Når man træder ind i Itosu-Kai Karate Dragør, træder man ikke bare ind i et træningsrum. Man træder ind i et helt særligt univers, hvor rammerne er blevet sat af flere generationer af japanske karateudøvere.
Man bukker, inden man træder over dørtrinnet til dojoen, som træningsrummet kaldes. Og igen, inden man går ind på den kvadratiske røde og blå måtte. Man bukker for sin træner, og man bukker for hinanden, inden man går i kamp. Man takker sin træner for, at han eller hun vil træne en, og man takker sine elever for, at de vil lade sig træne.
Karate er gennemsyret af værdier som respekt, disciplin, ydmyghed og loyalitet – værdier, som man skal efterleve, uanset om man er tre år eller 53. Og det er ikke et problem for en eneste af klubbens cirka 115 medlemmer, der alle sværger til en meget traditionel form for karate: nemlig Itosu-Kai-Karate-stilart, der har rødder i Shito-Ryu karate, som er stiftet på den japanske ø Okinawa tilbage i 1800-tallet.
»Jeg tror, at vi er gode til at italesætte rammerne i dojoen. Dem kan vi ikke diskutere. Jeg har da været ude for, at jeg må sige til nogle børn, at hvis I ikke vil høre efter, så må I sidde udenfor. Men generelt er det noget, børnene lærer og accepterer meget hurtigt. Og forældrene støtter enormt meget op om det. Så vi har ventelister til vores børnehold og oplever i øvrigt ofte, at det er børnene, der starter til karate, men så er forældrene med, får interessen og begynder også selv,« forklarer Frederikke Bjerring, der har dyrket karate i Dragør-klubben, siden hun var otte år.
Nu er hun både eliteudøver på det danske katalandshold, og så træner hun flere karatehold for børn og unge.
Anne Sofie Gehl Winther, der både er hendes personlige træner, landsholdstræner og elitetræner i Itosu-Kai Karate Dragør, er helt enig i, at der er stor opbakning til den meget traditionelle måde, de kører tingene på her på Møllelodden i Store Magleby, hvor dojoen ligger.
»Disciplinen falder helt naturligt for børnene, og forældrene er enormt glade for, at det er sådan, vi gør det. De oplever deres treårige omtale træneren med respekt og kærlighed som det mest naturlige. For børnene er det også meget nemt at forholde sig til. Karate er meget visuelt. Træneren står forrest. Og der er bestemte farver på bælterne, alt efter den grad, man har,« fortæller hun.
Hun har selv dyrket karate, siden hun var 11 år. Sportsdansertræningen blev resolut byttet ud med karate, da hun havde set filmen Karate Kid i starten af 90’erne.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Karate er mit kald
Ud over at man bliver slået af det store ønske om at vise respekt for hinanden og for karaten, når man træder ind i dojoen, bliver man ramt af intensiteten i Frederikke Bjerrings og Anne Sofie Gehl Winthers stemmer og øjne, når de taler om karate. Der er tydeligvis voldsomme følelser i spil for dem. Passion. Kærlighed. Stolthed. Vrede. Frustration. Lykke. Alle følelser er de igennem, når de kæmper til stævner – men også i hverdagens træning og hele deres tilgang til det at dyrke karate.
»Karate er mit kald. Det mærkede jeg med det samme, jeg begyndte til det. Min træner var også min karatefar. En karatefar, jeg desværre mistede i 2020. Men alt det, jeg siger i min træning, er ham. Og når jeg står på sidelinjen og hører Frederikke træne, hører jeg ham gå igen i hende. Det er en helt særlig følelse,« lyder det fra Anne Sofie Gehl Winther.
Hun voksede op i Jylland, men da hun kom på karatelandsholdet i 2008, begyndte hun at træne i Dragør.
