Flere storme stiller nye krav til havnen

Dragør Havn er klar til kamp, når stormen pisker ind over molerne. Men flere og flere kraftige vinde fra nye retninger stiller dog også nye krav, fortæller havnefogeden.

Når det blæser op fra vest og nordvest, er Dragør Havn godt beskyttet, og bådene kan føle sig trygge, for risikoen for oversvømmelse er minimal. Men stormfloden i oktober sidste år er bare et af mange eksempler, havnefoged Finn Frigast Larsen har set på, at vejret er i forandring – og at det stiller nye krav til havnesikkerheden.

»Vi ser flere og flere kraftige vinde fra retninger, vi ikke er vant til. For eksempel når der kommer en kraftig vind fra østlig retning, bliver vi udsat for fænomener, vi ikke har været udsat for før. Og i det hele taget oplever vi, at det blæser mere, at der er længere perioder med regn, at der er længere perioder med varme. Alt det er vi nødt til at indarbejde i vores langtidsstrategi for havnen,« forklarer han.

Blandt andet betyder det, at indsejlingen hurtigere bliver sandet til. Så han har allerede bestilt en oprensning af sejlrenden til foråret for at sikre, at skibene ikke går på grund. De nye vejrfænomener er også noget, der bliver tænkt ind, når dele af havnen skal restaureres eller udbygges.

»Det gælder blandt andet renoveringen af Beghusmolen, som vi er i gang med lige nu. Den bliver tilpasset de nye forhold, hvor vi skal være forberedt på, at når det har blæst kraftigt fra nordvest, og vinden så vender til øst, så kommer vandet tilbage fra Østersøen med et ordentligt spark og kraftigt højvande,« siger Finn Frigast Larsen.

Det er selvfølgelig ikke kun Dragør Havn, der er ramt af de nye vejrfænomener. Så på alle havnemesser er det et emne, der bliver talt meget om – og erfaringsudvekslet på.

»Alle os, der har østvendte havne, er begyndt at løbe ind i større problemer, end vi har haft før,« siger Finn Frigast Larsen.

Der er idyllisk ved Dragør Havn. Men klimaforandringerne betyder risiko for mere højvande og ekstremt vejr, hvilket stiller nye krav til sikkerheden. Arkivfoto: Torben Stender.

Fik du læst?

Julehygge i Stakhaven

Bente Walløe Poulsen fortæller her om Levende Lågers tur til Stakhaven, hvor der var fællessang og musikalsk underholdning.

Læs mere »