»Var du nede ved juletræstændingen?« lyder det fra Mikkel Dal Hende, da Dragør Nyt fanger ham på en videosamtale via WhatsApp. Ingen tvivl om, at han savner familien og juletraditionerne i Dragør.
Samtidig er der næsten ikke tid til at tænke på det, fordi han oplever så meget. Efter 90 dage i Indien – hvoraf de 40 dage foregik alene i kano på Ganges-floden – sidder han nu i hans og kærestens hus i Cape Town i Sydafrika.
Visumreglerne, der betyder, at han kun må være 90 dage ad gangen i Indien, betød, at han var nødt til at tage et pitstop i et andet land. Derefter vender han tilbage til Indien den 30. december.
Eftersom han har fået en maveparasit, passer det meget godt med rolige omgivelser og en del mere luksus, end han har oplevet længe. Selvom han og kæresten er forenet for et par uger, bliver der nu ikke tale om, at de skal holde en traditionel juleferie.
»Vi kører to timer op til Langebaan, hvor man kitesurfer. Der skal vi holde jul på stranden. Vi kommer til at kitesurfe i 25 grader. Det bliver også dejligt,« fortæller Mikkel Dal Hende.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Dis sugede farverne ud af landskabet
Lidt ro føles også rart efter at have været mange følelser igennem på kort tid. Fra store opture til nedture med ensomhed og tvivl om, hvorfor han havde begivet sig ud på Ganges-floden i en kano. Et eventyrerprojekt, han ellers ikke var i tvivl om, da han tog afsted i september.
»Men floden er jo vildt lang. Og min uvidenhed gjorde, at jeg satte kanoen i vandet og besluttede mig for at fortsætte konstant, indtil jeg kom til en større by. Men jeg anede jo ikke, hvor langt man kommer i sådan en kano. Det går langsomt, og derfor ændrer udsigten sig også kun langsomt. I en periode så jeg næsten kun øde marker, store sandbanker og en dis hen over horisonten, der gjorde, at alle farver ligesom blev trukket ud af landskabet. Lige dér blev det lang tid at sidde i en kano alene og padle fra solopgang til solnedgang.,« fortæller Mikkel Dal Hende.
Kanoen er et middel til at møde mennesker
Selvom han oplevede det som helt fantastisk at starte Indien-rejsen med et tidages stilheds- og meditationskursus, hvor han ikke åbnede munden, blev stilheden i kanoen for meget.
Han havde ellers en vild følelse, da han startede kanoturen. Da han stævnede ud fra bredden, følte han sig lykkelig over at være på egen hånd efter at have været blevet fulgt af en guide og en følgebil på bredden på det første stykke af Ganges-turen, der foregik i kajak, fordi den øverste del af floden falder voldsomt og er ekstremt brusende og farefuld at bevæge sig på.
»Det er jo næsten en bedrift i sig selv at kede sig i Indien. Men det gjorde jeg altså i en fase, hvor sejladsen gik langsomt, og landskabet var ensformigt. Jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved alt. Men det var også her, at det vendte, og jeg fandt en mening i det hele. Landskabet begyndte at ændre sig, og jeg begyndte at tage mere og mere kontakt til lokalbefolkningen. Det er jo derfor, jeg er afsted. Egentlig er det irrelevant at sidde på en kano i en flod. Det er bare et middel til at møde mennesker og forstå kulturen, og det bragte sådan nogle sjove, skæve, akavede situationer frem,« forklarer Mikkel Dal Hende.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Møder stor hjælpsomhed
At komme i kontakt med lokalbefolkningen har ikke været svært langs Ganges-floden. For så snart han søger bredden i nærheden af en landsby, er der folk omkring ham. Han kan ikke tale med nogen, fordi de fleste taler hindi eller en lokal dialekt, men med fagter og tegninger lykkes kommunikationen som oftest.
Når han har brug for at købe mad, har han flere gange fået hjælp af lokale gutter, der har kørt ham afsted bagpå deres motorcykler til en lokal foodtruck, hvor han kan forsyne sig med samosaer og dhal til flere dage. Oftest får han ikke lov at betale. Når han kommer tilbage til kanoen, står der altid en stor flok omkring hans kano og rygsæk og passer på det hele.
