De er Danmarks bedste – men betaler selv for det hele

Medaljer og pokaler slås om pladsen i Itosu-Kai Karate Dragør, hvor også landsholdet træner. Men historien om karate er også historien om, at alle selv må betale for træning, rejser og deltagelse ved mesterskaber. En pengemaskine er det ikke.
Frederikke Bjerring har vundet masser af medaljer – men må selv betale for konkurrencedeltagelse, rejser over hele verden og trænere. Det er meget svært at få sponsorer i karate. Foto: Kirsten Marie Juel Jensen.

Der er en grund til, at der altid bliver joket med, at forældre krydser fingre for, at deres børn kommer til at spille golf, tennis eller til nøds bliver professionelle fodboldspillere i Christiano Ronaldo-ligaen. For det er der, millionerne ligger. En ting er sikkert, de ligger i hvert fald ikke i karate.

Selvom den traditionelle kampsport har rødder tilbage i 1800-tallet. Selvom udøverne bruger hundredvis af timer om året på sporten. Og selvom medaljer og pokaler regner ned over en klub som Itosu-Kai Karate Dragør. Så får trænerne ikke meget i løn – hvis de overhovedet får noget. Langt de fleste trænere arbejder frivilligt. Der følger ingen pengepræmier med medaljer eller pokaler. Og sponsorer er nærmest umuligt at opdrive.

Det fortæller Anne Sofie Gehl Winther og Frederikke Bjerring, der er henholdsvis landstræner og landsholdsdeltager og lægger mange timer i Itosu-Kai Karate Dragør.

»Da jeg var på landsholdet, fik jeg deltagelse ved Nordiske Mesterskaber, EM og VM betalt, og så havde jeg Grundfos som sponsor. Alligevel brugte jeg i hvert fald 50.000 kroner om året på at rejse til stævner,« fortæller Anne Sofie Gehl Winther, der også stillede op til DM i masterrækken i 2023 og vandt guld.

Betaler selv for stævner og rejser

For Frederikke Bjerring, der blandt andet vandt bronze ved Copenhagen Open i år og sidste år vandt sølv til DM for seniorer og sølv til Nordiske Mesterskaber, kan 50.000 kroner ikke gøre det. For der er ikke længere penge i Dansk Karate Forbund til at betale for at sende hende og de andre landsholdsdeltagere afsted til mesterskaber og stævner. De får et lille tilskud, men må betale det meste selv. For individuel træning, transport, hotel og konkurrence-fees.

»Det er også blevet meget svært at skaffe sponsorer, for vi har ikke ret meget at tilbyde som karateudøvere. Der er bare ikke ret meget mediefokus på vores sport i Danmark. Så det kræver sponsorer, der ser potentialet i at støtte en god sag – og som vil være med til at løfte både sporten og de talenter, der stræber efter at nå deres mål.,« lyder det fra Frederikke Bjerring.

Anne Sofie Gehl Winther ærgrer sig rigtig meget over den økonomiske udvikling i sporten. Ikke, fordi hun synes, at det skal handle om penge, men fordi pengene afholder folk fra at fortsætte.

»Jeg har haft landsholdsudøvere, der er endt med at vælge karate fra, fordi det simpelthen er for dyrt med alle rejserne og træningen. Og det forstår jeg virkelig godt. Men det gør da megaondt, at det skal være sådan,« siger hun.

Har stadig et håb

Hun tjener selv en smule på at være landstræner – men slet ikke nok til, at hun kan gå på deltid på sit job som politibetjent. Og selvom hun elsker sit job i politiet, lægger hun ikke skjul på, at den ultimative drøm er at kunne få penge for at være karatetræner på fuldtid.

»For det er ikke optimalt, at jeg ikke engang kan tage med mine deltagere ud i verden, når de konkurrerer. Det gør jeg nogle gange, men slet ikke altid. I stedet har vi forældre, der gør et kæmpe stykke frivilligt arbejde og tager coachuddannelse for at kunne tage med og blive lukket ind til stævnerne,« forklarer Anne Sofie Gehl Winther.

Og Frederikke Bjerring supplerer: »Ja, forældregruppen er virkelig uundværlig, ellers ville det slet ikke kunne lade sig gøre, at vi havde så mange dygtige eliteudøvere, der kan tage ud i verden og konkurrere,« siger hun.

Anne Sofie Gehl Winther vil dog holde fast i et håb for fremtiden. For hun ser, at de danske karateudøvere har viljen og kapaciteten til at bringe det vidt til internationale mesterskaber.

»Jeg håber, at vi med vores resultater kan være med til at rykke noget, så vi kan få en fuldtidstræner til landsholdet, og så sponsorer kan se værdien i at støtte karateudøverne,« siger hun.

Det handler om respekt

Karate handler om at sætte sig mål og opnå dem, men i høj grad også om etikette og respekt. Derfor er der en lang række uskrevne regler for, hvordan man skal opføre sig i en traditionel dojo (træningslokale), som Itosu-Kai Karate Dragør har. Her er nogle eksempler:

• Når man træder ind i dojoen, bukker man. Man skal i øvrigt tage sine sko af, inden man går ind. Og de skal stilles i pæn orden ved indgangen.
• Man hilser altid på instruktører og sortbælter med et buk og ordene »onegai shimasu«, der betyder »vær rar at hjælpe mig«.
• Når man skal træne sammen to og to eller kæmpe mod hinanden, bukker man først for hinanden med ordene »onegai shimasu«. Når man er færdig med samarbejdet, bukker man igen og siger »arigato gozaimasu«, der betyder »tak for hjælpen«.
• Dojoen må ikke betrædes med sko. Disse sættes i pæn orden ved indgangen.
• I klubben tiltales chefinstruktøren med »sensi« (lærer). Alle andre instruktører og assistenter med sort bælte (eller mere) tiltales med »sempai«.
• Når der bliver sagt »seiza«, sætter man sig ned på knæ, lukker øjnene og forsøger at finde fokus. Man afslutter timen på samme måde, som man startede den.

Karate er en passioneret og udtryksfuld sport. Som man kan se i billedserien herunder, er der både masser af teknik, styrke og balance i de mange forskellige karatemoves, man skal mestre i kata.

Her er det landsholdsudøverne fra det danske katalandshold, som Anne Sofie Gehl Winther træner i Itosu-Kai Karates lokaler i Dragør:

Fik du læst?