Hormoner påvirker stort set alt i vores liv

Dragør Kommune byder på mange typer af iværksættere og virksomheder – også sygeplejerske og hormonterapeut Lene Bak Nørresø, du kan møde her. Hun brænder for at åbne folks øjne for, hvor meget hormoner betyder, specielt når vi ikke har nok af dem.

Mange associerer nok hormoner med to ting: teenagere, der har hormongak i hele kroppen, og kvinder, der bøvler med hormonerne, når de er gravide, har menstruation eller er i overgangsalder.

Men hormoner er langt mere end det. De har vigtige funktioner og indvirkning på stort set alle processer i vores kroppe og hjerner – hvordan man sover om natten, hvor lykkelig man føler sig, om man har migræne, er depressiv, har smerter eller sygdomme som brystkræft, sklerose og stofskiftesygdomme.

Hormonernes forunderlige verden var netop det, der gjorde Lene Bak Nørresø nysgerrig og fik hende til at springe ud som selvstændig hormonvejleder for ti år siden.

Hun havde i mange år arbejdet som anæstesisygeplejerske på Rigshospitalet, men stille og roligt byggede hun ovenpå med først en ernæringsuddannelse for at lære mere om sund kost og vitaminer og derefter en hormonterapeutuddannelse.

»Jeg gik jo der og bedøvede folk, der skulle opereres. Men det var, som om der åbnede sig en dør, hvor jeg havde lyst til at se meget mere på forebyggelse, og hvordan man kan arbejde med at sikre, at folk ikke bliver syge. Og hormoner er noget, jeg har været fascineret af, siden jeg læste til sygeplejerske. De har en enorm magt og stor betydning for vores velvære,« fortæller Lene Bak Nørresø.

Hviler på forskningsbaseret viden

Hendes virksomhed hedder Hormonharmoni.dk og har til huse på A. P. Møllers Allé, hvor hun både har fysiske og online konsultationer og holder foredrag.

Som certificeret NHT-hormonvejleder er hun uddannet i, hvordan hormoner fungerer, hvad der sker, når de er i ubalance, og hvordan man kan genoprette hormonbalancen ved hjælp af bioidentiske hormoner. Bioidentiske hormoner er kunstigt fremstillede hormoner, men de ligner de hormoner, vi har i kroppen, på en prik.

»Hormoner kan være en jungle at finde rundt i, og NHT-hormonvejlederuddannelsen hviler på forskningsbaseret viden, hvilket er en meget vigtig pointe. Vi vejleder ikke i syntetiske hormoner, men kun hormoner, der er 100 procent molekylært identiske med de hormoner, vi selv danner, som tilskud til at genoprette den ubalance, vi kan opleve i kroppen på forskellige tidspunkter af livet. Og at vi gør det på en måde, forskningen har vist, der virker,« fortæller Lene Bak Nørresø.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Lene Bak Nørresø er hormonvejleder. Foto: Kirsten Marie Juel Jensen
Lene Bak Nørresø er hormonvejleder. Foto: Kirsten Marie Juel Jensen.

Behandler også mænd

Lene Bak Nørresø vidste, at mange oplevede hormonubalancer. Men hun vidste alligevel ikke, hvor mange i alle aldre som har det så skidt, at de har brug for hormonvejledning. Derfor er hun meget glad for, hvor godt det er gået for hendes lille virksomhed, siden hun kastede sig ud på det dybe iværksættervand i Dragør.

Hun har kunder fra hele landet – blandt andet, fordi hun kan vejlede online – men også nogle lokale. Det er kvinder i alle aldre fra 16 til 70, men også enkelte mænd. Mænds hormonproblemer – for eksempel de ubalancer, de kan opleve, når de kommer i overgangsalderen – er stadig tabuiserede. Men hun oplever dog, at flere og flere får øjnene op for, at hun kan hjælpe dem.

Når det kommer til kvinder, behandler hun blandt andet unge kvinder, der har blødningsforstyrrelser, PMS eller PCO. Hun behandler også mange kvinder med fertilitetsproblemer og gravide med graviditetskvalme. Og så er der selvfølgelig en stor gruppe kvinder, der kommer med voldsomme symptomer på overgangsalder.

Det hele starter med en test

»Når folk kommer til mig, får de først lavet en hormontest, som bliver analyseret på et laboratorium i Tyskland. På den måde kan vi kortlægge deres hormonniveauer. Det er jo vigtigt, at man ikke bare begynder at give hormontilskud uden at vide, hvilke hormoner de har mangel på,« forklarer Lene Bak Nørresø.

Når hun har svar fra laboratoriet på klientens hormonniveauer, kommer klienten i vejledning.

»Vi ser på søvn, stress, kost, kosttilskud og generel levevis. Er der noget, vi kan skrue på her? Klienten får også vejledning i, hvilke bioidentiske hormoner der vil kunne gavne den enkelte. Så skal de lære at bruge dem, får tilsendt en plan, og så kommer de til opfølgning her hos mig, så der er fuld kontrol over det,« fortæller hun.

Skræmmende lidt fokus

Hun finder en kæmpe arbejdsglæde i at se, hvor mange hun kan hjælpe med den rette vejledning. Og hun er frustreret over, hvor lidt hjælp der er at hente for kvinder med hormonelle udfordringer. Hvis man for eksempel har mange gener og symptomer i overgangsalderen, er det oftest hormoner, man bliver tilbudt, hvor bivirkningerne er ret omdiskuterede. Nogle bliver endda sat på antidepressiv medicin for overgangsaldergener, fordi det kan virke som eneste udvej, erfarer Lene Bak Nørresø.

