Kystbeskyttelsesloven lægger op til, at ejere af fast ejendom kan pålægges bidragspligt, når der laves kystsikring – hvis altså ejerne får direkte nytte af kystsikringen. I Dragør har et flertal i kommunalbestyrelsen besluttet, at det er den metode, man vil bruge.
Beløbet kan regnes ud på flere måder, men et typisk udgangspunkt er, hvor stor gavn en ejendomsejer får af kystsikringen, og hvor høj ejendomsværdien er. Som udgangspunkt kan man altså gå ud fra, at en villaejer i første række til Øresund ved Sydstranden får en højere regning end en beboer i en mere beskeden bolig i ottende række til vandet i Søvang.
I den første etape af kystsikringen, der løber fra Kongelunden og til og med Søvang, vil regningen skulle deles ud på cirka 800 ejendomsejere. I den anden etape, der dækker resten af kommunen frem til lufthavnen, er der tale om cirka 1.500 ejendomsejere.
For at komplicere tingene yderligere er en ejendomsejer ikke lig med en husstand. Udlejningsejendomme kan for eksempel rumme flere husstande, mens der også findes for eksempel militære områder, kommunal jord og marker, hvor der ikke er husstande.
Udover at kommunen bidrager til projektet som ejere af fast ejendom, fremgår det af kystbeskyttelsesloven, at kommunen derudover også har mulighed for at bidrage til projektet, hvis det eksempelvis vurderes, at projektet derved tilføres ekstra værdi for kommunens borgere generelt. Dette er ikke et lovkrav, og det vil altid være op til kommunen selv at vurdere, hvorvidt et sådant kommunalt bidrag er relevant.
Liste T foreslår, at man gør op med nytteprincippet og i stedet tager udgiften fra kommunekassen – det vil sige, at alle skatteborgere kommer til at betale for kystsikringen og ikke kun dem, der får en direkte fordel af den.
