Når Dragør kyst trues af storm og forhøjet vandstand, er det vigtigt, at kommunen har ansvaret for hele kystlinjen og kan arbejde med en samlet løsning for en bedre beskyttelse. Det mener en enig kommunalbestyrelse, der netop har vedtaget en hensigtserklæring om at overtage diget på Nordstranden – det eneste dige langs kommunens kystlinje, der hidtil ikke har været under kommunens vinger.
Det betyder i praksis, at kommunens administration nu går i gang med alt papirarbejdet og forhandlingerne med Nordstrandens Digelag. Resultatet vil blive, at kommunen både juridisk og økonomisk har ansvaret for at vedligeholde og forhøje diget, hvor den hidtil kun har betalt 25 procent af udgifterne.
»Diget er kritisk infrastruktur. Det er vigtigt, at vi som kommune har hands on på hele kystbeskyttelsen. Så fuld opbakning herfra,« lød det fra Nicolaj Bertel Riber (A) på kommunalbestyrelsesmødet.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Ikke borgernes ansvar
Også liste T kunne bakke op.
»Det er det helt rigtige, at kommunen går ind og tager ansvar for det dige. Det lægger et godt niveau for kystsikringen fremover. Det er et kommunalt projekt og ikke borgernes ansvar,« sagde Anette Nyvang (T).
Hvis kommunen ikke havde valgt at sige ja til at overtage diget, ville regningen på cirka to millioner, som det koster at lave den igangværende retablering af diget, der blev beskadiget af stormfloden sidste år, havne hos digelaget. Det ville regningen for at forhøje diget, hvilket også snart er nødvendigt at sætte i gang, også. Diget lider nemlig under flere års manglende vedligehold og er derfor nogle steder 20 centimeter lavere, end digelagets vedtægter foreskriver.
Vigtigt med samlet ansvar og løsning
Men nu havner digeregningerne altså i kommunens budget, som alle Dragørs borgere deles om at betale til. Og det er en fordel, understregede alle politikerne – især med tanke på, at Dragør står overfor at skulle i gang med et større kystbeskyttelsesprojekt.
»Vi er også med på det her. Især det med, at vi får en helhedsløsning, så det ikke bliver flere aktører, der skal spille ind, når vi skal i gang med kystbeskyttelsesprojektet,« sagde Martin Wood Pedersen (C).
Det er en redegørelse af Codex Advokater, der har fastslået, at kommunen juridisk kan overtage diget. Og da det er digelagets bestyrelse, der selv har henvendt sig til kommunen med et ønske om overtagelse, og der er fuld opbakning fra alle partier, burde vejen altså være banet nu. Den endelige aftale om kommunal overtagelse af diget skal dog godkendes af digelagets medlemmer på en generalforsamling og derefter af kommunalbestyrelsen.