De unge har brug for et skub ned på klubben

UngDragør vil hellere bruge ressourcer på særlig aktiviteter som denne her, hvor Jimilian gæstede Elisenborg. Arkivfoto.
Jimilian gæstede Elisenborg sidste forår. Arkivfoto.

Der er masser af nyt på programmet for de unge i det første halvår af 2025, meddeler UngDragør, men det kan godt være, at de unge får brug for lidt hjælp til at komme afsted. Der er både nyt program for ugentlige holdaktiviteter og udflugter, og allerede på fredag inviterer ungdomsklubben til årets første fest.

Alligevel kan det være svært for mange unge at komme ud ad døren til det fysiske samvær, oplever pædagogisk leder i klubben, Peter Gall. Han ser, at når de unge først er kommet ind i vanen med at bruge ungdomsklubben, er de glade for det, men skridtet ind gennem døren er det sværeste, siger han. Derfor opfordrer han forældrene til at involvere sig endnu mere i de unges sociale liv og give dem en hjælpende hånd. 

De seneste ti år er der på landsplan sket et markant fald i de unges fysiske samvær. Især drengene mødes mindre eller slet ikke fysisk med deres venner uden for skoletid. Over halvdelen af de 11-19-årige drenge mødes ikke med deres venner i løbet af ugen, viser tal fra forskningscentret VIVE fra 2022. Centret udgiver en ny rapport hver fjerde år, som gør det muligt at følge de unges hverdag og trivsel over en lang årrække. I den seneste rapport fra 2022 mødtes kun 40 procent af de 11-årige drenge med deres venner en eller flere gange om ugen, mens det i 2009 gjaldt 72 procent.

Det billede genkender Peter Gall fra hverdagen i klubben. De unge mødes, når de er til sport, og ellers sidder de oftest hver for sig og gamer med hver deres headset, hvor de holder kontakten. Men de mødes ikke fysisk for at finde på noget at lave sammen.

Peter Gall underkender hverken de sportslige eller digitale fællesskaber, men han hører samtidig fra flere unge, der kommer i klubben, at de ville ønske, at deres venner tog med. Han tilføjer, at det fysiske fremmøde i klubben også giver mulighed for samtaler med nogle voksne, som hverken er forældre eller lærere.

I efteråret 2024 blev Peter Gall kontaktet af flere bekymrede forældre, der ønskede at alliere sig med klubben for at få deres børn til at mødes fysisk, og han er glad for, at forældrene rækker ud, for han mener, at det kommer til at kræve et samarbejde, hvis de unge skal hjælpes afsted. Han har dog flere gode råd til forældrene: 

Tal arrangementerne op. Det er ikke sjældent, at Peter Gall hører børn såvel som voksne proklamere: »Der sker ikke noget for de unge i Dragør.« Men sådan er det ikke længere, oplever Peter Gall. Han mener, at forældrene kan være med til at vende diskursen og tale arrangementerne op.

Støt de unge i en alkoholfri festkultur. Sidste år gav politikerne håndslag på at mindske de kommende generationers forbrug af rusmidler – og særligt at udskyde de unges alkoholdebut. Peter Gall peger på, at en god opbakning til klubbens fester gør festerne sjovere og kan være med til at give de unge en alkoholfri festkultur og senere alkoholdebut. 

Giv dem en kærlig hånd i ryggen. Der skal bare være én ung i en Snapchat-gruppe, der skriver, at festen lyder kedelig, før de andre heller ikke tør tage afsted, fortæller Peter Gall. Derfor mener han, at det er en god idé, at forældrene aftaler indbyrdes at sende deres børn til fest, så de andre ved, at der er nogle, de kender, når de kommer frem. 

Nye regler gør, at børnene i fritidsklub fra dag til dag kan vælge om de vil på Elisenborg eller Krudthuset. Arkivfoto: Thomas Mose.
Hos UngDragør arbejder man ud fra en tese om, at »aktiviteter tiltrækker, og relationer fastholder«. Arkivfoto: Thomas Mose.

Aktiviteter tiltrækker, og relationer fastholder

Troels Lund, der er leder af UngDragør, mener også, at der er behov for et ekstra skub fra forældrene. 

»Det er min klare overbevisning, at fysiske fællesskaber er en stor del af løsningen på trivselsudfordringen, men at de unge skal have hjælp til at træde ind i de fysiske fællesskaber med et venligt skub både fra andre unge, men også fra forældre,« siger han.

Derfor mener han, at der også ligger et stort ansvar hos forældrene, når vi taler om at få flere til at bruge ungdomsklubben.

Hos UngDragør arbejder man ud fra en tese om, at »aktiviteter tiltrækker, og relationer fastholder«. I praksis betyder det, at man sørger for at have et bredt udbud af attraktive hold, udflugter og fester, som kan hjælpe med at lokke de unge til at tage det første svære skridt ind ad døren, men på den lange bane er det relationerne til de andre unge og til de voksne, der gør, at de unge får lyst til at komme igen og igen.

Ved årets første fest på ungdomsklubben Elisenborg håber Peter Gall på stor opbakning fra både unge og forældre. I foråret 2024 inviterede klubben på fest og koncert med musikeren Jimilian, og her kunne der sagtens have være flere unge med, fortæller Peter Gall, selvom han var glad for fremmødet. Det er dog ikke altid, at det er tilfældet. I december måtte han melde alt udsolgt til julefesten og skuffe adskillige, der ikke nåede at melde sig til. Det skyldtes, at festen var med den helt store bordservering, hvilket gav en naturlig begrænsning på antallet af deltagere. 

»Mad er altid et godt trækplaster,« afslutter han med et grin og håber at se lige så stor opbakning til festen på fredag, selvom den er uden servering. 

Fik du læst?

Julehygge i Stakhaven

Bente Walløe Poulsen fortæller her om Levende Lågers tur til Stakhaven, hvor der var fællessang og musikalsk underholdning.

Læs mere »