Hun kan slet ikke skjule et stort, bredt smil. Christiin Noell Nygaard, der til daglig er centerleder for Loop Fitness i Dragør, men som sidste søndag vandt tre guldmedaljer ved Euro Masters Championships i bikinifitness i Milano og nu kan kalde sig professionel atlet i bikinifitness.
Christiin Noell Nygaard forklarer, at Euro Masters kan sammenlignes lidt med Champions League i fodbold. Så de priser, hun har vundet, er det samme, som hvis Dragør Boldklub vandt guldpokalen i dén liga. Så det brede smil er meget forståeligt.
»Jeg tror ikke helt, at jeg har forstået endnu. Jeg er jo bare mig. En helt almindelig husmor med to børn, der arbejder i Loop i Dragør. Og så er jeg 50 år,« siger hun og smiler om muligt endnu bredere.
Der er forskellige konkurrencer og ligaer i bodybuilderverdenen med hver deres regelsæt og bedømmelseskriterier, men Euro Masters afholdes af organisationen NPC – The National Physique Committee – som er en verdensomspændende organisation for amatørudøvere inden for bodybuilding og dermed blandt andet bikinifitness. Her vandt hun altså guld i hele tre kategorier i sin klasse, som hedder masterclass. For kvinder 45+, for kvinder 50+ samt en overall-pris. Med de tre guldmedaljer følger et pro card. Det betyder, at hun er bikinifitness pro-atlet og kan begynde at deltage i pro-ligaen, altså den for de professionelle.
»Hvis jeg så vinder de samme type priser i pro-ligaen, som jeg lige har gjort, kan jeg stille op til Olympia, som er den største konkurrence, der afholdes i Las Vegas,« forklarer Christiin Noell Nygaard.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Handler om symmetri frem for store muskler
Mange starter allerede med bikinifitness, som er en gren af bodybuilding, når de er omkring 18 år. Men Christiin Noell Nygaard kastede sig først over sportsgrenen som 40-årig.
Hun har altid været aktiv i gymnastik og andre sportsgrene, men hun havde aldrig arbejdet fokuseret med at bygge muskler op. Og bikinifitness handler netop om at bygge muskler op – dog ikke kæmpestore muskler. Kriterierne til Euro Masters handler især om kroppens symmetri, stærke muskler, der er i balance med resten af kroppen, og så om posering og præsentation i bikini. Det vil sige, at det også har en betydning, hvordan ens hår og hud er plejet, og hvilken bikini man har valgt.
»Mange har nok den fordom, og det havde jeg også selv, at det handler om at være meget stor. Men det gør det slet ikke. Selv er jeg faktisk lillebitte. Men musklerne skal balancere med resten af kroppen. Der skal være symmetri. Og så skal man jo kunne gå ind på scenen og eje den,« forklarer Christiin Noell Nygaard, der i øvrigt har en bachelor i ernæring og sundhed og er uddannet personlig træner, så hun har en viden om kost og motion, hun har kunnet bygge ovenpå.
Det er hårdt arbejde
At hun skulle havne i de vildeste ligaer inden for bikinifitness, lå dog slet ikke i kortene, da hun startede op. Hun gjorde det bare, fordi hun besluttede sig for, at hun kerne ville ommøblere lidt på kroppen. Og så viste det sig, at hun var supergod til det.
Under corona blev hun dog meget syg af coronavaccinen og fik voldsomme følgevirkninger og en blodprop i hjernen. Så hun troede sådan set, at bikinifitness-løbet var kørt. Men for to år siden begyndte hun at træne sin krop op igen, og nu står hun altså her med en kæmpe stak af medaljer. Hun har deltaget i fem konkurrencer i år og har vundet seks guldmedaljer – blandt andet også DM-guld. Det har betydet, at hun har været dybt fokuseret og i hård træning i 11 måneder.
»Jeg træner fire gange om ugen. Cirka en hel til halvanden time hver gang. Derudover er kosten meget vigtig, når du skal bygge muskler. Du skal have meget at spise, så jeg spiser fem gange om dagen for at holde blodsukkeret stabilt. Det kan være havregryn, frugt, ris, skyr, mørk chokolade, alt muligt. Så det er ikke, fordi jeg ikke spiser – jeg skal faktisk spise meget. Men det er bare vigtigt, hvad jeg spiser,« forklarer Christiin Noell Nygaard.
I det seneste års tid er middage med veninderne altså blevet stærkt nedprioriteret, mens hun har passet på træningen og kosten. Og hvis hun har været til familiefødselsdage, har hun selv taget sin mad med.
Men for hende er det det hele værd. Det er en livsstil, og hun føler ikke, at hun nægter sig selv noget.
»Jeg tænker, at det, jeg spiser, er benzin til at nå mit mål. Og så handler det om at holde fokus,« siger hun.Artiklen fortsætter under billedet.
Artiklen fortsætter efter billedet.
En beskeden jyde går på scenen
Det, der er hårdest og mest grænseoverskridende ved bikinifitness, er for Christiin Noell Nygaard faktisk poseringen.
»Egentlig er jeg en beskeden jyde. Så jeg har virkelig brugt meget tid på poseringstræning og på at kunne gå ind på scenen og eje den. Jeg har været nødt til at forestille mig, at jeg er en anden for at gøre det. Jeg har også haft en poseringscoach, som har sat mig til at øve mig på lidt mere sassyness,« griner Christiin Noell Nygaard.
Både hendes børn og hendes mand er superstolte af, hvad hun har opnået, og de bakker hende op i alt, hun gør – også i, at hun nu har fået blod på tanden til mere.
»Jeg havde jo aldrig tænkt, at jeg skulle vinde noget. Det har måske også været godt. For det har betydet, at jeg går meget rolig ind i konkurrencerne. Jeg ved, at jeg kommer med det bedste, jeg kan, ud fra det, jeg har trænet. Men nu, når jeg er nået så langt og har fået det her pro card, kan jeg ikke stoppe. Nu bliver jeg nødt til at se, hvordan jeg klarer mig i den professionelle liga,« siger Christiin Noell Nygaard.
Den første konkurrence i pro-ligaen ligger dog først efter sommerferien næste år. Så det næste stykke tid behøver hun ikke gå så meget op i kosten. Faktisk skal hun – meget passende op til jul – helst have en del kalorier indenbords. Først når konkurrencen nærmer sig, skal der igen skæres ned på kalorierne, og musklerne skal tones igen.
Indtil da vil hun dog hygge sig og glæde sig over medaljerne. Ikke mindst i Loop Fitness i Dragør, hvor hun oplever en familiefølelse og en kæmpe stolthed på hendes vegne.
»Der er bare megasupport. Jeg elsker at være her,« siger hun.