Dragør og Tårnby overvejede at droppe samarbejde med lufthavnen om PFAS-håndtering

Samarbejdet om en handleplan om PFAS-håndtering gik så meget i hårdknude, at der var overvejelser om helt at opgive det, viser aktindsigt.
Der skal laves ny lokal- og kommuneplan i forbindelse med Københavns Lufthavns udvidelse. Arkivfoto.
Der er kun omkring 100 meter fra Store Magleby Vandværk til lufthavnens hegn. Arkivfoto.

I det tidlige forår 2021 spredte en nyhed sig hastigt ud i mediebilledet i Danmark. En lang række borgere havde spist kød fra kvæg, der havde græsset nær en brandskole i den sjællandske kystby Korsør, og man kunne måle koncentrationer af flourforbindelsen PFOS i deres blod.

Stoffet havde de færreste danskere nok hørt om, men det blev tidligere brugt i brandslukningsskum, og det er mistænkt for blandt andet at kunne svække immunsystemet og give forskellige former for kræft.

Fra græsmarken i Korsør spredte bekymringen sig ud over Danmark – blandt andet til Dragør, hvor flere områder blev undersøgt, og hvor bekymringen viste sig at være berettiget.

Blikket blev især rettet mod Københavns Lufthavn. Fortidens synder var i spil, og lufthavnen spillede uforvarende en hovedrolle i forureningen, fordi lufthavnens redningsberedskab gennem årtier havde benyttet brandskum med PFAS-afarten PFOS. Stoffet havde været forbudt siden den 27. december 2006, hvor EU offentliggjorde et direktiv, som forbød PFOS på baggrund af en risikovurdering for mennesker og miljø. Men giftstoffet er svært at nedbryde – det er blevet kaldt et evighedsstof.

Farvel til vandet

I 2021 førte skærpede PFAS-grænseværdier fra Miljøstyrelsen til, at Store Magleby Vandværk, der ligger omkring 100 meter fra hegnet til lufthavnen, blev lukket.

Vandforsyningen til Dragør Kommune er siden kommet fra andre af HOFORs vandværker via Tårnby Forsyning. Også Hovedgrøften – en vandåre, der strækker sig fra lufthavnen ved Store Magleby og tværs gennem kommunen mod kysten mellem Sydstranden og Søvang – viste sig at være forurenet med PFAS-stoffer. Her har lufthavnen siden 2022 haft et rensningsanlæg stående bag lufthavnshegnet for enden af Hovedgaden.

Artiklen fortsætter efter billedet.

»Et forbillede«

Da en juridisk undersøgelse fra advokatfirmaet Horten konstaterede, at Dragør og Tårnby Kommuner, der er hjemsted for lufthavnen, ikke kunne kræve erstatning af lufthavnen, blev man i stedet enige om at samarbejde.

Den 22. december 2022 blev parterne enige om, at der skulle laves en handleplan, som kunne stå som et lysende fyrtårn for resten af Danmark.

»Både Københavns Lufthavn, Dragør Kommune og Tårnby Kommune er opsatte på en målrettet og effektiv håndtering af PFAS-forureningen i lufthavnen, der kan fungere som et forbillede for lignende forureninger andre steder i Danmark,« som det hed i en pressemeddelelse fra parterne i januar 2023.

De høje ambitioner blev uddybet i teksten.

»Arbejdsgruppen skal gennemgå eksisterende og planlagte indsatser og klarlægge behovet for eventuelle nye indsatser. Arbejdsgruppen skal ligeledes se på, hvordan Københavns Lufthavn og de to kommuner bedst kan hjælpe hinanden med blandt andet kortlægning og afværge. Samtidig kan arbejdsgruppen identificere eventuelle barrierer for indsatserne, som kommunerne og CPH (lufthavnen, red.) i fællesskab kan arbejde for at nedbryde. Endelig skal arbejdsgruppen sikre en god kommunikation til borgerne i Dragør og Tårnby, så de løbende informeres om status og fremdrift.«

Men det blev en nytårsgave med lang leveringstid. Selvom der fra begyndelsen ikke var sat en officiel deadline for, hvornår handleplanen skulle ligge klar, kom det undervejs til at stå klart, at processen trak ud.

