
Martin Wittrup Enggaard var på en af sine vanlige løbeture langs Sydstranden, da verden væltede. Igennem flere uger var hans nætter blevet brudt op af mareridt. Om dagen havde han haft en uafbrudt trykken for brystet. Nu nåede krop og sind bristepunktet.
»Jeg brød sammen, men fandt hjem. Så satte jeg mig på køkkengulvet og begyndte at skrive på den blok, vi bruger til indkøbssedler.«
De første ord kom på blokken i 2022. Digte, der beskriver en hverdag som drabsefterforsker med hændelser og miljøer så brutale, at de ligger uden for de fleste menneskers fantasiramme.
I dag kan 39-årige Martin Wittrup Enggaard glæde sig over en positiv modtagelse af sin debutbog enhver kontakt efterlader spor med undertitlen Politidigte.
Digtene befinder sig stemningsmæssigt langt fra 70er-huset i det dragørske villakvarter, hvor han bor med sin kone og deres tre børn.
Ordene er ofte registrerende, i nogle tilfælde kuldslåede. Flere af digtene minder om uddrag fra politi- og obduktionsrapporter, hvor individet er blevet en sag, en gåde på et stålbord eller i et afhøringslokale, mere end et menneske. Men hele tiden med sprækker til de følelser, der ikke må tage over, som når et dræbt spædbarn obduceres i bogens åbningsdigt, og fortællerstemmen må påminde sig selv: »fokusér på detaljen/ kig væk/ fra foden/ fra hånden/ fokusér/ på skaden.«
»Det har været min ambition at prøve at undgå at være for følelsesladet. Jeg vil ikke skrive med for megen patos. Læseren skal selv kunne finde fortællingen i dem,« siger Martin Wittrup Enggaard, der sammenligner skriveprocessen med de debriefinger, man bruger i politiet efter voldsomme hændelser.
»Det har været en efterforskning af mit eget sind. Det handler om, hvad der skete med mig. Det første, vi gør, når vi debriefer, er at beskrive situationen, som vi oplevede den, og det er den del, jeg har holdt mig til.«
Situationerne i digtene er alle fiktive, men baseret på hændelser, han har oplevet i sit arbejde for Københavns Politi.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Drengedrømmen
Da Martin Wittrup Enggaard blev drabsefterforsker, var det en drøm, der gik i opfyldelse. Gennem hele barndommen i Odense var han fast besluttet på, at det var den vej, han skulle tage.
Han fortryder ikke karrierevalget. Men nedturen og rejsen tilbage til hverdagen har fået ham til at erkende, at han har haft for stort fokus på den identitet, der ligger i jobbet.
»Min tanke har altid været, at jeg skulle pensioneres fra det job. Der har jeg ændret tankegang, og det gør det lettere at forholde sig til arbejdet, når det ikke er ultimativt,« siger han.
Især balancen mellem arbejdsliv og det hjemlige fylder meget. Familiens første barn kom til, da han begyndte i politiets afdeling for personfarlig kriminalitet, der blandt andet tager sig af drabsefterforskning, men også har andre opgaver.
»I alle ti år har jeg arbejdet med at afhøre børn, der er blevet udsat for vold eller misbrug i hjemmet. Da vores barn nummer to kom til, havde vi flere grimme sager med børn. Man kan ikke undgå at tage arbejdet med hjem, men man skal skubbe det væk.«
Flere af digtene cirkulerer om de uvelkomne sprækker mellem arbejdet og hverdagslivet. Hvordan en lille konflikt med en forbipasserende på Den Blå Planet kan udfolde sig til et dagmareridt om, at vedkommende trækker en kniv. Eller hvordan den fremmede på obduktionsbordet pludselig kan minde om en, man kender.
Empati er vigtigt
I tiden op til sammenbruddet fyldte den slags for meget. Martin Wittrup Enggaard mener ikke, at digtsamlingen som sådan har handlet om at skrive sig ud af krisen. Men psykologhjælp, dagbogsskriveri og samtaler med en leder på arbejdet og ikke mindst hustruen har hjulpet ham til at finde en balance i, hvordan man kan beholde sin sympati for ofre og deres pårørende, uden at det opsluger alle 24 timer i døgnet.
»Man skal ikke hele tiden have mareridt om drab på børn. Hvis det kun sker sjældent, kan det holdes på afstand. Men det skal ikke blive så invaliderende, som det var for et par år siden. Sker det igen, er jeg færdig,« siger han og peger så på, at den modsatte vej – en følelseskulde og ligegyldighed – også vil være ubehagelig.
»Jeg har en aftale med min kone om, at hvis jeg bliver udbrændt og begynder at sige afstumpede ting om folk, skal hun losse mig over benet. Det er let at finde empati for pårørende, men hvis ikke jeg kan finde den over for gerningsmændenes familie, er det forbi. Vi har en stor forpligtelse til at være professionelle i vores omgang med både forurettede og sigtede, og hvis ikke man har flair for det, er det bedst at trække sig fra borgerkontakt og arbejde med data i stedet.«
Processen har også hjulpet Martin Wittrup Enggard frem til nye erkendelser af, hvad en voldsom hændelse kan være – og hvordan de kan påvirke.
