Dragør. På lang sigt kender ingen prisen for den enkelte husejer og måske heller ikke for kommunen. Der er desværre både gode og meget dårlige eksempler fra andre steder i Danmark. Et ja til fjernvarme giver igen kolossale opgravninger i næsten hele Dragør.
Fjernvarme markedsføres som grøn energi, der hjælper den grønne omstilling, men HOFOR afbrænder enorme mængder nyt træ, som ovenikøbet er fældet langt væk fra Danmark. Det udleder rigtig meget CO2. Det er i min optik meget langt fra at være grøn energi.
En mindre del af energien kommer fra afbrænding af affald. Det er okay. HOFOR arbejder på i stigende grad at fjerne en del af røgens CO2, men der er lang vej, før det rigtigt batter noget, og det er rigtigt dyrt.
Der arbejdes dog også på at etablere varmepumper, som har varmeveksler i havvandet. Det giver håb til fremtiden.
Byggeriet står for udledning af store mængder CO2. Arkitekter siger, at vi skal genbruge og renovere flere huse – og derved spare CO2-udledning. Bygning af nye huse skal i fremtiden bygges med meget mindre CO2-belastning, og derfor skal huse i stigende omfang bygges af træ.
Jeg synes ikke, at vi skal forøge skovhugsten ved at vælge fjernvarme i Dragør. Lad os bygge flere huse af træ i stedet for at smide så meget CO2 ud i atmosfæren. Lad træerne vokse og fortsætte med at forbruge CO2. Det er grøn udvikling.
I Danmark bruges store mængder gas til industri og opvarmning. Biogas, som laves af vores affald, udgør en mindre, men stigende andel af vores gasforbrug. Målet er at udfase den fossile naturgas ad åre. Vi kan forvente, at regeringen vil bruge gasprisen til at nå målet. På den måde kan vi netop beholde vores gasnet til biogassen. Gasfyrene bør vi derfor kun bevare, hvor det er den bedste løsning. Det vil være en rigtig grøn udvikling.
Tilskud til varmepumpe
De husejere, som kan, bør gå væk fra gas og ikke tilmelde sig fjernvarme. Mange husejere vil med fordel kunne få eldrevne varmepumper.
Der har i mange år været et godt tilskud til at oprette varmepumper, men kun i områder, der ikke er udlagt til fjernvarme. Hvis Dragør ikke får tilstrækkeligt antal bindende tilsagn til fjernvarmen, så vil vi nok igen kunne få tilskud til varmepumper.
Varmepumper egner sig bedst til velisolerede huse. Det er en yderligere inspiration til at vedligeholde og efterisolere sit hus. På lang sigt vil det også være økonomisk rigtigt. Det er en skrøne, at kun huse med gulvvarme passer til varmepumper. Ældre dårligt isolerede huse kræver høj fremløbstemperatur til radiatorerne. En bedre isolering og moderne højisolerende vinduer vil gøre, at radiatorernes fremløbstemperaturer kan sænkes så meget, at varmepumpen kan fungere godt.
Men der kan være steder, hvor bygnings- eller pladsmæssige forhold umuliggør installationen. Her giver gassen stadig god mening.
Grøn el, som er fra vindmøller, solceller, vandkraft eller atomenergi, er næsten uden CO2-belastning. Danmarks elforbrug er lige nu 80 procent grøn. Om få år vil Danmark næsten udelukkende bruge CO2-fri el.
Huse, der opvarmes via el, har afgiftfritagelse på elforbrug over 4.000 kilowatttimer.
Om få år vil rigtig mange af os have elbil. Mange har også en ladeaftale, som ligeledes giver rabat på elafgiften. Det passer derfor rigtig godt sammen.
Nogle huse har solceller med batterier. Det kan reducere købet af el generelt eller helt fjerne det i de særligt dyre timer mellem klokken 17 og 21. Batterierne oplades af solen og lyset i de lyse måneder, imens man om vinteren oplader med billig strøm om natten.
Alle, jeg kender, der har solceller, bliver automatisk mere energibevidste, så der går hurtigt sport i den.
De nyeste anlæg har ovenikøbet også mulighed for at give strøm, når elnettet er nede. De seneste år er solcellerne og batterierne faldet voldsomt i pris. Derfor er dette valg meget mere relevant end tidligere, uanset hvilken varmekilde der er i huset.
Min opfordring er derfor, at flere overvejer, om ikke den grønne vej er både billigere og bedre end at sige ja til fjernvarmen.
Som jeg har skitseret, kan omstillingen tages i mange etaper over lang tid. Jeg tror også, at det er den billigste løsning på lang sigt.
Endelig har vi chancen for hver især at gøre noget markant for den grønne omstilling. Så kan vi håbe, at andre også gør deres.
Med venlig hilsen
Niels Hjorth