Et dansk-svensk samarbejde om vandmiljøet i Øresund kan fremover muligvis få Dragør som deltager.
Klima-, By- og Erhvervsudvalget har bedt kommunens forvaltning om at undersøge, om Dragør kan blive en del af Øresundsvandsamarbejdet, der tæller 15 danske og otte svenske kommuner samt Länsstyrelsen i Skåne. Samarbejdet er et fagligt forum, der siden 1995 har drøftet vigtige emner for Øresunds vandmiljø.
Det er et forslag fra Venstre, der har fået udvalget til at godkende en undersøgelse af, om Dragør skal tage del i samarbejdet, der dækker stort set alle kommuner langs begge øresundskyster.