Her mødte hun Frederikke Bjerring, der dengang var en lille pige. Og da Anne Sofie Gehl Winther efter fem år på landsholdet blev træner og flyttede til Amager, blev hun også Frederikke Bjerrings træner. Så de to har kendt hinanden i mange år og omtaler hinanden som familie.
Selvom de mødes til træning flere gange ugentligt, kommunikerer de sammen hver dag og deler karatevideoer på Youtube, Facebook og Instagram. For der er hele tiden lige noget fedt, de vil vise hinanden. Et nyt karate-move. Eller en ny måde at træne på, som understøtter karaten.
Træning og kamp er to forskellige ting
Karate består af traditionel træning, hvor man udfører de rette karatestillinger i den traditionelle stilart og hele tiden stiler efter at blive bedre.
Man arbejder konstant på at styrke både fysikken og den mentale del, fokus, overblik og den indre ro. Det er her, man undervejs kan tage gradueringer, en slags eksamener, hvor man kvalificerer sig til de forskellige bælter og dan, altså grader af udvikling inden for den karatestilart, man dyrker.
Og så er der sportskarate – konkurrencedelen, hvor man kæmper mod andre til nationale og internationale stævner: DM, EM og VM.
»Som træner og elev kommer man enormt tæt på hinanden. Vi vil hinanden det bedste, og vi er der for hinanden. Når jeg står ude på sidelinjen og ser Frederikke kæmpe, kan jeg næsten ikke være i mig selv. Jeg vil det bare så gerne på hendes vegne. Jeg kan mærke hende,« forklarer Anne Sofie Gehl Winther.
Frederikke Bjerring føler sig også enormt forbundet med Anne Sofie Gehl Winther:
»Karate er så stor en del af vores liv. Hun kender mig både som atlet og menneske og kan altid bare se lige igennem mig, hvis jeg har en dårlig dag. Jeg ved, at hun vil mig alt det bedste.«
Selvom Anne Sofie Gehl Winther forklarer, at hun som træner altid kræver det bedste af sine elever. For der skal være en grund til, at hun går glip af nattesøvn, endnu ikke kan finde ud af at tænde komfuret i det hus, hun og hendes mand flyttede ind i for et år siden, og generelt giver alt, hvad hun har. Men det skal ikke misforstås som et pres.
»Det vil gøre så ondt, den dag Frederikke måske stopper på landsholdet. Men det er ikke, fordi jeg ikke har respekt og tillid til den beslutning, hun tager. Det er, fordi man giver så meget. Hvis jeg ikke følte noget, kunne det jo være lige meget,« siger hun.
Og Frederikke Bjerring har det på samme måde. Ikke, fordi hun er bange for at skuffe Anne Sofie Gehl Winther. Hun ved, at Anne Sofie også bakker hende op, hvis hun stopper til karate på landsholdet. Men imens de begge er i det, er afhængighedsforholdet altoverskyggende.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Handler om adrenalin og endorfiner
Det største pres i karaten lægger Frederikke Bjerring dog på sig selv. Hun vil vinde. Hun vil være den bedste. Det er også derfor, hun er havnet på landsholdet.
»Jeg startede, fordi min storesøster gik til karate, og min far derefter også var startet. Det blev sådan en familieting, vi havde sammen. Og så ville jeg jo bare alt, min storesøster gjorde. Men så udviklede det sig. Karate passede til min personlighed. Jeg kan godt lide at blive dygtig til noget,« fortæller hun.
Så hun blev dygtig. Så dygtig, at hun nu træner karate halvanden time tre gange om ugen. Derudover dyrker hun en times fysisk træning fire gange om ugen. Og så underviser hun karatehold en til to gange om ugen.
Det er altså ud over et fuldtidsjob som management consultant i et konsulenthus, som hun har haft siden i sommers, hvor hun blev kandidat i erhvervsøkonomi og psykologi på CBS.
