Året der gik:

I gader og stræder: Byudvikling og trafik i årets løb

Bibliotekets tilgængelighed, cykelbaner, en ny trafiksikkerhedsplan og salget af Krudthus 2 skabte debat og satte retningen i 2024.

Renoveringer, nye trafiktiltag og debatter om byens kulturarv skabte både løsninger og uenigheder i kommunalbestyrelsen. Fra tilgængelighed på biblioteket og cykelbaner på Vestgrønningen til trafiksikkerhed og salget af et historisk krudthus var der masser af stof til eftertanke – og handling – for Dragørs politikere og borgere.

Strandparken i krydsfeltet

I 2024 var Boligselskabet Strandparken præget af store udfordringer med renoveringsprojekter, økonomi og en konflikt med Dragør Kommune.

Boligselskabet stod midt i en omfattende modernisering af sine ældre afdelinger, men stigende omkostninger og uforudsete problemer havde skabt pres på både økonomien og samarbejdet med kommunen.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Strandparkens Afdeling 5 på Rødtjørnen. Arkivfoto: Thomas Mose.
Strandparkens Afdeling 5 på Rødtjørnen. Arkivfoto: Thomas Mose.

Renoveringen af Afdeling 1 på Krudttårnsvej var blevet godkendt af beboerne trods betydelige huslejestigninger. Projektet omfattede blandt andet fugtsikring, tilgængelighedsboliger og nye tage.

For Afdeling 5 på Rødtjørnen blev renoveringsprojektet derimod sat på pause, da budgettet steg fra 230 til 330 millioner kroner på grund af prisstigninger, rentestigninger og problemer som grundvand og asbest.

Langstrakt debat om cykelbaner og parkering

Den langstrakte debat om cykelbaner på Vestgrønningen nåede i april 2024 sin afgørelse, da et politisk flertal besluttede at etablere baner til cyklister langs vejen ved den gamle bydel. Beslutningen indebærer nedlæggelse af 26 parkeringspladser, hvoraf kun nogle erstattes med nye pladser ved blandt andet Strandgade og Vestgrønningens nordlige ende.

Flertallet, bestående af Venstre, Socialdemokratiet, Moderaterne, liste T og Sydamagerlisten, argumenterede for, at projektet vil forbedre trafiksikkerheden og gøre vejen mere overskuelig for alle trafikanter. Det Konservative Folkeparti, der stod alene med deres modstand, har kaldt projektet unødvendigt og udtrykt bekymring for konsekvenserne for både beboere og erhvervsdrivende.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Et flertal uden om Konservative ønsker at lave cykelbaner på Vestgrønningen. Arkivfoto: Thomas Mose.
Et flertal uden om Det Konservative Folkeparti ønsker at lave cykelbaner på Vestgrønningen. Arkivfoto: Thomas Mose.

Cykelbanerne er nu på vej, men diskussionen om nødvendigheden af projektet og dets påvirkning på området fortsætter i den politiske debat.

Projektet forventes af koste Dragør Kommune 400.000 kroner.

Ikke-handicapvenligt bibliotek

Efter beslutningen om at lukke biblioteket i Hollænderhallen i 2023 har debatten om bibliotekets fremtid fyldt meget. Lukningen blev gennemført som en del af en besparelse, men mødes med kritik på grund af tilgængeligheden.

I 2024 dokumenterede en tilgængelighedsrapport, at biblioteket på Vestgrønningen ikke lever op til kravene om handicapadgang. Udgifterne til fulde forbedringer blev anslået til syv til otte millioner kroner, men kommunalbestyrelsen frigav 450.000 kroner til indvendige løfteplatforme og niveauregulering som første skridt.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Adgangsforholdene på biblioteket skal forbedres. Arkivfoto: Thomas Mose.

Sydamagerlistens forslag om at genåbne Hollænderhallen eller undersøge andre alternativer blev stemt ned, da flertallet ønsker at fokusere på forbedringer af det eksisterende bibliotek. Diskussionen om et nyt bibliotek er stadig nævnt som en langsigtet mulighed, men der er endnu ikke afsat midler til det.

Fremadrettet er der enighed blandt flertallet i kommunalbestyrelsen om at gøre biblioteket mere tilgængeligt – med yderligere tiltag som et handicaptoilet på ønskelisten.

Ny trafiksikkerhedsplan

I 2024 tog Dragør Kommune hul på opdateringen af trafiksikkerhedsplanen fra 2016. Den nye plan, »Trafikplan 2024«, blev udviklet uden borgerhøringsproces, da politikerne prioriterede en teknisk opdatering for at frigive midler til konkrete forbedringer.

Planen fokuserer på at sikre skoleveje, hastighedsreduktion og bedre forhold for bløde trafikanter som cyklister og fodgængere.

Trafikplanen rummer både nye forslag for tre en halv million kroner og urealiserede projekter fra den tidligere plan til omkring 19 millioner kroner. Blandt forslagene er fartdæmpning på Kirkevej, en højresvingsbane ved Englandsvej og bedre afmærkning på flere veje.

Kommunen har dog kun afsat 191.000 kroner til trafikforanstaltninger i 2025, hvilket gør prioritering af projekterne afgørende.

Krudthus til salg

Dragør Kommunalbestyrelse har besluttet at sælge det fredede Krudthus 2 fra 1782. Salget inkluderer grunden på 3.223 kvadratmeter, hvor der kan opføres tre rækkehuse.

Beslutningen har skabt debat, da flertallet ønsker udvikling, mens liste T og Sydamagerlisten ønsker huset bevaret til kulturelle formål.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Bygningen er en fritliggende, enetages magasinbygning i grundmur med en sokkel af kampesten og fremstår med sprutpudset murværk på alle sider. Foto: TorbenStender.
Bygningen er en fritliggende enetagesbygning i grundmur med en sokkel af kampesten og fremstår med sprutpudset murværk på alle sider. Arkivfoto: Torben Stender.

En borgerundersøgelse arrangeret af liste T viste, at størstedelen af borgerne foretrækker en offentlig eller kulturel anvendelse frem for privat salg. Modstandere frygter, at fredningskravene gør det svært at sikre bygningens fremtid, mens tilhængerne ser potentiale for både bevaring og udvikling.

Krudthusets fremtid afhænger nu af de indkomne tilbud og den kommende lokalplanproces. Lokalplanen skal sikre, at både bygningen og de mulige rækkehuse harmonerer med områdets historiske karakter.

Krudthusets lokalplan er prioriteret i 2025, hvor kommunen også arbejder på andre projekter som et spejderhus og en skaterpark.


Fik du læst?

Julehygge i Stakhaven

Bente Walløe Poulsen fortæller her om Levende Lågers tur til Stakhaven, hvor der var fællessang og musikalsk underholdning.

Læs mere »