
Dragør Sangforening i julehumør
Onsdag den 18. december gik optoget af Levende Låger-deltagere i nogenlunde tørvejr ad oplyste veje og endte i festsalen på Wiedergården.
Her øver Dragør Sangforening om onsdagen. Foreningens formand, Hans Ledertoug Larsen, tog imod og fortalte, at Dragør Sangforening blev oprettet i 1867. Straks efter oprettelsen begyndte sangernes koner at brodere en fin silkefane – og den blev indviet allerede i 1868. Denne fane var i brug i 83 år, og derefter var den »træt«, som Hans Ledertoug Larsen sagde.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Man samlede ind til en ny fane, og den blev klar til foreningens 85-års fødselsdag i 1952. Da denne fane også blev slidt og trængte til reparation, kontaktede Hans Ledertoug Larsen Nationalmuseet og blev henvist til museets afdeling i Brede, hvor de kan reparere og konserverer tekstiler. Det blev en dyr fornøjelse: 18.000 kroner kostede det. Men nu kan fanen fra 1952 så også holde i mange år.
Sangforeningen har med Oscar Gotha Frandsen en meget ung og meget dygtig akkompagnatør, som spiller på klaveret, når koret øver.
Oscar Gotha Frandsen spillede, og koret sang flere julesange, så deltagerne kom i ekstra julehumør.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Som afslutning på koncerten sang 89-årige Jan Møller »Drikkevisen« fra syngespillet En søndag på Amager af Johanne Louise Heiberg.
Der blev serveret gløgg, pebernødder og saft til børnene, og deltagerne blev så længe, at de begyndte at få det for varmt.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Julesang og portvin
Torsdag den 19. december samlede omkring 70 personer sig på Badstuevælen for at gå den korte tur til Strikbart på Slippen 5, hvor Henriette Tietze bød velkommen i sin farvestrålende butik.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Henriette Tietze fortalte de fremmødte en dramatisk historie om husets fortid. For mange år siden brændte det ned, da en lokal kvinde, der beskrives som »lidt til en side«, satte ild på bygningen. Branden bredte sig og ødelagde flere nærliggende huse. Nogle af ejerne af de nedbrændte huse valgte efterfølgende at flytte deres boliger til den nuværende Nyby på den anden side af Vestgrønningen.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Julestemningen var dog høj, da deltagerne sang den klassiske »Sikken voldsom trængsel og alarm«.
Henriette Tietze rundede arrangementet af ved at byde på portvin til alle – hvilket mange satte pris på i den kølige vinterluft.
Mens nogle valgte hurtigt at søge hjem til varmen, blev andre hængende og udforskede Henriette Tietzes butik, der bugnede af garn og julegaveideer til de strikkeglade.
