Fra sædvanlig pålidelig kilde har jeg erfaret, at Dragør Kommune, som ejer Krudthus 2, ved sit seneste møde har besluttet sig for at afhænde Krudthus 2.
Bygningen er bygningsfredet og opført i 1782 under Søetaten som »Krudthus VII« som en del af Københavns søbefæstning.
Bygningen er i en etage med tagetage. Over bjælkelaget er et stort tagrum, og huset er således i to etager. Etagearealet er 327,66 kvadratmeter i stueetagen, men på grund af tagkonstruktionen lidt mindre i tagetagen. Altså en fredet ejendom på cirka 600 kvadratmeter, der, så længe Dragør Kommune har ejet den, er blevet anvendt som ungdomsskole, pulterrum og oplagsplads for kasseret kommunalt inventar. I dag står den tom.
Et flertal i kommunalbestyrelsen repræsenteret ved listerne A, C og V (ak og ve) har i sinde at sætte det i bygningsarkæologisk sammenhæng bevaringsværdige hus til salg.
Det sælges ikke, fordi kommunen mangler penge – dem har vi mange af. Men hvorfor så?
For 12 år siden udarbejdede jeg et projekt for en lokal gruppe, der foreslog huset anvendt som kulturhus med teatersal i tagetagen for Dragørrevyen. I den sammenhæng kunne stueetagen indrettes som medborgerhus for Sydstrandens bydannelser med Strandparkens afdeling 5, Gårdhusene og Lærkeengen som umiddelbart interesserede.
Projektet blev afvist af fredningsmyndighederne, idet man her vurderede, at fredningen af en splittet og ødelagt tagkonstruktion var mere vigtig end bygningens bevaring som center for et lokalt socialliv.
Nok er huset fredet, men en fredning betyder ikke, at huset ved en bevarende indsats ikke må gives en funktion, der giver mulighed for sociale aktiviteter. Internationalt er der vedtaget The Venice Charter, der tillader fredede monumenter at indgå i sociale sammenhænge.
I krudthusets sammenhæng betyder det, at en gennemgribende restaurering og nyindretning vil kunne finansieres dels ved tilskud fra kommune og borgere samt – og ikke mindst – fra fonde.
Resultatet vil være, at Dragør får tilført et kulturhus beliggende med lige stor afstand fra Søvang, Store Magleby og fra Dragør Gamle By med en samlingssal, der kan rumme flere end 200 mennesker.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Lidt historie
Under kong Christian 7. var Johann Friedrich Struensee gehejmekabinetsminister. Da han ankom til København i 1768, undrede han sig over, at Københavns befæstning var en bymur, der rummede fire krudttårne fyldt til randen med krudt til brug for hæren og flåden.
Struensee tænkte, at krudttårnene var en direkte fare for det forsvarsværk, der skulle beskytte byen, og han rettede derfor henvendelse til Wilhelm von Huth. Von Huth, der var artilleriofficer og ingeniør, foreslog opførelse af en række krudthuse langs Amagers østkyst, hvor hærens og flådens materiel og armering kunne opbevares.
Efter Struensees skandaløse henrettelse en januardag i 1772 var der ingen, der havde mod på at gennemføre, hvad Struensee havde foreslået, så krudthusene blev ikke opført, før krudttårnet ved Østerport røg i luften i 1789 med store menneskelige og materielle tab til følge.
Gehejmestatsrådet blev straks sammenkaldt, og allerede samme eftermiddag blev det besluttet, at de af von Huth planlagte krudthuse omgående skulle opføres. Krudthus 1-5 langs Amager Strand fra København til Kastrup. Krudthusene 6-7 ved Dragør Sydstrand.
De var alle opført efter samme tegning med E. Peymann som byggeleder. Krudthus I til V var murede konstruktioner med gule teglsten fra Egernsund, mens de to krudthuse ved Dragør blev opført med sten fra Saltholm Kalkværk i en hulmurskonstruktion udviklet af stenhugger Jacob Fortling. Den samme Fortling havde anlagt Kastrup havn, opført Kastrup Værk og var parthaver i Saltholm Kalkværk.
Ydervæggene i Krudthus VI og VII er helt igennem udført med kalkmaterialer fra Saltholm. Formur og bagmur er store kalkstensblokke savet ud fra et åbent brud på Saltholm, hulrummet er fyldt med kalksten, og overfladerne på indvendige og udvendige sider er pudsede med saltholmskalkmørtel, som er overfladebehandlede ved kalkning med læsket saltholmskalk.
