Der bliver talt og skrevet meget om Wiedergården, fordi det blandt andet huser et fantastisk aktivitetscenter for ældre, nemlig Dragørs Aktivitetshus. Siden slutningen af 1980’erne har det tilbudt et hav af gratis aktiviteter, fælles arrangementer og en café for borgere på cirka 63+.
Men Dragør Aktivitetshus er altså ikke lig med Wiedergården. Wiedergården er selve bygningerne, som aktivitetshuset ligger i. Wiedergården er fællesbetegnelsen for både aktivitetshuset og de andre funktioner, der har til huse samme sted, for eksempel den kommunale sygeplejeklinik og hjemmeplejen.
Derudover er der en række boliger, som har adresse Wiedergården 1-63 – en boligafdeling under Boligselskabet Strandparken Dragør.
Wiedergården har i øvrigt sit navn efter Wieders Væverier, der tidligere lå på grunden. Væveriet fungerede helt ind til 1982, hvor grunden blev overtaget af Dragør Kommune, de gamle fabriksbygninger blev revet ned, og man fik opført både boliger og aktivitetscenter.
Har du et stednavn eller et område, du gerne vil have en præcis geografisk beskrivelse af og forklaring på? Så send en e-mail til redaktion@dragoer-nyt.dk
