Dragør får 30 millioner kroner til kystbeskyttelse

Dragør Kommune får det maksimale beløb fra Miljøministeriets pulje, som man har kunnet ansøge om.

30 millioner kroner til at sikre Dragørs kyst og beskytte kommunens borgere og boliger mod stormflod er i hus. Kystdirektoratet har nemlig via Miljøministeriets pulje til kystbeskyttelse – netop meddelt, at de giver tilskud til etape 2 i Dragørs lokale kystbeskyttelsesprojekt. Det drejer sig om det arbejde, der skal laves ud for Dragør Nordstrand, Dragør by og Sydstranden.

Det er naturligvis en glad borgmester Kenneth Gøtterup (C), der har modtaget tilsagnet om milliontilskuddet.

»Jeg er meget glad for, at Dragør Kommune igen er lykkedes med at få støtte fra kystbeskyttelsespuljen og denne gang på det maksimale støttebeløb. Støtten viser, at Dragør Kommune har et rigtigt godt og velgennemarbejdet forslag til kystsikring. Behovet for kystbeskyttelse i Dragør Kommune er stort og støtten er derfor et vigtigt bidrag til den videre realisering af projektet,« siger han i en pressemeddelelse.

I alt var der i 2024 afsat 150 millioner kroner til at dele ud til kystbeskyttelsesprojekter. Men Kystdirektoratet modtog ansøgninger for meget mere – nemlig hele 890 millioner kroner.

Dragørs lokale kystbeskyttelsesprojekt er beregnet til at komme til at koste cirka 120 millioner kroner, og da man højst må få 40 procent af anlægsudgifterne og maks. 20 procent af de 150 millioner kroner, har Dragør Kommune altså fået maksimumbeløbet i de 30 millioner.

Pengene skal bruges på en digeløsning på land på Sydstranden, et delvist fremskudt dige med mindre laguner mellem forlandet og det eksisterende dige på land ved Nordstranden og en indre og en ydre løsning ved havnen.

I 2022 fik Dragør Kommune i øvrigt tilsagn om 37,4 millioner kroner fra samme pulje til at medfinansiere delstrækningerne ud for Søvang, Sydvestpynten og Kongelunden.

Fik du læst?