Krudthusene 1 og 2, som vi benævner dem her i Dragør, er med deres opbygning de eneste huse i hele verden, der er opført på denne måde, og den fredningsbærende bygningsdel er derfor bygningens murede konstruktion, der danner facader og gavle – og ikke den splittede trækonstruktion som hævdet af Kulturstyrelsen.
Fra husenes opførelse i 1782 har anvendelsen været depot frem til 1962. De har været under Søetaten, Hæren, Kystartilleriet og Kystdefensionen. 1943 til 1945 okkuperedes bygningen af den tyske værnemagt, og fra 1945 til 1954 hører krudthusene igen under Kystdefensionen. I 1954 blev husene tømt og afgivet til Københavns kystbefæstning.
Artiklen fortsætter efter billedet.

I 1962 blev krudthusene købt af Store Magleby Kommune, og herefter skete der noget destruktivt med Krudthus 2, der har krybekælder, stueetage og tagrum. Krybekælderdæk og dæk over stueetagen er kraftige bjælkelag med otte gange ni inches gennemgående bjælker beklædt med to gange fem inches gulvplanker: altså en solid konstruktion til opmagasinering af materiel for hæren og flåden.
Der har været tre langsgående reolsystemer. Det har åbenbart været for meget for nogle. Nogen har stjålet krybekælderdækket – de kraftige bjælker og det kraftige gulv – ved at oversave den nederste meter af alle de bærende otte gange otte inches søjler, som også er stjålet sammen med reolerne. I stedet har man udlagt 60 gange 80 centimeter kommunale fortovsfliser som bund i krybekælderen og som vederlag for de betonsøjler, der erstatter det nederste af de oprindelige træsøjler.
Plan og Teknik har undersøgt i arkivalierne, men der er intet dokumenteret om Store Maglebys andel i fjernelse af 250 års vellagret tømmer fra krudthuset.
Efter kommunesammenlægningen i 1974 er krudthuset Dragør Kommunes ejendom.
Jeg kan huske i midten af 1960erne, at rygningen på krudthuset sank faretruende, og bygningen var ved at styrte sammen. Det må have været, da man savede de bærende søjler over, og hele tagkonstruktionen splittedes ad i alle samlinger. Man kan se i dag, hvorledes man dengang har været nødt til at redde tapsamlinger, overskramninger og sadlinger ved at påsømme lasker og forstærkninger. Det er denne opsplittede trækonstruktion, Kulturstyrelsen har vurderet som værende fredningsbærende.
Afvisning i Kulturministeriet
Sagen om oprettelse af kulturhuset blev afgjort i Kulturstyrelsen ved, at man på et »kontormøde« vedtog at afslutte sagen. Jeg ankede sagen til Kulturministeriet, som imidlertid efter mange e-mails og telefonsamtaler valgte at følge styrelsens afgørelse.
Jeg var så vidt, at jeg havde en halv aftale med kulturminister Bertel Haarder om, at vi sammen kunne gennemgå krudthuset, men han blev desværre forhindret, da Marianne Jelved afløste ham som kulturminister. Det skuffede mig noget, for jeg havde glædet mig til at være sammen med Bertel Haarder. Vi har begge gået på Sønderborg Statsskole, og vi havde kunnet få en god snak på sønderjysk.
I mit projekt havde jeg genskabt den oprindelige voldgrav, der omgav huset, i overensstemmelse med Dragørs kommuneplan, hvilket var i overensstemmelse med kommunens Plan og Teknik, der støttede projektet.
Samtidig udførte kommunen dog – i strid med kommuneplanen – en cykelsti hen over det areal, hvor voldgraven kunne have ligget.
Jeg håber, at Kulturstyrelsen er enig med mig i, at opførelsen af tre rækkehuse i nær tilknytning til det fredede krudthus er en forbrydelse mod vor kulturarv.
Min holdning til kommunens planer om salg af krudthuset er, at man er godt på vej til at sælge ud af kommunens arvesølv. Vi har i dag et klenodie, hvis muligheder kun fantasien sætter grænser.
Tænk dog kreativt!
Med venlig hilsen
Ole Storgaard
Arkitekt m.a.a.
Dragør