Odd Fellow Loge nr. 23 Christian den 4. på Amager markerede torsdag den 5. december Claus Ehlers’ 50 års medlemskab af logen.
Arrangementet fandt sted i logens historiske sal og blev overværet af både familie og repræsentanter fra ordenen.
Claus Ehlers blev indviet i Odd Fellow Ordenen i 1974 i en ceremoni, der var særligt bemærkelsesværdig. Han blev optaget sammen med sin far, Peter Ehlers, og far og søn gennemførte derefter alle graderne sammen. Denne unikke begivenhed har ikke tidligere været set i logen og formentlig heller ikke i den danske Odd Fellow Orden.
50-årsjubilaren har gennem årene haft flere betydningsfulde roller i logen, herunder 20 år som storrepræsentant og 21 år som gildemester i logens traditionsrige gilde.
Claus Ehlers har også været med til at styrke Odd Fellow Ordenens tilstedeværelse internationalt, blandt andet i forbindelse med etableringen af Ordenen på Færøerne i 1986 og i Tjekkiet ti år senere.
Et formelt og festligt program
Jubilæet blev markeret med en ceremoni, hvor broder deputeret storsire Mads Ulrikkeholm deltog og holdt tale for Claus Ehlers.
Efterfølgende blev jubilaren fejret med flere indslag, herunder sange, kunstnerisk underholdning og taler fra både logens embedsmænd og gæster.
En særlig overraskelse ved arrangementet var afsløringen af en forgyldt medaljon med Claus Ehlers’ portræt, som skal ophænges på logens sølvkande for æresmedlemmer. Denne ære gives kun sjældent – Claus Ehlers er den tiende i rækken siden gildets etablering i 1919, og han er den første med titlen »æresgildemester«.
Jubilæet samlede i alt 71 deltagere, heriblandt Claus Ehlers’ nærmeste familie og repræsentanter fra storlogen.
Broder deputeret storsire Mads Ulrikkeholm fik overrakt et dedikeret eksemplar af logens store jubilæumsbog fra 125-årsjubilæet i 2013, som er skrevet af jubilaren selv.
Odd Fellow Loge nr. 23 Christian den 4. holder til i Danmarks ældste stadig brugte logesal, der er beliggende i Jacob Holms Gade på Amager. Med sine 80 medlemmer er logen den største i Storkøbenhavn.