
Der kommer snart nyt lys over den gamle bydel i Dragør – sådan da.
Gennem flere år har kommunen og beboere i området diskuteret, hvordan fremtidens belysning har skullet tage sig ud i de gamle gader i Dragørs bykerne. Men nu er en ti år lang saga ved at nå sin afslutning.
I 2014 besluttede Dragør Kommune at skifte til LED-belysning, der er mere energieffektivt end de pærer, man brugte dengang. Udskiftningen kørte derefter fra 2016 til 2020 – men den gamle bydel kom ikke med, fordi tidens LED-lamper ikke levede op til et ønske om at bevare det særlige gullige lys i bydelen. Derfor fik bykernen lov til at beholde de københavnerlamper, der siden 1970’erne har kastet lys over bydelen.
Siden er teknologien blevet bedre, og Klima-, By- og Erhvervsudvalget har flere gange haft sagen om de nye lamper oppe at vende, ligesom der har været prøveophængninger i den gamle bydel for at se, om man kunne ramme et lys, som beboerne kunne acceptere.
Som erstatning for de eksisterende københavnerlamper var der således lavet prøveophængninger henover sommeren 2024 af den nye prototype Københavner LED Xtra Comfort og Københavner LED City Mini version. De blev suppleret med fem forskellige typer LED-pærer, der kunne indbygges i en fatning i de eksisterende lamper – pærerne var dels valgt af kommunens folk og dels af beboerrepræsentanterne.
LED-minilampen blev kasseret, efter at beboerforeningerne og personale fra Center for Plan, Teknik og Erhverv sammen havde set dem i det fri – og beboerforeningerne holdt med variationer fast i den holdning, de har haft gennem årene, nemlig at man skulle ombygge de gamle armaturer.
Et lysudvalg sammensat af beboere i bydelen kom med forslag til både typen af belysning og til, hvordan ombygningen kunne finde sted.
På decembers møde var sagen endnu en gang på udvalgets dagsorden. Center for Plan, Teknik og Erhverv var klare i mælet i deres anbefaling. De 104 lamper skulle udskiftes med Københavner Led Xtra Comfort. En ombygning var for usikker – administrationen vurderer, at levetiden for de ombyggede lamper kun er en fjerdedel af de nyindkøbte, at man ikke kan købe nye erstatningsarmaturer, når de gamle går i stykker, og at driftsomkostningerne uden strøm og over armaturens levetid bliver 975 kroner per år ved de ombyggede, mens nyindkøb ville give en årlig udgift på 420 kroner.
Men udvalgets politikere var enige om at se bort fra den anbefaling. På forhånd havde Det Konservative Folkeparti, Sydamagerlisten, liste T og Socialdemokratiet givet udtryk for, at deres overordnede holdning var, at der skulle findes en genbrugsløsning af hensyn til miljø, genanvendelse og bevarelse af udtrykket i den gamle by – og sådan blev det altså.
Ingen særbehandling
Beboerforeningerne i bydelen har været yderst aktive i processen – men formanden for Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Helle Barth, afviser, at de har fået særbehandling ved, at udvalget har fulgt deres indstilling frem for forvaltningens.
»Det er du ikke den første, der spørger om,« siger Helle Barth.
»Men man kan ikke plage sig til noget. Beboerne har argumenteret og dokumenteret for, at det kunne lade sig gøre at følge deres forslag, så det er vi gået med på.«