Da Dragør Kommunes Klima-, By- og Erhvervsudvalg den 6. september 2023 fik en kort orientering om PFAS-samarbejdet, hed det, at »handlingsplanen kommer først senere på året«.

Det var et skud langt ved siden af målet. Reelt skulle der gå yderligere otte måneder, før udvalgets politikere fik det endelige udkast til handleplanen til behandling den 7. maj 2024 – halvandet år efter, at samarbejdet mellem lufthavnen og de to kommuner blev præsenteret for første gang.

En aktindsigt viser, at forarbejdet var præget af utallige ændringer og diskussioner helt op til og forbi Tårnby Kommunes deadline for handleplanen.

Fra fremdrift til stilstand

Arbejdet med handleplanen skete i et samarbejde mellem Tårnby Kommune og Københavns Lufthavn med Dragør Kommunes embedsfolk og politikere fra begge kommuner på sidelinjen.

Den 30. august 2023 var arbejdet så langt fremme, at Dragørs borgmester, Kenneth Gøtterup, skrev en e-mail til den daværende direktør i Københavns Lufthavn Thomas Woldbye – dels for at lykønske med Woldbyes nye stilling som direktør for Londons Heathrow-lufthavn og dels for at opsummere planarbejdet.

»Som jeg forstår det på forvaltningen, er der god fremdrift i vores fælles arbejde med en handleplan for PFAS, og arbejdsgruppen forventer at blive færdig her i løbet af efteråret. Jeg ser frem til at læse den endelige afrapportering og forslag til, hvordan der kan arbejdes videre,« skrev borgmesteren.

Men så god var fremdriften heller ikke. Blot et par uger senere sendte lufthavnens miljøkoordinator en besked til Tårnby Kommunes sagsbehandler og tovholder på handleplanen. Her stod der, at »vi har lavet en del rettelser i dokumentet, og det er nok ikke slut endnu«.

Den 13. oktober mente Tårnbys sagsbehandler dog, at man var tæt på at være i mål, efter at lufthavnens seneste rettelse var blevet ført ind.

Men derefter flyttede sagen et trin op ad stigen, da den daværende – og nytiltrådte – miljøchef, der formelt havde titlen Head of Environmental Management and Compliance, skrev en e-mail til Anette Buhl Petersen, der er leder for natur, miljø og klima i Tårnby Kommune.

Efter en generel gennemgang skrev lufthavnens miljøchef:

»Og så retter vi alle fakta og vores data til. En del handler om formuleringer, så vi undgår misforståelser. Noget andet handler om at få alle fakta med og give det rigtige billede af overblikket.«

I en høflig tone, men med en skarphed i formuleringerne, svarede Anette Buhl Petersen, at »det er […] ikke hensigtsmæssigt med store redaktionelle ændringer på nuværende tidspunkt«, og at hun går ud fra, at rettelserne primært »retter sig mod de afsnit, som CPH (lufthavnen, red.) har skrevet.«

Artiklen fortsætter efter billedet.

Københavns Lufthavn havde inviteret naboer til informationsmøde. Foto: Tim Panduro.
Foto: Tim Panduro.

Overvejede brud

Herefter bølgede diskussionerne – i en civiliseret embedsmandstone – frem og tilbage. I midten af november var Tårnby Kommune tilsyneladende parat til at opgive samarbejdet.

»Spørgsmålet er, om vi helt kan nå det fælles produkt, den ene fælles rapport, eller om vi skal gøre noget andet,« skrev Tårnbys sagsbehandler i en e-mail til blandt andre lufthavnens miljøchef.

Forinden havde sagsbehandleren ridset nogle muligheder op.