»Det, synes jeg, er skræmmende. Men det er så også noget af det, der gør, at jeg bliver ved med at søge viden og kaster mig over al forskning, der kommer. Det er så vigtigt, at vi taler mere om det her, og at vi får mere forskningsbaseret viden,« siger hun.

En jungle at finde rundt i

Hun erkender, at det kan være en jungle at finde rundt i. For når hormoner og hormonrelaterede sygdomme er et underprioriteret forskningsområde, er det også et område, hvor der er mange, der kan slå sig op på at være hormonvejleder eller hormonterapeut. Det er ikke en beskyttet titel. Hun oplever derfor også, at folk finder det betryggende, at hun ud over at have en hormonterapeutuddannelse har så mange års erfaring som sygeplejerske.

»Jeg forstår virkelig godt, at man bliver forvirret, for der bliver sagt så meget forskelligt. Jeg kritiserer dog aldrig andre metoder over for klienter, for folk er forskellige og kan have behov for at gå forskellige veje. Når jeg argumenterer for brugen af bioidentiske hormoner, er det, fordi jeg med ro i sindet kan sige, at det hviler på 80 års forskning og erfaring. At vi måler kroppens hormonniveauer, inden vi tilfører noget som helst. Og at vi kun giver kroppen noget, som den selv producerer, men som vi af flere grunde enten producerer for lidt eller for meget af,« siger Lene Bak Nørresø.

Hun forklarer, at kvinder allerede midt i 30-årsalderen for eksempel producerer mindre af hormonet progesteron, som frigives ved ægløsning. Og når de går i overgangsalder, har de meget lidt af det.

Skal være mere legitimt at få hjælp

Det er især, når det kommer til overgangsalder, at hun håber, at der kommer et større og større fokus på de mange udfordringer, som særligt kvinder oplever. Så det bliver mere legitimt og okay at opleve symptomer – og mere legitimt og okay at søge hjælp og behandling.

»Der har jo meget været den her tanke om, at det går over. At det er hysteri. Kvinders hormonelle udfordringer – om det så er overgangsalder eller PMS – bliver ofte italesat på en ikke-respektfuld måde. Så kvinder går ofte rigtig langt og mistrives og har haft det ulideligt i lang tid, før de går til lægen eller til mig,« siger Lene Bak Nørresø.

Hun oplever, at der er en bevægelse i gang, og at flere læger og gynækologer også ændrer kurs, men hun synes, at det går for langsomt.

»Der er stadig kvinder, der ikke tør fortælle deres mænd, at de er i overgangsalder, og kvinder, der slet ikke taler med deres veninder om det. Og mænd har også overgangsalder. De sover dårligt, går ned med stress og mangler sexlyst. Men hvis de endelig kommer til mig, kan jeg høre, at det ikke er noget, de normalt taler om. Det skal da være okay at tale om de her ting,« fortæller hun.

Nyder at være selvstændig

Stemmeleje og udstråling er passioneret, når hun taler om det her, for det ligger hende meget på sinde. Men netop fordi hun brænder så meget for det, nyder hun også sit arbejde. Og så nyder hun at være selvstændig: at kunne bestemme over sin egen tid, have tid til børnebørn eller en dejlig morgengåtur på stranden med hundene.

»Det giver mig en enorm frihed. Jeg kan bestemme over min egen tid. Og så kan jeg dyrke min nysgerrighed og blive ved med at undersøge. Jeg bruger mit netværk i Center for Naturlig Hormonterapi meget. Nogle dage kan jeg dog godt savne lidt mere iværksætternetværk her i Dragør – og at have et sted, hvor man bare kunne hive fat i alle de fagligheder, man havde brug for tæt på, som jeg kunne på Rigshospitalet,« lyder det fra Lene Bak Nørresø.

Hvad er en NHT-hormonvejleder?

NHT®-uddannelsen blev etableret i 2014 af Anette og Jens-Ole Paulin fra Center for Naturlig Hormonterapi. Det er den første og eneste registrerede uddannelse i hormonterapi i Danmark, der underviser i at vejlede ud fra forskningen i bioidentiske hormoner som led i en genopretning af hormonbalancen.

Ifølge nht.dk giver uddannelsen – sammen med præcis viden om kost, livsstil og næringsstoffers indvirkning på hormonerne – et unikt system, som gør hormonvejlederen i stand til at håndtere sygdomme holistisk.

Hvilke hormoner har vi i kroppen?

• Der findes over 100 forskellige hormoner i kroppen. Nogle af de mest kendte er kønshormonerne progesteron, østrogener og testosteron, der styrer vores reproduktive cyklus og udvikling. Andre kendte hormoner er insulin, som regulerer blodsukkeret, kortisol, som er et stresshormon, og melatonin, der regulerer søvnen.

• Hormoner produceres af forskellige kirtler rundt om i kroppen og kan altså betagnes som en slags styrmænd, der regulerer de mange forskellige vigtige funktioner i vores krop.

• Derfor vil man også hurtigt kunne mærke, hvis der er ubalance i hormonerne. Et par eksempler: Hvis man mangler insulin, kan man udvikle diabetes og have brug for at få tilført insulin. Mangler man progesteron, kan man opleve eksempelvis humørsvingninger, nedtrykthed, søvnforstyrrelser og træthed.

Kilder: www.sundhed.dk, www.lex.dk

Fik du læst?