»Den måde, de lokale er på og behandler mig og hinanden på, det har jeg ikke oplevet andre steder. De er velovervejede og behagelige og rare. De kunne ikke finde på at gøre en noget ondt eller tage ens ting. Andre har sikkert andre oplevelser fra storbyerne, men ude på landet er de virkelig så utroligt hjælpsomme og søde. De tror på karma. Det, du gør i det her liv, tager du med dig ind i næste liv. Alt er samtidig totalt kaotisk, der sker så mange ting konstant. Intet kan overraske en. Så kontrasten har for mig været meget stor. Fra de her møder med mennesker med kaos, larm og mange indtryk og så til at drive igennem landskabet i kanoen, og alt er stille og fredfyldt,« fortæller Mikkel Dal Hende.
Vandbøfler, hunde og mennesker sover sammen
Når han lægger til flodbredden og ikke er på jagt efter mad, men blot vil i kontakt med folk, som ofte står og vinker ham ind til bredden, er mønsteret altid det samme. Han bliver ført op til landsbyens midte, sat i en plastichavestol, og så sætter mændene sig omkring ham, børnene står op i periferien og følger med, imens kvinderne løber frem og tilbage med mad og te.
»De mener jo, at alle gæster er guder, og de bliver behandlet derefter. Ja, faktisk mener de i bund og grund, at alle levende organismer er en gud. Så alt er utroligt helligt. Alle mennesker og dyr er hellige. Det betyder også, at mennesker, hunde, køer, geder og kæmpe vandbøfler ofte bor sammen i harmoni i de små landsbyer. Jeg så vitterligt en hund, et menneske og en vandbøffel, der lå og sov ved siden af hinanden. Det siger rigtig meget om, hvordan de lever sammen,« lyder det fra eventyreren.
Når man har siddet otte til ti timer i en kano alene, kan det dog også være meget intenst at blive behandlet som en gud og sat i centrum på den måde.
»Det er utrolig fedt at sidde i den situation, men det tager også på kræfterne, for du skal virkelig være vågen. Snakken på hindi går, og jeg prøver at følge lidt med. Så bliver der altid lavet chaite lavet på bøffelmælk, og så spiser vi ris og en linsesuppe og nogle sukkerfyldte cookies til dessert,« fortæller Mikkel Dal Hende.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Har sejlet 1.300 kilometer
De 1.300 kilometer, han har nået at sejle i kanoen på cirka 40 dage, har også budt på mange store naturoplevelser.
»På den første del af floden, hvor jeg sejlede i kajak i fire dage, sejlede jeg i et helt vildt landskab, gennem en form for kløft og et frodigt junglelanskab med aber, der hoppede rundt i træerne. Længere nede ad floden så jeg utroligt mange floddelfiner fra min kano. Flere gange har en stor flok vandbøfler også krydset floden foran kanoen. Og så har jeg set mange krokodiller, hvilket jeg ikke havde regnet med. Det er en type krokodille, der har en smal snude og lange, skarpe tænder og kan blive op til fem til seks meter lang,« fortæller Mikkel Dal Hende.
På floden kommer han også helt tæt på en del af hinduernes kultur – det gør han blandt andet, fordi de brænder deres døde på bål nede ved floden.
»Liget bliver dyppet i floden, så det får et sidste bad. Så bliver tøjet taget af, kroppen bliver smurt ind i ghi, som er en slags smørolie, der gør, at det brænder bedre. Så sættes der ild til bålet og den døde person, og så sidder folk og kigger på det. Stemningen er rolig og respektfuld, og alle kan sætte sig og være en del af det. Det er ret makabert første gang, man ser det. Men til sidst blev det noget af det mest naturlige, jeg så. Og det fik mig til at stille spørgsmålstegn ved mig selv og vores kultur, hvor vi gemmer de døde væk,« fortæller Mikkel Dal Hende.
Svært at forstå forureningen
Selvom det meste af den kultur, han har mødt, har fascineret og overrasket ham på en positiv måde, er der også ting, han har svært ved at sætte sig ind i.
»Langs med vandet sender folk konstant små skåle med blomster og lys ned ad floden. Det er noget af det, jeg har haft rigtig svært ved at forstå. At alt – og især floden – er så helligt, men alligevel smider de lys, stofrester, skrald og mange ting, der ikke hører til i vandet, ned ad floden. Men meget af det ser de ikke som skrald. De ser det som en gave til floden, så guderne kan velsigne dem,« forklarer han.
