I Dragør Nyt fører man traditionen videre i en artikel i sidste uge. Alt før hollændernes ankomst er som ikkeeksisterende, og dog er historien lang.
Lige fra bondestenalderen – dolketiden for cirka 4.000 år siden, hvor der er fundet bebyggelser under parkeringspladsen ved cykelsmeden på A.P. Møllers Allé. Derpå den næsten lige så gamle bronzealder, hvor der var seks store begravelseshøje, hvor de fem desværre er fjernet gennem årene. Den sidste eksisterende er Blushøj.
Derpå jernalderen fra cirka 500 år før Kristus. Også i vikingetiden var der beboelser omkring gården Godthåb. Det var langs A.P. Møllers Allé, at kystlinjen lå omkring år 1000.
Omkring år 1200, under kong Valdemar den Store, opførte bønderne en af de første stenkirker i hovedstadsområdet. Næsten samtidig med Tårnby Kirke.
Danmark fik sit første »formelle demokrati« i 1521. Det skete, da de daværende lokale beboere fik marchordre af kong Christian 2. De fleste af dem endte i Nordsjælland.
Dette lokalstyre varede helt frem til begyndelsen af 1800-tallet, som Freja Bundvad fra Dragør Nyt skrev godt om i sidste uges Dragør Nyt.
Demokratiet fra 1521 var dog med lidt begrænsninger i tidens ånd. Det var kun på Amagers sydlige halvdel, og stemmeretten omfattede naturligvis ikke de fire f’ere: folkehold, fattiglemmer, fjolser og fruentimmere. Men blandt gårdejerne valgte man det kommunale råd. I spidsen stod en schout, som valgtes for livstid. Dertil syv scheppens, som blev valgt for et år ad gangen.
Ved indvandringen på Amager fik hollænderne en række løfter fra kong Christian 2. Blandt dem var der både økonomiske som skattefrihed, fritagelse for militærtjeneste og for hoveri, men der var også politiske særrettigheder. Hollændernes jurisdiktion var baseret på det særlige privilegium, de havde fået af kong Christian 2., hvor de fik tilladelse til at oprette et lokalt, uafhængigt styre efter hollandsk mønster. Rets- og dommermyndigheden forenedes med det kommunale styre således, at de samme personer varetog både kommunens og rettens tarv. I overensstemmelse hermed dannedes et kommunalt råd, hvis myndighed var både administrativt, lovgivende og dømmende.
Schouten var dommer, politimester, skifte- og auktionsforvalter samt overformynder – samt til tider også offenlig anklager.
Da man udelukkende brugte love skrevet på plattysk tidligere et sted i Holland, kunne det lejlighedsvis godt give lidt uenighed med de danske borgere i Sundby og i Dragør, som uden at kende sproget følte sig noget udenfor. Men det ændrer ikke ved, at demokratiet på disse præmisser blomstrede.
Schouten sørgede for kontinuiteten og byrådet, bestående af syv scheppens, sikrede kontakten med borgerne – altså de rigtige borgere med egen bondegård.
På den årlige byforsamling aflagde rådet regnskaberne for byens fællesanliggender: brugen af Saltholm, kirken, møllen, strandengene, ålefiskeri med videre.
Gennem omkring 300 år fungerede demokratiet stille og roligt herude, alt imens kongerigets andre dele gennemgik valgkongedømmer – og fra 1660 enevældet.
Dog blev byen brændt ned ad to omgange. Første gang under Danmarks sidste borgerkrig: Grevens Fejde i 1534-1536. Anden gang var under Københavns belejring, hvor svenskekongen Karl 10. Gustav i oktober 1658 gik i land i Dragør og derpå brændte det meste af Amager af.
Vi bør huske, at Dragør har været beboet siden istiden – for mindst 4.000 år siden – og selv under vikingetiden var der »demokrati« for alle frie mænd.
Med venlig hilsen
Morten Dreyer
Dansk Folkeparti i Dragør