
Nu er Dragør kommet med på bølgen og har fået sit helt eget escape room med lokalt forankrede gåder og opgaver, der skal løses for at gennemføre spillet.
I modsætning til de klassiske escape rooms, hvor man bliver låst inde i nogle små lokaler, foregår opgaverne i et stort område omkring den gamle by og havnen.
Spillet er i første omgang forbeholdt byens skoleelever og er et tilbud for 6.- og 7.-klasserne, som UngDragør står bag. På skoleskemaet hedder det City Quest, og det blev afprøvet af elever for første gang i oktober og november.
»Forløbet har længe været i støbeskeen, fordi escape room-formatet er populært blandt de unge,« fortæller Martin Sleimann, der er programansvarlig i UngDragør.
»Forløbene giver både et stærkere klassefællesskab, fordi opgaverne skal løses ved fælles hjælp, og de giver et større lokalkendskab, fordi spillet fører dem rundt i byen og gør dem opmærksom på detaljer, de måske ikke havde set før,« lyder det fra Martin Sleimann. Eleverne skal for eksempel op til Dragør Kirke for at finde forskellige symboler på kirken, de skal hen til den lille mindeplade for Ellen Nielsen på Rønne Allé, og de skal kringle sig gennem skurbyen med øje for de små detaljer, man ellers ikke bemærker i det daglige. Eleverne går rundt i byen fra opgave til opgave i små grupper og kan ringe til en hotline i skikkelse af Martin Sleimann, hvis de går i stå.
»Det er rigtig sjovt at se dem gå fra slet ikke at have nogen anelse om, hvordan en opgave skal løses, og så opleve dem, når de knækker koden,« fortæller Martin Sleimann.
Svære opgaver
Det kræver både logik og kreativitet at løse de forskellige opgaver, og så får eleverne en kuffert fuld af hjælpemidler, de skal bruge undervejs. Kufferten indeholder blandt andet uv-lygter, magnetpulver, en kikkert og portrætbilleder fra den svenske kongerække.

De første medarbejdere i Dragør Kommune har allerede lagt billet ind på at låne spillet til teambuilding, og voksne kan sagtens blive rigeligt udfordrede af gåderne undervejs, mener Martin Sleimann. Efter de første gennemspilninger i år blev det nemlig klart, at opgaverne var lige svære nok i forhold til tidsrammen, og derfor bliver det fra næste år forbeholdt 7.-klasserne, mens tidsrammen bliver udvidet med en time.
Det er ikke første gang, at de unges aktiviteter bliver efterspurgt blandt de voksne. Af samme årsag har UngDragør eksperimenteret med familiehold gennem de seneste år. De lokale forældre skal imidlertid ikke gøre sig forhåbninger om at spille City Quest som familiehold, da spillet kun kan gennemføres én gang. Når først man har gennemskuet en opgave, er den ikke sjov at løse igen. Derfor må de unge først få lov at prøve, når de skal afsted som klasse på syvende årgang.