Hvad er levende låger?

Det har siden 2013 været en tradition med den levende julekalender ”Levende Låger” i Dragør gamle by. Hvis du er nytilflytter eller ikke har hørt om det før, får du detaljerne her.

Hvis du har lyst til lidt ekstra julestemning og måske at kende lidt mere til Dragør gamle bys historie, kan du og din familie møde op til levende låger – Dragørs levende julekalender. En tradition, lokale frivillige har holdt liv i siden 1. december 2013.

Det er gratis at deltage, og det eneste du skal gøre er at møde op under lygten på ved Badstuevælen hver dag klokken 17 fra den 1. til den 24. december. Herfra går man i samlet flok gennem Dragørs gader og hen til dagens levende låge – et hus, hvor en familie i den gamle by har pyntet et vindue smukt op og selv har bestemt, hvad de vil vise frem og fortælle om.

Besøget hos den levende låge afsluttes med en fællessang og nogle gange lidt underholdning eller en lille julesnack. Idéen med en levende julekalender, der fører alle interesserede igennem byens historie, eller hvor borgerne samles om julehistorier hver dag i december, lever i øvrigt også i andre byer. Blandt andet i Korsør og Hillerød.

I Dragør Nyt kan du selvfølgelig hele december se fine billeder fra de levende låger, men en god idé er selv at tage med. Du behøver kun afsætte cirka 20 minutter til det. Den 24. december er mødetiden klokken 11, men ellers er det som sagt klokken 17 hver dag.

Hvis du får blod på tanden til at vide endnu mere om byen, kan du også deltage i en af de guidede julebyvandringer, som også finder sted den 1., 7., 8., 14., 15., 21. og 22. december. Det kræver, at du kan afsætte en time mellem 14 og 15 og kan møde op ved Havnepakhuset, Gamle Havn 14.

Læs mere om de mange juleaktiviteter i Dragør på Det sker i Dragør Nyt og på www.julidragoer.dk

Her er et foto fra levende låger sidste år, hvor der blandt andet blev åbnet en låge ved Havfruehuset på Kongevejen. Arkivfoto: TorbenStender.

Fik du læst?