Da et nærmest religiøst flertal har vedtaget, at Danmark skal skrotte naturgas, så er fjernvarme blevet valgt til at overtage.
Det har været lidt diffust set fra sidelinjen at se på Dragørs planer, thi man har manglet offentlige relevante tal.
Nu kommer kommunen så med nogle tal. En tilslutningspris på i omegnen af 80.000 kroner og et forventet årligt forbrug for et almindeligt parcelhus på cirka 19.000 kroner.
Forbruget er alt andet lige regnet ud efter den nuværende opvarmningsmetode med naturgas og især træflis.
Hvis der måtte ske begrænsninger i importen af træflis, hvad visse partier arbejder aktivt for, så kan ingen garantere den fremtidige varmepris.
Jeg afventer
Jeg er en af de mange, som ikke har tilsluttet mig fjernvarmen.
I dag har jeg et fem år gammelt, men effektivt gasfyr, som staten valgte at give 40 procent i tilskud til. I vores Nordbohus på 144 kvadratmeter ligger gasprisen på cirka 7.600 kroner årligt.
Så med en almindelig folkepension på 120.000 kroner årligt, er 80.000 kroner i tilslutning, plus ombygning af bryggerser, sagen ret klar. Dertil cirka 1.000 kroner ekstra om måneden i bidrag.
Jeg er slet ikke imod nytænkning
I min tidligere bolig på Køjevænget installerede jeg jordvarme, hvor der blev nedgravet 500 meter slanger i haven. Og beregninger efterfølgende viste et mindre privat forbrug end ved det tidligere oliefyr.
Men gik man lidt ned i beregningerne, så viste det sig, at overskuddet udelukkende blev skabt ved, at jordvarmeanlægget var tilsluttet en særlig elmåler til en ekstremt lav statsgaranteret takst. Uden statstilskud ville der have været et markant underskud.
Man kan undre sig over, at samfundet af ideologiske årsager ønsker at skrotte et velfungerende, billigt naturgasnetværk, som er afdraget af brugerne over 30 år – til gengæld for et fjernvarmeanlæg, der er væsentligt dyrere i drift, samtidig med at prisen kun kan stige, når import af træflis stoppes, hvilke vil ske.
Et gammelt fyndord siger, at når en missionsk sælger en ko i Sønnens, Faderens og Helligåndens navn, så kan du regne med, at den er trepattet. Der findes megen visdom i de gamle ord.
Morten Dreyer
Dansk Folkeparti i Dragør