Ekspert: Miljølov opfordrer til samarbejde

»Miljølovgivningen er strikket sammen på en måde, der ikke skal genere erhvervslivet mere end højst nødvendigt,« siger miljøprofessor Ellen Magrethe Basse om de mange lag af lovgivning på miljøområdet.

Det er i sig selv ikke usædvanligt, at der er et samarbejde mellem myndigheder og en forurenende virksomhed. Det fortæller Ellen Margrethe Basse, der er professor emerita på Juridisk Institut Aarhus Universitet og fortsat forsker i og debatterer miljøret.

»I miljøbeskyttelsesloven er der langt hen ad vejen lagt op til, at der samarbejdes, så det er ikke i strid med loven og heller ikke lovens tilsynsregler. Loven er baseret på, at myndighederne og virksomhederne som udgangspunkt samarbejder,« siger hun.

Hun understreger, at hun ikke konkret kender til en praksis for samarbejde mellem kommuner og virksomheder, der har forurenet, og at hun ikke har indgående kendskab til PFAS-forureningen fra Københavns Lufthavn og dens påvirkning af omgivelserne. Men helt overordnet kan det være svært at placere et erstatningsansvar.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Selvom flere forskellige love er i spil, har de det tilfælles, at de »er strikket sammen på en måde, der ikke skal genere erhvervslivet mere end højst nødvendigt«, som hun formulerer det.

Det bliver ikke lettere af, at PFAS-problematikken er opstået i kølvandet på en fuldt lovlig anvendelse af blandt andet brandskum på lufthavnens område.

»Udgangspunktet i forhold til miljøbeskyttelsesloven er, at der kun kan pålægges et ansvar efter de almindelige erstatningsregler,« siger hun og opremser tre punkter, der skal være gældende.

Dels skal det kunne dokumenteres, at der er handlet i strid med lovgivningen og de godkendelsesvilkår, der er blevet meddelt. Dels skal virksomheden have været bevidst om, at loven blev brudt – eller have været uagtsom. Og dels skal der være en klar og dokumenteret årsagssammenhæng mellem forureningen og det tab, der er blevet lidt – blandt andet udgifter til myndighedernes afhjælpning af forureningen.

Flere lovgivninger kan også spænde ben for hinanden.

»Jordforureningsloven har strengere regler i forhold til oprydning af en jordforurening – men den lov gælder ikke i forhold til grundvandet. Så den kan ikke bruges. Heller ikke vandforsyningsloven har regler, der fører til et ansvar,« siger hun.

Artikelserien er blevet til i samarbejde med Gravercentret

Dragør Nyt har tidligere i år fået aktindsigt i det omfattende materiale, der ligger til grund for handleplanen om håndteringen af PFAS-forureningen fra Københavns Lufthavn. Aktindsigten er blevet analyseret af Dragør Nyt i samarbejde med Gravercentret – Danmarks Center for Undersøgende Journalistik, der er sat i verden for at hjælpe specielt lokale og regionale medier med at løfte researchtunge opgaver.


Fik du læst?