»Som tidligere tilbudt kan vi fjerne kommunens kapitel fra selve rapporten og udgive den som et bilag – måske endda helt separat som en baggrund for kommunernes punkter i handleplanen.«

Det kom efter en e-mail tidligere på dagen fra lufthavnens miljøchef om, at kommuner og lufthavn hverken var enige om sprogbrug eller afgrænsning af ansvars- og arbejdsområder – eller »nomenklatur og framing af scopet er vi ikke 100 procent enige om,« som hun formulerede det, inden hun endegyldigt skød deadlinen ved årsskiftet ned.

»Det betyder, at vi skal bruge en del mere tid. Jeg vil tro, at vi taler et par måneder,« skrev miljøchefen.

Undvigemanøvrer

Herefter fulgte flere diskussioner mellem lufthavn og kommune, og den 18. januar 2024 var situationen spidset så meget til, at de to kommuner tilsyneladende overvejede undvigemanøvrer for at undgå, at lufthavnen kom med flere rettelser.

»Men vi skal aftale procedure, og skal CPH godkende igen, når handleplan er tilrettet, eller er det smartere, at vi præsenterer en handlingsplan, der tager udgangspunkt i kommunernes arbejde, så vi ikke skal blive enige før hver offentliggørelse?« spurgte Tårnbys sagsbehandler i en e-mail til sin leder Anette Buhl Petersen og centerchef for Plan, Teknik og Erhverv i Dragør, Jesper Horn Larsen.

I e-mailen overvejede sagsbehandleren også, at man kunne trække indhold ud i en særskilt handleplan uden for lufthavnens rækkevidde.

Beskyldninger

Reelt var samarbejdet gået i hårdknude – og tonen blev ikke mildere i forbindelse med et »topmøde« mellem lufthavnen og blandt andre Jesper Horn Larsen den 8. februar 2024.

I Jesper Horn Larsens referat hedder det, at »kommunerne redegjorde for, at de oplevede, at arbejdet med PFAS-rapporten har været gået i stå siden efteråret, og at der var behov for at få færdiggjort arbejdet i overensstemmelse med det kommissorium for arbejdet, der foreligger«, mens lufthavnen på sin side pegede på flere forhold – blandt andet, at kommunerne heller ikke selv handlede hurtigt.

»Lufthavnen redegjorde for, at der sker en megen ny udvikling på PFAS-området, som det også er vigtigt at tage hensyn til i afrapporteringen, og at de fandt, at kommunerne mangler at komme med et tilbagespil på input til selve handlingsplanen.«

Tilsyneladende fik mødet sat gang i processen igen. I maj 2024 kunne politikerne endelig godkende handleplanen.

Tilbage står, at det skulle have taget et års tid. Men der gik et halvt år yderligere, før borgerne fik indblik i de planer, de ansvarsområder og de redskaber, lufthavnen og kommunerne til sammen kan bruge for at håndtere PFAS-forureningerne – og hvordan de vil arbejde sammen om de uløste udfordringer, blandt andet med udledningen af PFOS-holdigt vand via det urensede udløb U8 i Øresund ud for Dragør.

Vi har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Tårnby Kommune. Vi kontakter den relevante chef første gang den 28. november for at få et interview, men får at vide, at vi skal gå gennem deres presseafdeling. Efter et par dage meddeler de os, at vi ikke kan få et interview, men skal sende spørgsmål skriftligt. Dem får de den 3. december, og herefter meddeler de os, at det vil tage 14 dage at svare på vores spørgsmål. Det er ikke acceptabelt for os som nyhedsmedie, og de får en forlænget deadline til fredag den 13. december, som de ikke overholder. Hvis Tårnby Kommune svarer, så vil vi bringe deres svar efterfølgende.

Artikelserien er blevet til i samarbejde med Gravercentret

Dragør Nyt har tidligere i år fået aktindsigt i det omfattende materiale, der ligger til grund for handleplanen om håndteringen af PFAS-forureningen fra Københavns Lufthavn. Aktindsigten er blevet analyseret af Dragør Nyt i samarbejde med Gravercentret – Danmarks Center for Undersøgende Journalistik, der er sat i verden for at hjælpe specielt lokale og regionale medier med at løfte researchtunge opgaver.


Fik du læst?