Juleaften kan holdes i Den Gamle Bager

Sidste år oplevede Yasmin Seyed, at der var flere ældre kunder i det gamle bageri, der talte om, at de skulle sidde alene juleaften. Derfor åbner hun i år dørene juleaften, så Dragør-borgere, der ellers skulle sidde alene, kan finde julehygge og fællesskab her.

Da kalenderen i 2023 stod på den 24. december, oplevede Yasmin Saeed, at der var flere af stamkunderne, der havde ekstra brug for at tale, og som blev siddende helt til lukketid klokken 16 i Den Gamle Bager.

De lagde ikke skjul på, at de syntes, det var lidt trist, at de var alene og ikke havde nogen at fejre jul med.

Yasmin Seyed og hendes mand, Benjamin Gerzic, havde kun et halvt år forinden overtaget stedet, så de havde ikke nået at tænke over at lave et særligt julearrangement – men i år skal det være anderledes. Den 24. december har Den Gamle Bager åbent helt til klokken 20.

»Det skal være et tilbud til dem, der ikke har lyst til at sidde alene i julen. Og der er nogle ensomme ældre borgere herude. Så vi vil gerne give dem muligheden for noget fællesskab her. Der kommer til at være spil til rådighed, men ellers ikke noget planlagt program. Bare hyggelig stemning og musik, og så serverer vi gratis risalamande til alle. Derudover kan man købe kaffe og kage med rabat,« siger Yasmin Seyed.

Hun og hendes mand skal ikke selv fejre jul den 24. december. De prioriterer butikken. Så må der julehygges med familien den 25. og de andre juledage i øvrigt. Så hun glæder sig bare til forhåbentlig at glæde nogle borgere i nogle ekstra timer. Hun ser det ikke som noget særligt, men mere som en ekstra service til kunderne, hvoraf de fleste stamgæster er ældre, og som de snakker meget med til daglig.

»Så jeg ved allerede, at der kommer nogle stykker. Men egentlig ved jeg ikke, om der kommer to, ti eller 20. Uanset tænker jeg, at det nok skal blive en hyggelig aften,« siger Yasmin Seyed.

Hvis du vil hjælpe hende, så hun får lavet nok risalamande til alle, så stik forbi Det Gamle Bageri og fortæl det, hvis du kommer den 24. december.

Man kan også melde sig til julehyggen ved at sende en e-mail på gelato.bakerydk@gmail.com

Fik du læst?