»Det behøver ikke at være et barn, der er dræbt i en højresvingsulykke, det kan også være at trænge ind i et hjem, hvor der er narkotika og svigt eller at være på et gerningssted, hvor liget er væk, men blodet stadig er der,« siger han – et tema, han også vender i et af digtene med »Den størknede blodsø/ knaser under skosålerne/ der skånes/ af skoovertrækkene/ Det er menneske/ Jeg træder på.«
De usynlige
Flere af digtene har en social dimension. De fortæller om miljøer, der normalt er usynlige, enten fordi de fleste af os vælger at se bort, eller fordi det er inde bag de private vægge – som i digtet »Nordvest«:
»På drengens værelse ser jeg/ skimmel på de bare vægge/ gulvet dækket af skrald/ tykt støv i karmene/ kun en flig er ryddet/ drengens gamerstol/ står sort og clean.«
Martin Wittrup Enggaard oplever, at der er et spænd mellem det, der bliver sagt, og det, der bliver gjort for de usynlige klasser i samfundet.
»Der bliver altid kaldt på politiske løsninger, uanset om det handler om vold i hjemmet, vold mod børn, hjemløse, psykisk syge eller flygtninge, der bor på gaden. Men når der skal realpolitik på bordet, er vi ikke klar til at opgive vore privilegier,« siger han og fortsætter: »Vi bliver nødt til at løfte i flok i stedet, komme tilbage til nogle værdier om næstekærlighed og vende blikket udad.«
Han peger på, at selv et homogent og velstående område som Dragør ikke er fredet.
»Lokalt er der også børn, som udsættes for omsorgssvigt. Vi skal sige det højt, hvis vi ser et barn, der mistrives, men vi har stadig en borgerlig kultur, der gør det lettere at lukke for det og skubbe det væk. Jeg har selv været fodboldtræner for 30 børn, og det var altid de samme, der skulle irettesættes, men det er også de børn, der har mest brug for hjælp.«
True crime
At Martin Wittrup Enggaard har udtrykt sig som digter, skyldes, at det var det, der faldt ham mest naturligt.
»Jeg begyndte med knækprosa på indkøbssedlen, og det var vigtigt for mig at fastholde den originale opbygning. Det ville mit forlag Grønningen 1 heldigvis gerne være med på,« siger han.
Digtene skal ikke opfattes som endnu et bud på den true crime-bølge, der de senere år har fyldt rigtig meget i populærkulturen. Digtformen bevæger sig i sig selv bort fra genren, men formålet med bogen er også et andet.
»Jeg ville skrive en arbejdsbog, og den kunne lige så vel være skrevet af en jordemor, der oplever dødsfødsler, en sygeplejerske på en psykatrisk skadestue eller en pædagog, der møder børn, der ikke trives. Men måske er den undervejs alligevel blevet et opgør med true crime-genren. Den er superbarsk, men det er også vigtigt, at vi husker på, hvad vi taler om, når vi taler om kriminalitet,« siger han og nævner den franske film Irreversible som et kunstnerisk vigtigt eksempel.
Filmen har en berygtet voldtægtsscene, der strækker sig over et kvarter – filmisk sammenhæng en evighed. Men vigtig for at undgå den romantiseren, der nogle gange er i true crime-genren.
»Vi har et job, der er bedre beskrevet i popkulturen end noget andet. Alligevel har nogle sagt, at digtene sætter ord på det ubeskrivelige i vores arbejde. Det betyder noget, at folk, der har været længe i faget, føler sig repræsenteret i digtene,« siger han med en vis lettelse over, at bogen allerede fra begyndelsen er blevet positivt modtaget,« lyder det fra Martin Wittrup Enggaard.
»Jeg holdt en reception for kolleger, venner og familie, da digtsamlingen udkom. Jeg tænkte, at der ikke ville komme mange kollegaer. Men de kom næsten alle sammen Jeg har ikke fået en eneste negativ bemærkning, men jeg får løbende positive henvendelser, og da jeg var på Bogforum, var der også en del pårørende til politifolk, der kom op til mig,« siger han.
»Det betyder ikke, at jeg taler på vegne af alle betjente. Der er folk, der har været i politiet i 40 år uden at være påvirkede. Så har vi folk som mig, der er 39 år og har haft en stor nedtur efter ti år i politiet. Og så er der kolleger, der er hårdere ramt og af lider af ptsd.«
Otte til fire
Martin Wittrup Enggaard er ikke i den sidstnævnte kategori. For at bevare sit mentale helbred er han blevet mere opmærksom på, hvad der påvirker ham – og i nogle tilfælde også, hvordan han kan undgå det.
»Jeg bliver stærkt påvirket af at se videoer af drab, og det undgår jeg helst, hvis ikke det er nødvendigt for efterforskningen. Ikke alle har det sådan. Jeg har også kollegaer, der bliver mere påvirkede af lydfiler, for eksempel fra alarmopkald,« siger han.
»Hvis jeg har en obduktion, vil jeg helst også undgå at have med efterforskningen at gøre, men som sagsbehandler kan jeg sagtens læse obduktionsrapporter,« siger han.
Det er da også en fast del af arbejdet. I København er der syv til otte drab om året, foruden en del drabsforsøg. Derudover behandler hans afdeling brandsager, vold, sædelighedsforbrydelser og anden voldsom kriminalitet.
»Som regel har jeg et otte til fire-job, og når vi så har et drab, arbejder vi hele tiden, men langt de fleste drab bliver opklarede. Så har vi ikke nogle aktuelle, bruger vi meget tid på uopklarede drab. Så mange af mine arbejdsdage foregår som et almindeligt kontorjob, hvor jeg sidder og kigger i obduktionsrapporter og afhøringer i stedet for på et excelark,« siger han.
»Der er ikke forældelsesfrist på drabssager, men vi kigger især på sager, hvor der stadig er pårørende og mulighed for at finde en gerningsmand. Vores mål er selvfølgelig at opklare alle sager, men det vigtigste er, at vi kan kigge de pårørende i øjnene og sige, at vi har gjort, hvad vi kunne.«
