
Dragør Kommune er i fuld gang med at forberede sig på implementeringen af den nye ældrelov, som træder i kraft den 1. juli i år.
Loven skal styrke selvbestemmelsen for ældre borgere, skabe bedre arbejdsvilkår for medarbejdere og øge den tværfaglige indsats omkring borgerne.
Helhedspleje
I stedet for det normale månedlige udvalgsmøde havde Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget tirsdag den 7. januar en temadag med fokus på den nye sundhedsreform og implementeringen af den nye ældrelov.
Et af de centrale elementer i den nye lov er overgangen til helhedspleje, som indebærer, at indsatsen omkring borgerne skal være et samarbejde mellem medarbejdere, borgere og pårørende.
Nicolaj Bertel Riber (A), formand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget i Dragør Kommune, forklarer:
»Den indsats, der skal være hos borgerne, bliver i højere grad et samarbejde mellem medarbejdere, borgere og pårørende.«
Et vigtigt fokuspunkt i den nye lov er at sikre, at ældre borgere møder færre forskellige medarbejdere i deres hverdag. Udvalgsformanden understreger dog, at dette kan være vanskeligt for borgere med særlige behov:
»Jo dårligere du er, jo flere besøg får du i løbet af en dag, og jo mindre er sandsynligheden for, at det er den samme. Hvis du for eksempel både får hjælp til sygepleje, personlig pleje og rengøring, så er det ikke de samme personer, men forskellige medarbejdere med forskellige fagligheder.«
Lokal tilpasning
Forvaltningen i Dragør Kommune arbejder nu på at udforme en plan for, hvordan ændringerne skal implementeres lokalt. Nicolaj Bertel Riber forventer, at udvalget modtager en sag om implementeringen til marts:
»Det er vigtigt, at intentionerne i ældreloven bliver realiseret, så borgerne kan opleve en reel forandring. Og samtidig skal både borgere og personalet også kunne følge med. Nu skal vi så have fundet en måde at implementere det i Dragør, så det passer til en kommune på vores størrelser«
Han anerkender de gode intentioner i loven, men understreger også, at ældreloven ikke løser alle udfordringer på området:
»Selvom loven kan forbedre arbejdsvilkårene med mere frihed for medarbejderne, står vi stadig over for udfordringer som manglen på social- og sundhedsmedarbejdere.«
Han fremhæver, at loven skal ses som en del af en større indsats for at skabe en mere robust og langtidsholdbar ældrevelfærd:
»Ældreloven er en vigtig delkomponent til at fremtidssikre ældreområdet sammen med for eksempel lønløftet. Vi skal også have en god ældrevelfærd i fremtiden, og det tror jeg, at ældreloven er med til at sikre, men den gør det ikke alene.«
Et travlt år i vente
Foruden ældreloven skal Dragør Kommune også forholde sig til kommende reformer på sundheds- og beskæftigelsesområdet. Nicolaj Bertel Riber erkender, at der er meget på programmet:
»Alle tre reformer vedrører mit område, så vi ser ind i et travlt år.«