Ny skoleleder ser sig selv som både vejviser og puslespilsbrik

Jon Lillemark Jørgensen har ikke stået mange sekunder i skolegården på Dragør Skole, før en elev har været forbi for at spørge, hvorfor han skal fotograferes. Og en gruppe piger fra skoleavisen kommer hen for at høre, hvornår han har tid til et interview.

»Det tager vel ikke så lang tid?« spørger han med et smil.

»Nej, vi har bare 16 spørgsmål,« lyder svaret.

Hans smil bliver bredere. Det mener han alligevel nok, de kan finde tid til.

Først går han dog op på sit kontor med en journalist fra Dragør Nyt i hælene. Her forklarer han, at skolegårdssituationen faktisk fortæller en del om, hvordan det er at være trådt til som ny skoleleder på stedet. På Dragør Skole er der et særligt fællesskab, og alle – fra pedel og sekretær til undervisere, pædagoger og ledere – har en tæt daglig kontakt til børnene og hver deres rolle i at give dem nærvær og opmærksomhed.

»Det føles helt utroligt at være blevet skoleleder et sted, hvor det at gøre en positiv forskel for børnene er det, der er motoren for hele personalet. Vi er alle til for eleverne. Der er lidt som at komme hjem,« forklarer Jon Lillemark Jørgensen.

Han kan godt selv høre, at det er lige før, violinerne spiller i baggrunden, men han kan ikke lade være med at kaste sin begejstring på bordet med det samme. For det er ikke tilfældigt, at han er blevet skoleleder på Dragør Skole. Det er noget, han har gået målrettet efter.

Dragør Skole var på bucket list

Jon Lillemark Jørgensen bor selv i Sundby, men har faktisk ofte cyklet forbi Dragør Skole. Han elsker at cykle, og han elsker at komme til Dragør og få en kop kaffe på en af cafeerne eller gå en tur på havnen. Og så kunne han jo lige så godt titte ind i skolegården.

»Dragør Skole har længe været på en bucket list for mig. Faktisk så meget, at jeg havde sat en digital jobagent op, der gav mig besked, så snart der blev en ledig stilling. Så jeg må sige, at der var stor lykke, da jeg kunne søge stillingen som skoleleder og endte med at få den,« siger Jon Lillemark Jørgensen.

Han blev uddannet lærer i 2005, og han har de seneste 10-15 år arbejdet med skoleledelse og været viceskoleleder – både på specialskoler, folkeskoler og senest to år på Ingrid Jespersens Gymnasieskole. Så han havde ventet på, at der åbnede sig en mulighed for at blive skoleleder på en mindre skole i et nærmiljø med et fællesskab, der også rakte ud over skolen.

»Jeg tror på, at det her med et engageret nærmiljø og en stærk fællesskabsfølelse er svaret på mange af de udfordringer, vi har i samfundet. Når vi ser børn og unge, der har diagnoser eller mistrives, eller som bare spejler sig meget i de sociale medier og bliver mere og mere individorienterede, så tror jeg, at det bliver mere og mere vigtigt, at vi skaber tryghed og fællesskab,« siger Jon Lillemark Jørgensen.

God følelse fra første dag

Igen vender han tilbage til, at han med fødderne plantet i fællesskab som grundværdi er havnet det helt rigtige sted. For han ser netop det, han mener, der skal til.

»Jeg ser ansatte og kollegaer i mit ledelsesteam, der rummer forskelligheder. Trods det at vi har en del elever med særlige behov på den ene eller anden måde, bliver alle hørt, mødt og set. Jeg oplever også, at jeg er trådt ind i et godt skolevæsen med en forvaltning og nogle politikere, der gerne vil lytte, og som også har den her fællesskabsfølelse for øje,« siger Jon Lillemark Jørgensen.

Alt dette oplevede han allerede første arbejdsdag på skolen den 1. december, hvor han blev både rørt og blæst bagover af en stort anlagt indsættelse i salen på skolen, hvor elever, ansatte, skolebestyrelse og politikere var mødt op for at byde ham velkommen.

Så han har fra start følt sig heldig. Det betyder ikke, at alt er perfekt. Der er ting, han gerne vil gøre anderledes – eller i hvert fald områder, hvor han mener, at ting kan gøres endnu bedre. Men han – og han er ikke bange for at bruge violinerne igen – synes bare ikke, at han kunne have et bedre grundlag at gøre det ud fra.

»Men du kan selvfølgelig spørge mig igen om et halvt år, og så er jeg måske blevet klogere,« griner han.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Vejviser og puslespilsbrik på samme tid

At han overhovedet har lyst til at være skoleleder, udspringer af et ønske om at være med til at sætte en retning og skabe positive forandringer for børn og unge. Han kan godt lide at gå forrest, men han mener samtidig, at han er en brik i et puslespil, hvor alle dele er lige vigtige, så der til sidst kan ligge et færdigt billede.

»Når man gerne vil en bestemt vej, så skal der jo være en til at vise den. Men det kræver, at alle er med til at skabe rammerne og nærvær omkring børnene,« siger han.

