Fjernvarme er en af de billigste opvarmningsformer, hvis man ser på gennemsnitspriser for en normalisoleret bolig på 130 kvadratmeter. Det har Videncentret Bolius netop lavet en grundig beregning af – baseret på et årligt energiforbrug på 18.100 kilowattimer inklusiv opvarmning af forbrugsvand.
Fjernvarme kan i den sammenhæng kun slås på prisen af luft til luft-varmepumper. Og det er de færreste helårsboliger, der kan klare sig med luft til luft-varmepumper, som er en mere almindelig opvarmningsform til sommerhuse.
Når man i Dragør netop nu skal tage stilling til, om man skal lave en bindende tilmelding til fjernvarmeudrulningen i kommunen og se på de priser, der offentliggøres fra Dragør Fjernvarme, kan det være en rigtig god idé at se på prissammenligninger som den, Bolius har lavet. For der er mange faktorer, man skal indregne, hvis man skal have installeret en ny opvarmningsform – og det vil langt de fleste i Dragør i den nærmeste fremtid. Om ikke nu, så i 2035, hvor naturgas efter regeringens klimaplan skal være helt udfaset i Danmark.
Fjernvarme billigere end el, jordvarme og gas
Og hvad er det så for et regnestykke, man skal lave, når man overvejer fjernvarme?
Den aktuelle gennemsnitspris for fjernvarme er ifølge Forsyningstilsynets prisstatistik 512 kroner per megawatttimer. Prisstatistikkerne kommer to gange om året. Denne pris er fra august 2024, og den næste forventes at komme i juli.
Ud over forbrugsprisen skal man regne med en fast årlig fjernvarmeafgift, der i gennemsnit ligger på 3.774 kroner. At få installeret en fjernvarmeunit koster i gennemsnit 20.208 kroner, og derudover kommer så den stikledning, der skal gå fra ens fjernvarmeunit og ud til den nærmeste hovedledning for fjernvarme. Den koster i gennemsnit 27.938 kroner at få gravet ned. Vil man have en årlig service på sin fjernvarmeunit, koster det i gennemsnit 454 kroner.
Det er en hel masse tal at forholde sig til, men ifølge Videncentret Bolius’ beregninger vil det give en årlig pris (inklusiv afskrivning, service og rente) på 18.514 kroner for fjernvarme.
Til sammenligning koster det eksempelvis 35.551 med elradiatorer, 20.911 kroner for jord til vand-varmepumpe og 22.782 for et gasfyr. En luft til luft-varmepumpe koster kun 15.780 kroner om året.
Fjernvarmepriser kan ændre sig
De ovenstående tal er som sagt gennemsnitspriser, og fjernvarmepriser kan ændre sig. Det har de gjort flere gange over de seneste år.
Ifølge prisstatistikken fra Forsyningstilsynet steg prisen for fjernvarme i et 130 kvadratmeter stort hus i gennemsnit med 7,1 procent fra august 2023 til august 2024. Ser man på 2024 alene, stod priserne dog ret stille.
Årsagen til de seneste års prisstigninger skyldes ifølge Videncentret Bolius, at et tidsbegrænset tilskud – det såkaldte grundbeløb – fra staten til fjernvarmeværkerne forsvandt i 2019. Mange af de fjernvarmeselskaber, der havde fået tilskuddet, lå i landdistrikterne, og det er netop disse, der hævede priserne betragteligt, da tilskuddet så forsvandt. Omvendt har nogle fjernvarmeselskaber sænket priserne meget, fordi de eksempelvis har fået nye og billigere brændselsformer.
Forskel på produktionsomkostninger
At der også kan være stor forskel på fjernvarmepriserne fra kommune til kommune, skyldes, at der er stor forskel på produktionsomkostningerne. Der er længere mellem kunderne i landdistrikterne end i byerne, hvilket blandt andet gør, at der er større varmetab på grund af de længere rørstrækninger. Derudover kan prisen afhænge af, hvor nyt eller gammelt et anlæg fjernvarmeselskabet har, eller hvilke brændselstyper eller varmeanlæg de bruger.
Følg med i fjernvarmepriserne
Forsyningstilsynet offentliggør to gange om året en statistik for udviklingen i de priser, forbrugerne betaler for leveringen af varme fra deres fjernvarmeværk. Statistikken viser priserne for to standardboliger: en lejlighed på 75 kvadratmeter med et standardforbrug på 15 megawatttime, og et hus på 130 kvadratmeter med et standardforbrug 18,1 megawatttime.
Følg med her: www.forsyningstilsynet.dk/analyser-og-tal/forbrugerpriser/fjernvarmepriser
Sammenlign de forskellige opvarmningsformer
Her er den årlige pris udregnet i kroner inklusiv afskrivning på anskaffelse af fyr/enhed, service og rente. Det er gennemsnitspriser for en normalisoleret bolig på 130 kvadratmeter med et anslået årligt energiforbrug på 18.100 kilowattimer inklusiv opvarmning af forbrugsvand.
Brændeovn: 25.975 kroner
Pillefyr: 20.260 kroner
Elradiatorer: 35.551kroner
Luft til vand-varmepumpe: 22.320 kroner
Jord til vand-varmepumpe: 20.911 kroner
Luft til luft-varmepumpe: 15.780 kroner
Gasfyr: 22.782 kroner
Oliefyr: 34.209 kroner
Fjernvarme: 18.514 kroner
Læs mere på: www.bolius.dk/det-koster-de-forskellige-opvarmningsformer-887