En helt almindelig dag starter altså med fysisk træning klokken seks om morgenen, går over i en lang arbejdsdag og slutter med karatetræning i dojoen. Og hun vil utrolig gerne beskrive, hvorfor alle de mange timers træning og slid er det hele værd.
»Et godt eksempel er, da jeg afleverede min bacheloropgave. Det var fedt. For jeg er en stræber, der gerne vil gøre det godt. Men da jeg så vandt en runde et par dage efter, (EM i Tyrkiet i 2022, red.) var det så meget vildere. Det er svært at beskrive, men det er noget, der kommer indefra,« fortæller Frederikke Bjerring.
Hendes blik er igen meget insisterende. Hun vil så gerne forklare. Få andre til at forstå, hvor fantastisk det er at dyrke karate.
Der er også en ren fysiologisk forklaring, lyder det fra Anne Sofie Gehl Winther.
»Det handler jo om adrenalin og endorfiner. Adrenalinen på gulvet er ubeskrivelig. Og endorfinerne får du af den fysiske træning, den sunde krop og af at mærke sammenholdet her. Når man er den målrettede type, som både Frederikke og jeg er, så passer karate bare perfekt til os. Jeg kan ikke bare træne, jeg har brug for et synligt mål. Da jeg blev mor for tre år siden, troede jeg, at jeg skulle slippe karaten for at have tid til mit barn. Men det holdt kun et halvt år, så var jeg nødt til at komme tilbage. Det ligger så dybt i mig,« fortæller hun.
Hun har fundet en måde, hvor hun synes, at hun kan nå det hele: fuldtidsjobbet i Københavns Politi, manden og ikke mindst den treårige datter. Men også hendes træning i vægtløftning og crossfit, som hun holder ved lige for at tømme hovedet, samle energi og holde kroppen stærk – og så karatetræningen for henholdsvis eliteudøverne i Dragør og landsholdet, som hun står for fire gange om ugen.
»Jeg siger altid, at jeg må sove, når jeg bliver gammel. Men i virkeligheden handler det om, at jeg er enormt struktureret. Derfor kan det hænge sammen. Og så lægger jeg oftest træning om aftenen, når min datter er puttet, så jeg ikke går glip af tid med hende. For familien er det vigtigste. Det ved mine karateelever også. Og ja, så har jeg en mand, der bakker mig utrolig meget op. Til gengæld sørger jeg for at sende ham på jagt, så ofte som det kan lade sig gøre. Det er hans space,« forklarer Anne Sofie Gehl Winther.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Karate er bare skidesundt
Der er ingen tvivl om, at de to kvinder ser masser af karate i spåkuglen. Anne Sofie Gehl Winther købte et hus sammen med sin mand, fordi det kun ligger seks minutter væk fra karateklubben i Dragør. Det siger vist det meste. Og Frederikke Bjerring, der er født og opvokset i Dragør, men nu bor på Frederiksberg med sin kæreste, planlægger også at vende tilbage til Dragør, hvor hun alligevel hele tiden har sin gang i karateklubben. Både klub- og landsholdstræning foregår nemlig her.
Mest af alt håber de at kunne blive ved med at give karaten videre til andre. For det er på mange måder det, karate handler om. Som de gamle karatemestre, der sendte deres lærlinge ud for at øve sig, samle ny karateviden og derefter komme tilbage og undervise andre i det.
»Min datter på tre går allerede til karate, og jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke håbede, at hun bliver lige så meget til karate som mig. Jeg kommer aldrig til at presse hende – det er hendes valg. Men drømmen er der jo, fordi karate og de værdier, der ligger i det, har givet mig så meget,« siger Anne Sofie Gehl Winther og fortsætter:
»Og så drømmer jeg om at kunne være landsholdstræner på fuldtid og leve af det. Det kan man slet ikke i dag, som økonomien i karate ser ud. Men jeg føler virkelig, at jeg har noget at give den her sport, og at vi kan løfte den til et helt nyt niveau. Jeg håber, at de resultater, jeg allerede har været med til at sikre, kan vise, at karate er en sport, der er værd at poste penge i. Uanset hvad kommer jeg aldrig til at stoppe med karate. Det er som sagt mit kald.«
Også Frederikke Bjerring har tænkt sig at holde fast i den sport, der har givet både hende og hendes familie så mange gode oplevelser gennem årene, ikke mindst med at rejse rundt i verden for at deltage i stævner.
