Hvad er det for en dialog, du mener, der er vigtig, man har ude i kommunerne netop nu for at føre ældrereformen ud i virkeligheden?
»Vi står jo for at skulle implementere tre helt nye love på ældreområdet fra den 1. juli 2025. Selvom man kan synes, at der er lang tid til sommer i det her kolde vejr, så er det faktisk lige om lidt. Så det er med at gøre forvaltninger og leverandører parat. Men jeg forventer også, at der er en del borgere i dag, der også vil vide, hvad er det egentlig, man kan forvente, når den nye ældrelov kommer. Det hører jeg mange spørgsmål om. De her nye lokalplejehjem, hvad er de for nogen? Det er jo noget, man skal beslutte sig for i kommunen, om det er noget, man har. Vi ser jo også ind i kommunalvalget til november, og der ved man, at ældrepleje by far er det kommunalpolitiske tema, som er størst. Så jeg tror, at det optager mange.«
Hvad er det, I tænker, at lokalplejehjem og flere friplejehjem kan, som de kommunale plejehjem ikke kan i dag?
»Helt overordnet har vi en målsætning i ældreaftalen om, at vi skal have en større mangfoldighed i vores plejehjem. Der er 957 plejehjem i Danmark i dag, og 95 procent af dem er kommunale plejehjem, og så har man fem procent, der er friplejehjem. Med al respekt for at der er masser af dygtige plejehjem derude, så har vi en ældre befolkning, som bliver mere og mere forskellig. Når en kerneværdi i ældrereformen er, at man skal leve, så længe man lever, så man skal ikke sygne hen, når man kommer på plejehjem – og man skal have lov til at fortsætte det liv og de værdier, man har – så skal vi også have forskellighed og mangfoldighed i de plejehjem, vi har. Med lokalplejehjemmene vil vi prøve at skære dem helt væk fra meget af det kommunale bureaukrati, som man bruger meget tid på, og sige: Det er den enkelte leder og medarbejderne, der sammen med en bestyrelse sammensat af folk fra lokalsamfundet, der har forstand på pleje, økonomi, strategi og fællesskab, er den kerne, der skal forme det plejehjem. Det er også en måde at prøve at få aktiveret kræfter fra lokalsamfundet, så vi kan få følelsen af, at det er vores plejehjem. I virkeligheden er det også en af de store bekymringer, jeg har omkring velfærdsinstitutioner generelt: at man står og peger ind og siger, at det er også for dårligt. I virkeligheden tror jeg også, det handler om, at vi mangler involvering og ejerskab til vores plejehjem. Lokalplejehjem er født med den involvering, fordi bestyrelsen er lokalt forankret.«
Er det en særlig fordel for en mindre kommune som Dragør?
»Jeg tror, at det kan have en fordel i både de mindre og de store kommuner. Men en fordel i de mindre kommuner er, at her har man et lokalsamfund, hvor man kender hinanden bedre. Nu kommer jeg selv fra Esbjerg Kommune, men Ribe-delen, og der kender man lokalmiljøet og går meget op i, at de ældre gerne vil bo det sted, de er vokset op – eller i hvert fald i de mindre miljøer. Mindre kommuner har en fordel i, at man kan overskue sit lokalsamfund og allerede har det kulturelle fundament til at føle, at det er vores plejehjem.«
Over hele landet – også i Dragør – er der problemer med rekruttering. Hvordan skal ældrereformen leve, hvis man ikke har det personale, der skal til?
»Jeg er fuldstændig enig i, at rekruttering er en af de allerstørste udfordringer, måske især når ældrereformen handler om at give mere handlerum til medarbejderne og faglig nydelse. Det er ikke systemer og standarder, der skaber arbejdsglæde, det er relationerne mellem medarbejderne og med den ældre og tid til nærvær og omsorg. Det kræver jo, at vi har medarbejdere. Vi kommer til at mangle omkring 15.000 på landsplan inden for en kort årrække. Vi gør en del ting i regeringen, men vi har brug for at gøre mere. Vi har blandt andet givet et lønløft til sosu-assistenter, og der er også en større indsats på vej i forhold til udenlandsk arbejdskraft. I forhold til ældrereformen har det været en sidedagsorden at skabe nogle gode arbejdspladser, at man får handlerum til at handle, at man indgår i faglige fællesskaber, og at man har kompetencerne til de opgaver, man bliver sat til. Man kan allerede se nogle af de steder, hvor man arbejder i teams og med helhedspleje, at sygefraværet falder. For det handler jo ikke kun om at få nye til faget, det er også at få reduceret sygefraværet og fastholde medarbejdere. Odense Kommune har reduceret deres sygefravær med fem fuldtidsdage fra 17,9 til 12,2 bare over et halvt år, hvor de har arbejdet med teams.«
Hvordan drømmer du om, at inddragelse af pårørende og flere frivillige skal ske?
»Det er ikke et spørgsmål om, at frivillige skal ind og løse fagprofessionelle opgaver, og heller ikke, at pårørende skal løse fagprofessionelle opgaver, hvis de ikke ønsker det. Men vi står over for nogle problemer i vores samfund i dag, som faktisk ikke løses bedst af fagprofessionelle. Ensomhed blandt ældre er et af de problemer, der stiger meget – omkring 100.000 på landsplan er ensomme. Det her med sund aldring og aktiviteter i fællesskab, at tage ned i svømmehallen eller ned i petanqueklubben. Fællesskab er godt både for dit psykiske velbefindende og dit fysiske velbefindende, men vi kan jo ikke medicinere mod ensomhed. Vi kan heller ikke lovgive mod ensomhed. Så det kræver, at vi får aktiveret pårørende, frivillige og civilsamfundet noget mere. Mange vil jo gerne hjælpe. Fagprofessionelle skal være forpligtede til at skabe dialog med de pårørende og civilsamfundet. Hvordan man så vælger at gøre det ude i kommunerne, skal vi ikke blande os i på Christiansborg. I Dragør gør man det på én måde, mens det ser anderledes ud i Tårnby og i København. Men vi skal udbrede de gode cases gennem det partnerskab, vi har etableret.«
