
Den ultravåde vinter 2023 var en øjenåbner for Dragør Kommune. Vandmængderne var så store, at Hovedgrøften og de øvrige grøfter og dræn havde svært ved at følge med.
For at undgå at komme sådan en situation igen, har Dragør Kommunes Center for Plan, Teknik og Erhverv haft travlt med vinterforberedelserne i år.
»Jeg tror godt, jeg tør sige, at vi aldrig har haft flottere grøfter i Dragør Kommune end vi har i år,« siger centerchef for Plan, Teknik og Erhverv Jesper Horn Larsen.
»Vi har renset grøfterne, også i markunderkørslerne, så de er klar til at tage så meget vand som muligt.«
3.500 gange over grænseværdien
Også Hovedgrøftens nederste del – sådan cirka fra Lergravene ved Nyvangsvej og ud til Øresund – er blevet renset. Men den øverste del, der går fra lufthavnen omtrent bag ved Amagermuseet er ikke blevet renset. Og det skyldes PFAS-forurening fra lufthavnens brandøvelsespladser, der i årtier har sendt PFAS-forurenet vand ud i Hovedgrøften, indtil PFAS-problematikkerne blev mere velkendte.
Ifølge Fagbladet Ingeniøren blev der i efteråret 2021 målt 2.300 nanogram PFAS per liter i overfladevandet – det er godt 3.500 gange grænseværdien på 0,65 nanogram. Det fik lufthavnen til at sætte et anlæg op for at rense vandet fra Brandøvelsesplads Vest.
Slammet fra bunden i Hovedgrøften skal renses op engang eller to i hvert årti for at sikre vandgennemstrømningen. Som tidligere beskrevet i Dragør Nyt har det ikke kunne lade sig gøre, fordi PFAS-indholdet er over grænseværdierne – derfor kan man ikke lægge slammet op langs brinkerne, som man normalt gør ved oprensninger.
Det har knebet med at finde en løsning på udfordringen, siger Jesper Horn Larsen.
»Vi er i gang med at afsøge mulighederne. Måske kan vi få en midlertidig deponering på lufthavnens areal. Men man kan måske og blande det med andre materialer og brænde det af,« siger han.
Uanset vil regningen blive højere, end hvis man blot lagde slammet op på Hovedgrøftens brinker.
»Vi håber ikke, at det bliver en ren kommunal regning. Men der er endnu ikke aftalt noget mellem lufthavnen og kommunen, selv om vi samarbejder om at finde en løsning.«
Ikke den store risiko
Jesper Horn Larsen ser dog ikke, at den manglende oprensning kan få større betydning, selv hvis der kommer ekstreme mængder nedbør.
»Hvis der kommer et skybrud, kan der komme til at stå vand på markerne i den nordlige del af kommunen, men jeg tror ikke, at der vil komme vand i boligerne. Og det vil ikke være den manglende oprensning i sig selv, der vil have mere end en marginal indflydelse,« siger han.
»Men vi skal selvfølgelig overholde kravene til, hvordan et vandløb skal se ud, som det er defineret i regulativet, så hvis der er slam mere end 10 centimeter over bundkvoten skal vi rense det. Men det har ikke været muligt, fordi vi ikke kan komme af med slammet.«
