Hidtil er valget til kommunes ældreråd altid foregået ved brevstemmevalg. Men i december 2024 havde kommunalbestyrelsen på dagsordenen at beslutte, om man i 2025 skal have mulighed for både at kunne stemme til Ældrerådet ved at brevstemme eller ved at møde fysisk op.
Sagen blev dog sendt tilbage til Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget efter forslag fra Venstre, Socialdemokraterne og Det Konservative Folkeparti.
Det skete for at sikre »en yderligere belysning af afholdelse af digital valg til ældrerådet, herunder indhentning af erfaringer fra det netop afholdte valg til Ældrerådet i Tårnby Kommune«.
Der var per september 2024 i alt 4.694 stemmeberettigede borgere til Ældrerådet i Dragør Kommune. Men ved det sidste valg til Ældrerådet i 2021 var valgdeltagelsen kun på knap 42 procent.
Det håber politikerne på at kunne øge markant ved at se på nye stemmemuligheder.