Flere andre kommuner har allerede gjort det: Roskilde, Aarhus og Frederiksberg. Sat en stopper for indkøb af de såkaldte turbokyllinger, som er hurtigtvoksende kyllinger, der er avlet til at vokse fra omkring 50 gram til to kilo på godt en måned. Og efter en direkte henvendelse fra dyrevelfærdsorganisationen Anima havde borgmester Kenneth Gøtterup (C) sat sagen på dagsordenen til det seneste møde i Økonomiudvalget.
Hans forslag var, at udvalget skulle drøfte henvendelsen, og om der skal indføres stop af anvendelsen af turbokyllinger.
Et flertal i Folketinget besluttede i 2023, at turbokyllinger ikke længere må være en del af de statslige indkøb. Og Anima opfordrer således til, at kommunerne følger trop.
Beslutningen i Økonomiudvalget blev, at der nu henstilles til, at kommunens arbejdspladser overvejer deres brug af turbokyllinger, og derefter tager Økonomiudvalget en drøftelse af kommunens madpolitik i andet kvartal af 2025.

Om turbokyllinger
Turbokylling er betegnelsen for hurtigtvoksende kyllingeracer, der bruges inden for den kommercielle fjerkræindustri. Den mest kendte race er Ross 308. Den er opdrættet til at vokse sig stor på meget kort tid, så den hurtigt kan slagtes og sælges. Faktisk kan den vokse fra omkring 50 gram til to kilo på godt en måned. Til sammenligning bruger andre kyllingeracer mellem 46 og 63 dage på at vokse til den samme vægt.
Når kyllingerne vokser så hurtigt, går det ud over dyrevelfærden. Ifølge dyrevelfærdsorganisationen Anima får tre ud af fire turbokyllinger problemer med at gå, og mange får organsvigt, hjertestop og vejrtrækningsproblemer.
Kilde: www.anima.dk og www.dyrenesbeskyttelse.dk