Studentereksamen kom i hus i sommers. Og for de fleste ville det betyde, at de enten var på vej ind i et par sjove sabbatår eller også målrettet videre på en videregående uddannelse.
Men for 19-årige Emil Tingsted Blum har det været indsparket til at udleve en drøm om at blive professionel golfspiller. Efter en flot DM-titel i sommers, hvor han kunne kalde sig Danmarks bedste amatørgolfspiller, starter han forfra i de professionelle rækker. Nu går han målrettet efter at leve af og for sin passion.
»Jeg startede først med at spille golf for syv år siden, da jeg var 12 år, hvilket er forholdsvist sent at starte. Men jeg tog ud på en golfbane ved vores sommerhus sammen med min far, og så blev jeg fuldstændig bidt af at spille golf. Man siger, at et godt slag, hvor man rammer den perfekt, kan betyde, at man bliver bidt for livet. Og jeg tror, at det var det, der skete for mig den dag,« fortæller Emil Tingsted Blum.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Fik dygtige venner – og blev selv dygtig
Emil Tingsted Blum meldte sig ind i Dragør Golfklub og havde egentlig regnet med at skulle gå og spille lidt for sig selv. En forandring, han bød velkommen efter at have spillet fodbold og været en del af et hold i mange år. Han kunne godt lide, at han ikke havde et hold at give skylden for en sejr eller et tab. Han havde kun sig selv at takke for begge dele. Golfen viste sig dog at byde på meget mere fællesskab og venskab, end han havde regnet med.
»Jeg startede i golfklubben uden at kende nogen som helst. Jeg blev jo bare meldt ind og syntes, at det var sjovt at gå og træne. Men ret hurtigt fik jeg nogle gode venner herude, og de viste sig at være nogle af de bedste unge golfspillere i Danmark. Jeg ville naturligt være lige så god som dem. Der gik jo noget tid, men det blev jeg så. Og så er jeg i øvrigt stadig bedstevenner med dem. Vi tager ud og rejser sammen og har det bare godt sammen,« fortæller Emil Tingsted Blum.
Vil give æren til trænerne
At han i løbet af ret få år blev et kæmpe golftalent, vandt sin første elitejuniorturnering i 2021 og nu er så god, at han kan tage den professionelle kasket på, vil han ikke selv tage æren for – ikke alene i hvert fald. Han vil give æren videre til John Davies og Mikkel Lyck, der begge er topdygtige golfspillere og samtidig fuldtidsansatte trænere i Dragør Golfklub.
»Golf er rent teknisk en svær sport at begynde til. Men de var virkelig gode til at være tålmodige. Det er meget vigtigt, når man har med begyndere at gøre. De har været kanongode for alle os unge derude og til at motivere os,« siger han.
Særligt John Davies fik en afgørende betydning for Emil Tingsted Blums beslutning om at blive professionel, da han for tre måneder siden stod ved en skillevej. Han var lige blevet student, havde en guldmedalje om halsen fra DM og havde gennem hele 2024 været en del af golfherrelandsholdet for amatører.
»Og så valgte de – hvilket kom som et chok for mig og alle omkring mig – at afslutte samarbejdet med mig på landsholdet. Jeg blev valgt fra. Så stod jeg der og var sådan lidt: Okay, jeg er stadig amatør, men jeg føler, at jeg er god nok til at spille med de professionelle. Hvad gør jeg nu? Det overvejede jeg meget. Der var John god og sagde, at hvis han var mig, ville han tage det som et vink: Nu er det nu,« fortæller Emil Tingsted Blum.
Den unge golfspiller satte sig også rundt om spisebordet med sine forældre – mange gange – for at tage en snak om, hvad der ville være det bedste at gøre. Forældrene bakkede ham op. Det var nu, han skulle være professionel. Han havde niveauet, og det ville være dumt ikke at få penge ud af det i stedet for at fortsætte som amatør og så maksimum vinde 1.000 dollars for hver turnering, han vandt. For sådan er reglerne i amatørrækkerne.
Pengene betyder noget
Og man skal ikke tage fejl. Emil Tingsted Blum brænder for golf. Han ser hvert spil og hver sejr som en form for narkotikum, han ikke kan leve uden. Det er også grunden til, at han gennem de sidste syv år i gennemsnit har spillet golf fire timer hver eneste dag. Det vil sige, at han i runde tal har spillet golf i over 10.000 timer af sit 19-årige liv. Men pengene er også vigtige. Det er han ikke bange for at indrømme.
