
Mandag den 13. januar blev Dragør Borgerforenings nytårskur traditionen tro afholdt, og over 70 medlemmer deltog i festlighederne.
Aftenen bød på både klassiske indslag og nye højdepunkter, og aftenen forløb alt sammen i en stemning præget af godt humør og højt engagement.
Per G. Larsson fra Dragør Borgerforening har delt sine oplevelser fra aftenen med Dragør Nyt.
Han beskriver, at de mange fremmødte var klædt på til fest – flere kvinder bar smukke kjoler, og mændene mødte op i smokings og jaketter. Jørn S. Larsen åbnede aftenen med en velkomst og skål i champagne, inden programmet for alvor blev skudt i gang.
Et af nytårskurens faste indslag er visningen af kortfilmen 90-års-fødselsdagen, der også er fast inventar inden nytårsklokkerne på DR.
Før filmen gik aktivitetsudvalget rundt og fyldte champagneglassene, mens samtaler og latter fyldte lokalet. Da lyset blev dæmpet klokken 19.40, var det tydeligt, at filmen ramte lige i hjertet på publikum, som grinede og klappede på de helt rigtige tidspunkter.
Ros til bestyrelsen
Efter filmen tog foreningens formand ordet og gav en opdatering om kommende aktiviteter.
Blandt højdepunkterne nævnte han den traditionelle tur til Cirkusrevyen, et arrangement med Per Pallesen, et cocktailparty og et foredrag af Barbara Maria om hendes rejse til Indien.
Den 27. januar er der planlagt servering af gule ærter, og desuden blev medlemmerne orienteret om borgerforeningens bud på køb af Dragør Biograf.
Aftenen bød også på en særlig gestus fra medlemmet Finn Ossian, der spontant rejste sig og takkede bestyrelsen og aktivitetsudvalget for deres store indsats.
Han roste dem for at arrangere de mange aktiviteter og for at drive foreningen – alt sammen på frivillig basis. Hans tale udløste stor applaus og endnu en skål.