Cykelbaner på Vestgrønningen vil koste knap 400.000 kroner

Planerne for cykelbaner ved den gamle bydel rykker nærmere, efter at der er fundet mulige parkeringspladser til at erstatte dem, der forsvinder.
Et flertal uden om Konservative ønsker at lave cykelbaner på Vestgrønningen. Arkivfoto: Thomas Mose.
Et flertal uden om de konservative ønsker at lave cykelbaner på Vestgrønningen. Arkivfoto: Thomas Mose.

Det vil koste 386.000 kroner plus moms at få lavet cykelbaner på Vestgrønningen og finde erstatninger for de parkeringspladser, der forsvinder fra vejen, som afgrænser den gamle bydel.

Det viser beregninger fra Dragør Kommunes forvaltning. Beregningerne blev fremlagt på det seneste møde i Klima-, By- og Erhvervsudvalget, hvor et flertal vedtog, at forslaget skal sendes videre til Økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen.

Forslaget blev behandlet første gang i oktober, efter at Venstre, Socialdemokraterne, liste T og Sydamagerlisten i fællesskab havde fremsat det – en ret usædvanlig konstellation, der udelukkede Det Konservative Folkeparti, som ellers har Socialdemokraterne og Venstre som konstitueringspartnere, mens de to borgerlister repræsenterer oppositionen i byrådet.

De konservative stemte da også imod i Klima-, By- og Erhvervsudvalget i oktober samt igen ved seneste møde, hvor forvaltningens beregninger for projektet blev lagt frem sammen med en vurdering af, hvor erstatningsparkeringspladser for dem, der forsvinder langs Vestgrønningen, kan lægges.

To af pladserne fra det første forslag – ved Sekskanten og p-vejen ved Lillegade – kan ikke etableres, fordi det vil gå ud over handicapparkering i området.

Til gengæld har forvaltningen og udvalgets politikere fundet flere alternativer. De strækker sig fra nedlæggelsen af en svingbane på Rønne Allé, der ligger som en rest fra dengang, hvor færgetrafikken sendte store mængder trafik gennem byen, over flytning af flaskecontainere på Stejleparkeringen og til en lukning af Strandgade fra Vestgrønningen.

Den samlede regning på 386.000 kroner betyder, at der mangler godt 100.000 kroner i finansiering. Udvalgets forslag er, at de kan tages fra trafikpuljen for 2025. Restbeløbet kan finansieres fra to ubrugte puljer til trafikdæmpende foranstaltninger fra 2022 og 2023.

Netop trafiksituationen på Vestgrønningen er en del af den trafiksikkerhedsplan, der netop har været i offentlig høring, og Helle Barth, formand for Klima-, By- og Erhvervsudvalget, er da også tilfreds med, at projektet nu er kommet et skridt nærmere realisering.

»Jeg er mægtig glad for, at vi er kommet så langt. Mange af de biler, som holder langs Vestgrønningen i dag, holder ulovligt ved gule markeringer. Så det er logisk at flytte dem og lave cykelbaner,« siger Venstre-kvinden.

Når sagen er blevet behandlet i kommunalbestyrelsen, skal den i offentlig høring, ligesom blandt andet politi og redningsberedskab skal høres. Først derefter kan arbejdet eventuelt sættes i gang.

De nye pladser

Her er forvaltningens bud på de nye parkeringspladser – og deres anslåede pris uden moms:

  • Mellem Rønne Allé og Drogdensvej kan pladserne udnyttes bedre. Det vil give plads til fire biler ganske gratis. Venstresvingbanen på Rønne Allé fjernes. Det giver fire parkeringspladser for 35.000 kroner.
  • Vestgrønningen ved Sekskanten får en plads for 32.500 kroner, mens en anden plads på stedet ikke kan realiseres.
  • Stationsvej ved Løkkevej får to pladser for 35.000 kroner.
  • Strandgade lukkes ved Vestgrønningen til en pris af 146.400 kroner.
  • E. C. Hammersvej ved Nordre Væl får en plads til 32.500 kroner.
  • Ved Stejleparkeringen etableres fire til seks nye pladser, blandt andet ved at flytte flaskecontainerne. Prisen bliver 30.000 kroner.
  • Selve opmærkningen af cykelbanerne på Vestgrønningen forventes at koste 50.000 kroner.

Historiske pletskud

Omnibusruten mellem Dragør og København blev etableret i maj 1904 som en af de første motoriserede busruter på Sjælland. På

Læs mere ...

Fik du læst?