»I modsætning til mange andre spiller jeg ikke for prestigen og æren. For mig er det en levevej. Jeg vil gerne blive rigtig god og få rigtig mange penge ud af det. Jeg følte simpelthen, at jeg ville gå glip af for mange penge ved at fortsætte med at være amatør,« fortæller Emil Tingsted ærligt.
Så han gik forretningsmæssigt til værks, da beslutningen først var taget. Først skulle hans status som sagt ændres. Med et par klik på Dansk Golf Unions hjemmeside gik han fra at være amatør til professionel. Derefter skulle han kvalificere sig til at spille det, der i golfsprog hedder »kategori«, så han kan deltage i professionelle turneringer til næste sæson.Det gjorde han rent praktisk ved at spille to kvalifikationsturneringer på to forskellige baner og klare sig godt.
Da der var sat flueben ved »kategori«-delen, gik han i gang med at lave en powerpoint. Han ville præsentere sig selv, sine resultater og mål, så han kunne få sig nogle gode sponsoraftaler.
Sponsor kom af sig selv
Men inden han overhovedet havde nået at stille sig op foran de forskellige erhvervsnetværk i Dragør, som han havde tænkt sig at gøre, meldte der sig en hovedsponsor på banen.
»Der kom simpelthen en ind fra sidelinjen – fra virksomheden Drivn – og sagde, at han var interesseret i en danmarksmester, der var sorteret fra på landsholdet. Så ham har jeg fået lavet en aftale med. Derudover har jeg også en sponsor fra Jyske Bank og så Dragør Golfklub. Tilsammen kommer de til at finansiere min sæson over de næste to år,« forklarer Emil Tingsted Blum, der dog også har taget deltidsarbejde i SIM-golf Amager (hvor man kan spille golf indendørs i golfsimulatorer, red.). Her kan han kombinere intens vintertræning i golf med at tjene penge.
Sponsorer er vigtige, fordi en sæson hurtigt kan koste 200.000 kroner med rejser og udstyr. Og forretningsmodellen ved at være professionel i golfverdenen er derudover, at man kan vinde store pengepræmier i golfturneringerne. Præmier, som sponsorer som regel får en procentdel af.
Drivkraften ligger indeni
Selvom golfen altså er gået fra at være en fritidsinteresse til at være en forretning for den unge golfspiller, er Emil Tingsted Blum ikke bange for at miste lysten til at spille golf. Det bliver ikke leverpostej og gråvejr for ham lige foreløbigt.
»Jeg elsker det jo. Det er svært at forklare. Men det er en drivkraft i mig at spille. Hele tiden blive bedre og reflektere over, hvordan jeg bliver bedre. Samtidig er jeg ikke typen, der lægger hele mit liv i golfen. Jeg sørger for at have andre ting ved siden af. Jeg har en kæreste, går i byen med mine venner og vedligeholder mine sociale relationer. Det, tror jeg, er vigtigt,« fortæller han.
Første stop i hans professionelle karriere bliver fire professionelle turneringer i Marbella til februar. Og når sæsonen 2025 starter i Danmark til april, har han et turneringsprogram klar, der sender ham til Polen, Danmark, Sverige og Norge.
Så han er allerede i træningslejr. Øver sine slag. Studerer sine slag. Begge dele kan han gøre i SIM-golf med deres golfsimulatorer, der laver analyser og beregninger på hans spil, som han ikke får ude på de virkelige græsbaner.
Derudover skal han holde sig i form – ikke på samme måde, som man gør som professionel cykelrytter eller fodboldspiller, men især den mentale form er vigtig.
»Golf handler rigtig meget om fokus, og hvordan man optimerer det. Og at holde fokus gennem en lang golfrunde indebærer også, at man spiser ordentligt og drikker nok vand. Man går også i fitness som golfspiller. Ikke for at blive stor og stærk, men for at blive hurtig og fleksibel, så man kan svinge golfkøllen hurtigere og slå længere,« lyder det fra Emil Tingsted Blum.
Så selvom han nok har svært ved at vente til at skulle på græs for første gang som professionel – og starte kampen mod at opfylde drømmen om komme med til DP World Tour – så har han masser at få vinteren til at gå med.
DP World Tour er i parentes bemærket den internationale topliga inden for golf, der indeholder 47 turneringer i 27 forskellige lande, og hvor pengepræmierne tilsammen løber op i 1,3 milliarder kroner. Så jo, der er penge i golf.