.

Heine Mindstrup beskriver i teksten både Mogensens evne til at samle folk med sin musik og hans tydelige tilknytning til det danske værtshusmiljø, der ofte fungerede som ramme for hans kunst.

»Vi har forsøgt at kombinere en moderne dansktopstil med et nostalgisk nik til Mogensens lydunivers, og det syntes jeg, at vi er kommet godt i mål med,« fortæller Heine Mindstrup.

Musik og minder

Arrangementet på Dragør Badehotel samlede både lokale og gæster udefra, der delte deres minder om John Mogensen og hans tid i Dragør.

»Vi blev lidt flere end forventet, men det var fantastisk. Der var flere lokale, der kom og fortalte personlige anekdoter om John Mogensen, og man kunne mærke, at han har betydet rigtig meget for lokalmiljøet,« fortæller Heine Mindstrup.

Flere kendte navne fra dansktopscenen deltog også, heriblandt Søren Sebber Larsen, der har produceret hyldestsangen, samt Annette Kikkenberg og Vibe Lauth.

Kalenderen er fyldt

At sangen har fået så stor succes og er blevet spillet meget i radioen, har gjort Heine Mindstrup til en travl mand. December er fuldt booket – endda frem til den 31. december, hvor han spiller 2025 ind på restaurant Kareten i Hollænderdybet.

»Telefonen ringer hver dag. Det er fantastisk,« fortæller musikeren.

Fik du læst?