»Karate ligger så dybt i mig. Det er en del af min identitet og noget, jeg aldrig kommer til at slippe. Jeg føler også, at jeg har lært en masse værdier, jeg har kunnet bruge på mange andre måder i mit liv. Disciplin. Loyalitet og ydmyghed. Og jeg har aldrig haft et problem med at fremlægge eller gå til eksamen, fordi jeg har været vant til at undervise, siden jeg var 15, og gået til stævner og gradueringer, fra jeg var helt lille,« siger hun.
Anne Sofie Gehl Winther kan i forlængelse af Frederikke Bjerrings ord ikke lade være med lige at konkludere, hvorfor hun mener, at alle burde dyrke karate.
»Jeg tror simpelthen, at det er skidesundt på alle parametre. Men det kommer nok ikke bag på nogen, at jeg synes det,« slutter hun med et grin.
Om Itosu-Kai Karate
Dansk Karate Forbund har cirka 10.000 medlemmer fordelt på 110 forskellige klubber rundt om i Danmark. Klubberne dyrker forskellige stilarter. Itosu-Kai Karate Dragør er sammen med en klub i Valby og en i Kolding de eneste tre klubber i Danmark, der dyrker stilarten Itosu-Kai Karate, som stammer fra Japan.
Itosu-Kai Danmark blev startet i 1976. Tejs Damkjær, der i øvrigt også er tidligere landsholdstræner, er sensei – hvilket vil sige leder og cheftræner – i Itosu-Kai Karate Dragør.
Karate består i øvrigt af to forskellige dele:
Man kan dyrke traditionel træning, hvor man graduerer sig. Det vil sige, at man går til en slags eksamen i karate, hvor man viser, at man kan sit pensum, der indeholder både teknik, etikette og regler i dojoen. Når man graduerer, får man forskellige bæltefarver og grader. De lysere farver kaldes kyu-grader eller elev-grader. Når man har opnået alle kyu-grader, får man det sorte bælte, og herefter graduerer man sig til flere dan, som mestergraderne kaldes.
Derudover kan man dyrke sportskarate, som er konkurrencedelen. Det kan man gøre på to måder. Kata er en meget svær karateserie med karatestillinger mod en imaginær modstander. Kumite er, når man kæmper mod en modstander. Inden for begge retninger kan man konkurrere ved både nationale og internationale stævner.
Om Anne Sofie og Frederikke
Om Frederikke Bjerring
• 27 år.
• Født og opvokset i Dragør.
• Har dyrket karate, siden hun var otte år.
• Bor på Frederiksberg med sin kæreste.
• Har en kandidatgrad i erhvervsøkonomi og psykologi.
• Arbejder som Management Consultant i konsulentvirksomheden Personae.
• Er på karatelandsholdet og har både vundet DM og NM for seniorer fem gange. Har gået tre runder til VM, deltaget ved European Game og senest vundet Berlin Open i efteråret 2024.
Om Anne Sofie Gehl Winther
• 43 år.
• Gift og har en datter på tre år.
• Har en bachelorgrad i idræt.
• Uddannet politibetjent.
• Arbejder ved Københavns Politi.
• Var på karatelandsholdet 2008–2013 og har vundet mange medaljer.
• Er landstræner for karatelandsholdet og har været det siden 2023.
• Ubesejret dansk mester i fem år, nordisk mester flere gange og opnåede top-otte ved EM 2012.
• Var nummer ti på verdensranglisten i 2012.