Forældre har betalt for meget til klubtilbud

En systemfejl har betydet, at der er indkrævet for meget i forældrebetaling til klubtilbuddet i Dragør i 2024. Forældrene skal nu samlet have knap 500.000 kroner tilbage.

Da man lagde klubben og ungdomsskolen sammen i Dragør og etablerede UngDragør, sparede man nogle millioner. Men når driftsudgifterne til klubtilbuddet falder, skal taksterne for forældrebetaling også gøre det. Og her viser det sig, at man har indkrævet 25 procent af forældrene i stedet for de 20 procent, man må, fordi klubberne hører under en anden lovgivning end dagtilbuddene.

»Det er en systemfejl, der nu er blevet opdaget, og som vi selvfølgelig skal have rettet. Man har opkrævet takster efter dagtilbudsloven i stedet for loven om fritids- og klubtilbud. Derfor har nogle borgere betalt for meget, og de penge skal nu tilbagebetales,« forklarer borgmester Kenneth Gøtterup (C), efter at sagen var på Økonomiudvalgets møde. Ifølge ham er det samlet set omkring 480.000 kroner, der skal tilbagebetales.

Kommunen skulle netop nu have fastsat taksterne for klubberne, men den beslutning er udskudt til december, fordi administrationen her vil fremlægge en plan for, hvordan fejlen håndteres, og hvilke konsekvenser det har for Klub Dragørs budget. Her vil man prøve at sikre, at der ikke bliver færre penge til UngDragør, men at man samtidig selvfølgelig ikke opkræver mere af forældrene, end man må.

Forældre, der har haft deres børn i klub i 2024, skal nu have penge tilbage. Arkivfoto: UngDragør.

Fik du læst?