Lange dage og hvide skjorter: Alfred var i praktik som borgmester

14-årige Alfred Soelbjerg fra 9. klasse har været i praktik hos en helt speciel person. Det var hos Dragørs borgmester Kenneth Gøtterup. Nu kender de hinanden som Kenneth og Alfred.
Der er flere ting ved arbejdet som borgmester, der har overrasket Albert Soelbjerg. Foto: Freja Bundvad.

Denne artikel er skrevet af Dragør Nyts børnereporter Laura Videbæk på 13 år, der selv har stået for både interviews og tekst.

En mandag i november var der grund til lidt flere sommerfugle i maven på Alfred Soelbjerg end normalt. For det var ikke en helt normal mandag. Det var den første dag, Alfred skulle i praktik hos Dragørs borgmester. Nogle uger før havde Alfred siddet hjemme i stuen sammen med sine forældre, hvor de skulle finde ud af, hvor Alfred skulle i praktik.

På Store Magleby Skole, som Alfred går på, skal man nemlig i praktik i uge 47, når man går i 9. klasse. Da Alfred overvejede kommunen, foreslog hans far, at Alfred skulle i praktik hos borgmester Kenneth Gøtterup. Og det er slet ikke så svært at komme i praktik som borgmester, som man måske skulle tro.

Kenneth har nemlig sagt til skolerne i Dragør, at man gerne må komme i praktik hos ham. Man skal dog selv skrive til ham, så det gjorde Alfred. Efter en halv uge fik han at vide, at han gerne måtte komme i praktik hos Kenneth.

Alfred er godt forberedt. Han har for eksempel lidt finere tøj på, når han er i praktik hos borgmesteren.

»Jeg har en T-shirt eller en skjorte på i skolen. Men jeg har haft skjorte på næsten hver dag i praktik. De her hvide skjorter er til specielle lejligheder,« fortæller han.

Hvis Alfred var borgmester

Alfred synes, at politik er meget spændende. Han har været elevrådsrepræsentant i over et år, sidder i skolebestyrelsen, er med i Socialdemokratisk Ungdom og er medlem af Socialdemokratiet. Derfor er det nærmest oplagt, at han gerne vil være politiker, når han bliver voksen.

Hvis han var borgmester, ville han især give flere penge til en ting: nemlig skolerne.

»Pengene skulle bruges på flere lærere og på, at lærerne har nogle bedre forhold,« siger han. Ellers er han bange for, at det går galt i fremtiden.

»Det er svært at få lærere ud til Dragør, og lærere er rigtig vigtige, for ellers kan vi jo ikke lære noget,« fortæller Alfred.

En ting, Alfred og Kenneth har snakket om, er, at det er svært at komme ind til København med offentlig transport for unge. Det kan dog være svært for Kenneth at løse alene, da borgmesteren i Tårnby skal være enig.

»Busserne kører jo også gennem Tårnby,« siger Alfred.

Borgmesteren ude af kontoret

Alfred har lært meget i sin erhvervspraktik. Han fortæller, at han troede, at borgmesteren bare lavede love og sad på sit kontor dagen lang, men at det faktisk ikke er sådan.

»Han bruger rigtig, rigtig meget tid på at spørge borgerne om, hvordan de har det. Vi var for eksempel på et virksomhedsbesøg i tirsdags, hvor han snakkede med en virksomhedsejer om, hvordan det var at have en virksomhed i Dragør,« siger han.

Alfred fortæller, at Kenneth er meget snakkesalig og husker rigtig godt.

»Vi sad til et krondiamantbryllup onsdag morgen, hvor der kom en nabo ind og sagde tillykke. Og så snakkede vi lidt, og så kunne Kenneth huske, at de havde været på skovtur sammen engang.«

Artiklen fortsætter efter billedet.

Alfred Soelbjerg har fulgt Kenneth Gøtterup i en uge, blandt andet på virksomhedsbesøg og til møder på politigården og på Christiansborg. Foto: Freja Bundvad.

Alfred har også lært, at det er nogle meget lange arbejdsdage, og at man skal være på hele tiden. Derudover har han lært af Kenneth, at man skal være ærlig og god til at snakke med borgerne.

Han synes, at der har været mange spændende oplevelser, men som det mest spændende fremhæver han et møde på politigården. Til mødet deltog både Tårnbys borgmester, Allan Andersen, Frederiksbergs borgmester, Michael Vindfeldt, politiet og så selvfølgelig Kenneth. Til mødet fortalte politiet om alt, hvad de lavede i de forskellige byer.

Føtex frem for møder

Borgmesteren synes, at han får meget ud af at have en praktikant, da Alfred spørger om ting, han ikke havde tænkt over før. Kenneth fortæller, at han tit glemmer, hvor svært det er at følge med i det, der foregår på rådhuset, hvis man er ung.

»Når jeg går til alle de møder, jeg går til, så er jeg jo sat ind i sagen, og jeg tager det jo bare for givet, at det er til at forstå, hvad de handler om,« fortæller Kenneth.

Men når han har en praktikant og skal forklare tingene til Alfred, bliver han opmærksom på, at det kan være svært: »Der er mange af de beslutninger, vi tager, som berører børn og unge, som vi er dårlige til at kommunikere ud til de unge,« siger Kenneth.

Det vil Kenneth ændre ved at snakke med sine kommunikationsmedarbejdere, skole- og daginstitutioner og det nye elevråd om, hvordan det bliver nemmere at følge med i beslutningerne fra rådhuset.

Men det hele skal ikke kun være møder. Kenneth kan allerbedst lide, når han mødes lidt tilfældigt med børn og unge i for eksempel Føtex og hører, hvad de mener, da han synes, at et møde nogle gange kan blive lidt stift, og så er det ikke sikkert, at de unge får sagt det, de i virkeligheden mener.

Historiske pletskud

Omnibusruten mellem Dragør og København blev etableret i maj 1904 som en af de første motoriserede busruter på Sjælland. På

Læs mere ...

Fik du læst?