At forholdet til forurening, hygiejne og bakterier er anderledes i Indien, har han også fået at mærke på egen krop. Han har hentet vand fra vandpumper i alle de små landsbyer, han har gjort stop i, så han hele tiden har haft fem til seks liter med sig i kanoen. Derudover har han haft et lifestraw med, så han kunne tage vand fra den forurenede Ganges-flod og filtrere det for bakterier, når der var for langt imellem landsbyerne. Hans strategi fungerede godt længe, men alligevel endte det med, at han fik en tarmparacit.
»Det gjorde, at jeg havde en del mavekramper den sidste uge i kanoen og en ikke så spændende afføring. Så da jeg nåede den store by Varanasi, kom jeg til lægen og fik noget medicin. Bakterier kan kroppen som regel selv klare, men paracitter, der skyldes dårlig hygiejne i vand eller mad, er man nødt til at have hjælp til,« fortæller Mikkel Dal Hende.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Varanasi blev et vendepunkt
Varanasi blev i øvrigt endnu et vendepunkt på hans eventyrrejse. Her forlod Mikkel Dal Hende kanoen og blev ad forskellige omveje indkvarteret hos en indisk spirituel leder, en såkaldt baba. Her boede han i ti dage, inden han hoppede på et fly til Sydafrika, hvor han som sagt befinder sig nu. Mødet med babaen førte til en masse spændende samtaler og overvejelser om, hvad der var vigtigst for ham på hans tur.
»De ti dage i Varanasi lærte mig mere end al tiden på floden. Det med at sidde på floden var et eventyr i sig selv, men jeg er også kommet til Indien for at forstå landet. Det kommer jeg til at forstå mere af ved at være sammen med de lokale. Så det er det, jeg er ret hooked på nu,« fortæller Mikkel Dal Hende.
Når han den 30. december vender tilbage til Indien, bliver det derfor ikke til en plads i kanoen og flere nætter i teltet. I stedet skal han bo hos nogle naga babaer, han har lært at kende.
»Det er en særlig type af babaer, som sætter alt til side for deres spiritualitet og for at blive oplyst. De laver faktisk ikke meget andet end at drikke chaite og ryger chillum. De er bare til på Jorden. De mener, at alt er en illusion. Det eneste, der eksisterer på Jorden, er lyden ohm (som mange nok genkender fra yoga, red.). Det er ret syret. Og jeg skal være klar i hovedet, når vi snakker,« siger Mikkel Dal Hende.
Sammen med naga babaerne skal Mikkel Dal Hende gå forrest i optoget ved verdens største pilgrimsvandring Maha Kumbh Melaen. Den afholdes kun hvert 12. år og tiltrækker op mod 400 millioner mennesker. Den skal foregå fra midten af januar til slut februar 2025.
»Jeg er blevet inviteret til at bo med dem og gå med dem til det her ritual. Så jeg kommer til at gå nøgen ligesom dem – malet på kroppen med aske. Den mulighed kommer ikke til at opstå igen, så det har jeg takket ja til,« siger Mikkel Dal Hende.
Han kan næsten ikke forestille sig, hvor vildt det bliver, og hvad han kommer til at lære af den unikke oplevelse. Men det har alligevel ikke været en nem beslutning for ham at droppe kanoen og ideen om at fuldføre rejsen hele vejen ned ad Ganges-floden.
»Jeg vil gerne fuldføre det, jeg har sat mig for. Men hvis jeg besluttede at fortsætte kanoturen og droppede dette, ville det være for at booste mit eget ego, men det her er jo en rejse. Og det handler også om at følge det flow og de muligheder, der opstår,« slutter Mikkel Dal Hende.
Læs artiklen om Mikkel Dal Hende, da han tog afsted.


Om Mikkel Dal Hende
• 31 år.
• Opvokset i Dragør.
•Har gået på Dragør Skole og handelsgymnasiet Niels Brock.
• Uddannet sergent og friluftsvejleder.
• Eventyrer og driver virksomheden Adventurous Souls med sin kæreste, den britiske eventyrer Sophie Vartan.
•Parret har et hus sammen i Cape Town, men rejser rundt det meste af året.