Han oplever foreløbigt, at alle på skolen står bag ham i både at ville bevare de mange traditioner på skolen – fra samarbejde med de ældre i Aktivitetshuset Dragør om traditionel og moderne madlavning og temaprojekter med de lokale virksomheder til lærernes årlige show for eleverne – men også at sikre løbende fornyelse.

Det gælder bygningerne, hvor de lidt særlige rammer med en gammel skole, der består af en over 250 år gammel oprindelig skolebygning med mange forskellige nyere knopskydninger, skal respekteres, men også hele tiden renoveres og moderniseres i takt med, at der er penge til det.

Står på skuldrene af noget fint

Det gælder også læringsmiljøet, hvor han mener, at der skal bygges endnu mere oven på den rummelighed, som han mener, at skolen står for.

»Jeg kunne godt tænke mig, at vi kunne skabe endnu flere tilbud til børn med særlige udfordringer. Nu har vi specialklasserækken til nogle typer, men der er også behov for tilbud til andre typer af behov. Jeg mener grundlæggende, at vi skal kunne tage os af så meget som muligt lokalt, for uanset hvordan man klarer sig fagligt eller socialt, så har man noget at byde ind med som menneske i et lokalmiljø. Og det mener jeg, at den fortælling om fællesskabet, der er her på stedet og i byen generelt, passer fint til at løse,« siger Jon Lillemark Jørgensen.

Udover at der skal være specialtilbud, mener han samtidig, at så mange børn og unge som muligt skal tilknyttes almenområdet, for at kunne udvide elevernes behovsforståelse hinanden imellem er en gave.

»Og behovsforståelsen er allerede meget høj blandt de ansatte. De er rustede til opgaven. Faktisk oplever jeg, at de er gode til at se børnene, forstå dem og tale med deres forældre i en grad, jeg ikke har oplevet noget andet sted. Det vil jeg godt have lov at sige. Så jeg står på skuldrene af noget, der er bygget utrolig fint op, som jeg vil bidrage til at føre videre,« siger han.

Kan ikke få armene ned

Han understreger flere gange, at man ikke må glemme nogen på skolen, da alle har en unik måde at være omkring børnene på. Pedellen, it-medarbejderne, sekretæren, sfo-medarbejderne, lærerne fra 0. til 9. klasse, skolebestyrelsen. Han kan tydeligvis ikke få armene ned. Og man er faktisk tilbøjelig til at tro, at han ikke siger det for avisens skyld. Han er vitterligt imponeret.

»Nu taler jeg hele tiden om det her fællesskab, men det er vigtigt at sige, at alle de her mennesker jo også har en tårnhøj faglighed. Eleverne klarer sig virkelig godt her på skolen, hvilket man blandt andet også kan se i afgangsprøverne. Og ja, så må jeg alligevel nævne fællesskabet igen. For jeg tror på, at hvis man ser det som den vigtigste opgave at tage vare på det i alle led, så sikrer det også faglige resultater,« lyder det fra Jon Lillemark Jørgensen.

Økonomi og trivsel er fokus i fremtiden

Når det gælder fremtiden for Dragør Skole, mener han, at der særligt er to udfordringer, han skal holde fokus på.

»For det første er der økonomien. Vi har jo Dragør-modellen her, som jeg er ved at lære at kende. Der er en stor ansvarlighed og en respekt for, at de midler, vi har, kommer fra skatteborgerne. Og det er vores fornemmeste opgave at skabe trivsel for de penge. Men jeg kan også se, at der er andre store udfordringer, der skal løftes, og som koster penge. Der er jo blandt andet noget med nogle diger,« siger han og smiler skævt.

Han er efter kort tid på posten selvfølgelig klar over, at han i sin kamp for god økonomi til skolen og udvikling af dens tilbud skal kæmpe side om side med gigantprojekter som kystsikring og fjernvarmeudrulning. Men foreløbig er han optimistisk, da han oplever politisk opbakning til fortsat at sikre de gode skoler, Dragør er kendt for.

Den anden store udfordring, han ser i krystalkuglen, gælder ikke bare for Dragør Skole.

»I alle kommuner landet over og faktisk også i udlandet ser man den her stigende tendens til mange diagnoser og stigende mistrivsel. Det er ikke noget, der bare går væk. Det er noget, vi kommer til at forholde os endnu mere til,« siger han og fortsætter:

»Vi ser en generation, der vokser op med de sociale medier som en kæmpe impact på deres liv. Det kan blive en kæmpe udfordring for den enkelte, når de ikke kan leve op til de glansbilleder, de ser. Hvordan tackler vi det? Hvordan ruster vi de unge? Det kræver meget mere end en politik for mobiltelefoner og andre devices. Vi skal samtidig have øje for de nye former for fællesskaber og muligheder for at dyrke interesser, digitaliseringen giver. Men jeg tror, at vi er rigtig godt rustede til at tage fat på det med vores fællesskabsværdier,« slutter han.