Vi har modtaget:

Vedligehold gør det ikke alene: Skoler, dagtilbud og fritidstilbud skal moderniseres

Skolerne i Dragør Kommune er blevet renoveret og moderniseret for 34,6 millioner kroner over de seneste fire år frem til den 1. januar 2025. Det har forvaltningen netop gjort op.

Det lyder måske umiddelbart af meget at bruge 34,6 millioner kroner alene på skolerne, men dels var der et stort efterslæb på vedligehold, dels udgør de tre skoler til sammen langt størstedelen af kommunens arealer: lidt over 25.000 kvadratmeter, hvor næsten 2.000 elever og cirka 250 ansatte har deres daglige gang.

I liste T er vi glade for, at vi sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre (AOV) sikrede midlerne til renovering og modernisering af skolerne i forrige periode. Der er imidlertid ingen grund til at læne sig tilbage og sige: færdigt arbejde.

Forvaltningen har udarbejdet en tiårsplan for skolerne, og ifølge den er der frem til 2034 brug for at vedligeholde skolerne for i alt 41 millioner kroner – fra mindre beløb til maling af træværk til ny tagbelægning på Nordstrandskolen for 15,2 millioner kroner inden for de nærmeste år.

Der er med andre ord igen brug for, at kommunalbestyrelsens medlemmer ser hinanden i øjnene og sikrer ekstra midler i budgettet for at komme i mål. Det vil liste T prioritere i de kommende års budgetforhandlinger.

Det er dagtilbuddenes tur

Det er imidlertid ikke nok at fokusere på skolerne. I dag må man sige, at flere dagtilbud står for tur: vuggestue, dagpleje og børnehaver.

I de seneste fire år er der kun udført større vedligeholdelsesarbejder i dagtilbuddene for tre millioner kroner, og ifølge den tiårsplan, forvaltningen har udarbejdet, er der vedligeholdelsesudgifter på i alt 8,8 millioner kroner for daginstitutionerne frem til 2034.

Liste T ønsker, at planen suppleres med en decideret moderniseringsplan for dagtilbuddene. Det er ikke nok at få vedligeholdt bygningerne – for eksempel ved at male træværk og skifte tagpap – vi skal også sikre tidssvarende toiletforhold og rum til både leg og nærvær, som det er skrevet i kommunens dagtilbudspolitik:

»Vi skaber rum til fordybelse og nærvær i mindre fællesskaber,« og der skal være plads til, at børnene kan udfolde deres fantasi, krop og kreativitet. Det er vigtigt at sikre attraktive tilbud for både børn og personale.

Dårlig idé at øge kapaciteten

Det siddende flertal har prioriteret tre en halv million kroner alene til daginstitutionen Sølyst, som efter planen skal bruges i år – dels til modernisering, dels til at øge kapaciteten.

I liste T synes vi, at det første er en god idé, men vi er imod at øge kapaciteten på dagtilbudsområdet på et tidspunkt, hvor der fødes stadig færre børn både generelt i Danmark og i Dragør. Det vil presse de andre dagtilbud i kommunen, og vi får i værste fald et samlet dårligere tilbud ud af det.

Vi mener, at det er en meget bedre idé at bruge de tre en halv million kroner på at modernisere flere dagtilbud i stedet for at favorisere en enkelt institution. For eksempel trænger Nordstrandens Vuggestue til et løft, der går ud over, hvad man kan forvente, at vuggestuen kan finansiere over eget budget.

Endelig mener vi, at der også skal udarbejdes en moderniseringsplan for sfo’erne samt Krudthuset (UngDragør).

Ifølge forvaltningen er der kun brugt 350.000 kroner på vedligehold af sfo’erne de seneste fire år. Her mener vi, at der også er god grund til at hæve barren for børnenes udfoldelsesmuligheder gennem en regulær modernisering af flere af fritidstilbuddene.

Med venlig hilsen
Annette Nyvang, Ann Harnek og Peter Læssøe
Kommunalbestyrelsesmedlemmer, liste T

Fakta

Så mange penge blev sat af

Budget 2020: I budgettet for 2020 prioriterede AOVT i alt seks millioner kroner til renovering af skolerne frem til 2023. Derudover øgede vi puljen til vedligehold af kommunens bygninger med to millioner kroner om året – det var næsten en fordobling af vedligeholdelsesbudgettet.

Budget 2021: Året efter kom yderligere i alt 2,2 millioner kroner med i budgettet til modernisering af toiletter. Her var Det Konservative Folkeparti også med i budgetforliget.

Budget 2022: I 2022 lagde AOVT yderligere i alt 1,1 millioner kroner ind til sikring af skolerne og udearealer. Derudover prioriterede vi en ESCO-pulje – en pulje til energiforbedringer i kommunens bygninger – på seks millioner kroner årligt. Eller i alt 24 millioner kroner over fire år.

Skateboardbane

Selvfølgelig skal Dragør have en skaterbane. Der ligger flere i København, og de har også en i Kastrup, så naturligvis

Læs mere ...

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?