Socialdemokratiet i Dragør fejrede 120-års-jubilæum

Der var taler, fællessang og fokus på samarbejde for byens fremtid.
Ole H. Hansen og Nicolaj Bertil Riber, der begge er i kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet, fejrede 120 år i Dragør med besøg fra blandt andet justitsminister Peter Hummelgaard. Foto: Susanne Feldstein.

Mandag den 18. november markerede Socialdemokratiet i Dragør sit 120-årsjubilæum med en fejring i Hollænderhallen. Arrangementet samlede medlemmer, lokale politikere og inviterede gæster, heriblandt justitsminister Peter Hummelgaard og Tårnbys borgmester, Allan Andersen.

Dagens program bød på både historiske tilbageblik og politiske taler. Nicolaj Bertel Riber, formand for partiets kommunalbestyrelsesgruppe, holdt jubilæumstalen, hvor han fremhævede partiets lange historie og betydningen af samarbejde på tværs af partier til gavn for Dragørs borgere.

Også Dragørs borgmester, Kenneth Gøtterup (C), og Venstres gruppeformand, Helle Barth, tog ordet, ligesom formanden for Socialdemokratiet i Tårnbykredsen, Morten Søndergård, bidrog med en tale.

Arrangementet blev indledt med slagsangen »Når jeg ser et rødt flag smælde« og sluttede med taknemmelige ord fra den tidligere formand Pia Voel, der glædede sig over en mindeværdig dag.

Fik du læst?