Julen er noget helt særligt i Dragør, og december har været særligt travl, da julemarkedet, Tidsrejsen-aktiviteterne og den hyggelige julestemning har tiltrukket gæster fra nær og fjern.
Den gamle bydel summede af liv, og det mærkede også nærpolitiet på Amager, da de patruljerede ved julemarkedet på Badstuevælen.
»Vi havde forventet mange mennesker, men der var nok ti gange så mange, som vi havde regnet med,« fortæller politikommissær Bjarke Alberts fra nærpolitiet på Amager.
Rolig julesæson
Selvom menneskemængden var stor, oplevede politiet ingen problemer med utryghed eller ballade. Tværtimod blev patruljebilen et populært indslag blandt børnene.
»Folk kom hen og snakkede, og børnene fik lov til at se vores patruljebil. Det virkede, som om både lokale og besøgende var glade for vores tilstedeværelse,« siger Bjarke Alberts.
Selvom der har været enkelte sager om tyveri fra biler og nogle færdselsovertrædelser, har der generelt været ro på i Dragør i december, fortæller politikommissæren.
Holder ekstra øje
Han forventer også, at de kommende måneder bliver rolige, men nærpolitiet forbereder sig på en periode, hvor de typisk holder ekstra øje med sager om utryghedsskabende adfærd.
Det sker især i årets første måneder, hvor politiet ofte rykker ud til borgere med psykiske udfordringer, der bliver udadreagerende og kan være til fare for sig selv eller andre. Det er en tendens, der rammer på tværs af kommunegrænser, og som Dragør ikke kan sige sig fri fra.
»Folk i Dragør kan jo også blive deprimerede,« understreger Bjarke Alberts.