
Når det tirsdag bliver afgjort, om to kvinder skal have mulighed for at deltage i det traditionelle fastelavnsridt med tøndeslagning på Hovedgaden i Store Magleby, er det et meget synligt udtryk for en snigende forandring i lokalsamfundet.
Det fortæller historiker og museumsleder på Museum Amager Søren Mentz.
»Det er måske ubemærket og uerkendt af rytterne, men der er løbende sket en tilpasning til samfundsudviklingen. Man drikker mindre punch på turen rundt mellem gårdene, end man gjorde tidligere, i erkendelse af, at det er fornuftigt at tilpasse sig færdselsloven,« siger han.
Ikke længere landmænd
»På et tidspunkt har man også optaget de første ryttere, der ikke var gårdejere eller sønner fra de enkelte gårde. I dag kan rytterne have alle mulige erhverv. Men da man første gang optog en, der ikke drev landbrug, har det nok været en lige så stor forandring, som det vil være, hvis man tager kvinder ind. Forskellen er, at det ikke har været lige så synligt. Man kan ikke se på en rytter, at han ikke er landmand.«
Den manglende synlighed kan hurtigt give en fortælling om, at man følger og viderefører en tradition til punkt og prikke. Men det kan være livsvigtigt at give rum til forandringer, mener Søren Mentz.
»Hvis en tradition skal overleve, skal den følge med tiden og holde sig relevant. Store bededag var for eksempel relativt let at fjerne, fordi dens forankring var så løs og så distanceret fra dens oprindelige kerne.«
»Oldefar vil nok være mere rystet over, at den fædrende gård er blevet solgt, end hvis man tager kvinder ind, men begge deler er udtryk for forandringer i samfundet. Gårdene er solgt, fordi man ikke længere kan leve af at sælge grøntsager, og færre mænd rider end tidligere, så det er naturligt at kigge i retning af kvinderne for at sikre, at der også i fremtiden er en forankring i det oprindelige og det lokale.«
Stolt forankret identitet
Han betegner fastelavnsridtet som en af de sidste traditioner fra det slægtsbaserede samfund og en af de stærkeste grundpiller i den lokale identitet.
»De forandringer, der har været gennem årene, har sikret, at traditionen har kunnet leve videre uden at miste formålet. Det er ikke bare et show. Det er ikke noget, man gør for turisterne. Rytterne er med, fordi de har en stolt forankret lokal identitet – de ved, hvad de er rundet af. Det er helt unikt, at vi så tæt på hovedstaden, det store smeltedigel, har et område, hvor man har denne følelse af at være noget helt specielt og af at høre til igennem sin slægt og sin historie.«
For Søren Mentz er den bedste sammenligning til den 500 år lange fastelavnstradition en national institution – nemlig kongehuset.
»Det er to fikspunkter gennem århundrederne. Begge dele er pejlemærker, hvor man kan se, hvordan traditionerne har ændret sig i takt med samfundet. Selv de mest forstokkede enevældskonger var nødt til at tilpasse sig tiderne,« siger han.
»Men det kan være svært at skabe forandringer. En tradition er at gøre tingene på samme måde som året før. Men når vi ændrer ting med omtanke, sikrer vi, at traditionen bliver vedligeholdt ved at tage nye ting ind.«