Det har været en succes at have en borgerrådgiverfunktion, som kommunen med finansiering fra en pulje under Indenrigsministeriet fik oprettet fra 2022 til 2024. Derfor skal det fortsætte i en eller anden form.
Sådan lød det fra en enig kommunalbestyrelse, der torsdag den 19. december tog den foreløbigt sidste beretning fra funktionen til efterretning. Ideen med borgerrådgivningen har været, at alle borgere, der har modtaget afgørelser, afslag, påbud, dispensationer eller lignende, har skullet have mulighed for at kontakte borgerrådgiveren, hvis man har yderligere spørgsmål.
Borgerrådgiveren konkluderede i sin sidste beretning, at der ikke havde været nok kommunikation om projektet og derfor ikke nok kendskab til borgerrådgivningen. Hun understregede dog også, at grunden til, at hun ikke får så mange direkte borgerrådgivningshenvendelser (cirka 100 i 2024) også skyldes, at borgerne får en god service og føler sig mødt i Borgerservice, af borgmesteren og de andre kommunalbestyrelsesmedlemmer.
I sin beretning kom hun med en række anbefalinger til, hvordan man kan arbejde videre med bedre kommunikation til borgerne, og hvordan man kan forbedre borgerservice og service i sagsbehandling generelt. Mange af hendes anbefalinger er man allerede i gang med at implementere i administrationen.
Blandt andet har man implementeret en ny telefonpolitik for rådhusets medarbejdere, så der er mere ensartede telefontider for rådhuset, og at man altid får en kollega til at passe telefonen, hvis man selv er til møde eller andet.
Der er også blevet igangsat et projekt, hvor man har fokus på opdatering og brug af skabeloner for breve og afgørelser, relevante kontaktoplysninger, samt på læring via borgerrådgiverens gennemgang af skrivelser fra de enkelte områder. Der er også blevet arbejdet meget med sproget i afgørelser, så det bliver endnu mere klart og aktivt.
Borgmester Kenneth Gøtterup (C) oplyste i øvrigt på kommunalbestyrelsesmødet, at der er et samarbejde i gang med tre andre kommuner om at etablere en fælles borgerrådgivning.
»Der er afsat penge i budgettet til en borgerrådgiver. Vi er gået i dialog med Hvidovre, Vallensbæk og Ishøj, om vi kan lave en fælles borgerrådgivning. Vi har et møde i januar, hvor vi diskuterer et konkret forslag, og så bliver det sendt til beslutning i de forskellige kommuner,« sagde han.