Der lå ikke store uenigheder til grund for, at samarbejdet mellem Dragør og Tårnby Kommuner og Københavns Lufthavn gik i stå i en længere periode omkring årsskiftet 2023/2024 i forbindelse med udarbejdelsen af en handleplan for lufthavnens PFAS-forurening i de to nabokommuner.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Det fortæller Jesper Horn Larsen, der som centerchef i Plan, Teknik og Erhverv i Dragør Kommune var kommunens øverst ansvarlige i processen, som dog formelt lå hos Tårnby Kommune på grund af de to kommuners samarbejdsaftale på miljøområdet.
»Vi har haft et teknisk samarbejde inden for de rammer, der er givet, og det har alle parter levet op til. Det har givet os et arbejdsredskab, vi kan bruge,« siger han med henvisning til handleplanen.
Den 8. februar 2024 deltog han i et »topmøde« i lufthavnen, hvor han sammen med Tårnby Kommune konstaterede, at arbejdet reelt var gået i stå. I dag peger han dog på, at det i høj grad skyldtes, at lufthavnen skiftede medarbejdere flere gange undervejs.
»Det var hovedsageligt på grund af personaludskiftninger. Når nye projektmedarbejdere i lufthavnen skulle onboardes, forsinkede det processen med at gøre rapporten færdig,« siger han.
»Vi holdt mødet, fordi arbejdet havde ligget stille. Vi anmodede om, at det blev prioriteret. Lufthavnen tog action på processen efterfølgende, og vi fik lavet materialet færdigt, som vi skulle.«
Artikelserien er blevet til i samarbejde med Gravercentret
Dragør Nyt har tidligere i år fået aktindsigt i det omfattende materiale, der ligger til grund for handleplanen om håndteringen af PFAS-forureningen fra Københavns Lufthavn. Aktindsigten er blevet analyseret af Dragør Nyt i samarbejde med Gravercentret – Danmarks Center for Undersøgende Journalistik, der er sat i verden for at hjælpe specielt lokale og regionale medier med at løfte researchtunge opgaver.